Foto: Shutterstock

Nu kommer Mette Frederiksen med opsang til rejseglade kendisser

Politik

20/01/2021 10:13

Theis

Statsministeren lagde ikke skjul på sin frustration over, at danske kendisser, influencere og bloggere rejser til Dubai under den globale pandemi.

Det er blevet mødt med stor kritik, at der er mange danske kendisser, der er rejst på ferie til Dubai. Flere af dem har endda delt massevis af billeder og videoer fra deres solrige ophold i Dubai midt under den globale pandemi.

Nu melder statsminister Mette Frederiksen sig også ind i flokken af danskere, der er utilfredse med dette. 

Det gav hun udtryk for på et pressemøde efter Folketingets partilederdebat. Her blev hun af en journalist fra Ekstra Bladet adspurgt, hvad hendes holdning er til sagen. 

"Der er vist behov for, at jeg lægger restriktioner på mig selv i den her sag, lød det indledende fra statsministeren," lagde statsminister Mette Frederiksen ud med at sige, mens hendes ansigt tydeligt viste, at hun var forarget og utilfreds. 

"Der er en grund til, at verden er farvet rød. Det er virkelig vigtigt, at alle lytter efter det. Det, der sker, når folk rejser ud i den her tid, det er, at man risikerer at tage mutationer med til Danmark," fulgte Mette Frederiksen op. 

Derudover understregede hun også, at det ikke er for sjov, at verden er gået i rød. Derimod skyldes det, at myndighederne mener, at det er farligt at rejse ud, hvilket de naturligvis gerne ser, at danskerne retter sig efter. 

Herefter blev der af Ekstra Bladets udsendte journalist spurgt, hvorfor der ikke bliver lavet et decideret forbud mod at rejse. 

Hertil svarede statsministeren, at det skyldtes, at det er lykkedes at drive Danmark igennem pandemien i snart et år, uden at lave sådanne forbud. Herudover indikerede hun, at den fortsatte strategi er at forsøge at appellere til folks sunde fornuft.

Lørdag 16. januar udsendte Statens Serum Institut en pressemeddelelse, hvori de skrev, at den smitsomme sydafrikanske variant af coronavirussen er kommet til Danmark – og den forbindes til en rejse til Dubai. 

Mest Læste

Annonce