Nu skal Thyra Frank i samråd i kopi-sagen

Ældreministeren skal stå skoleret i et samråd og forklare, om hun har kopieret en arbejdspladsvurdering. FOA mener, at Thyra Frank sender dårligt signal.

Ældreminister Thyra Frank (LA) må nu bevise, at hun ikke - som hun ellers tidligere selv har udtalt - har kopieret en arbejdspladsvurdering fra et andet plejehjem i sin tid som forstander på plejehjemmet Lotte.

Sådan lyder kravet nu fra flere af Folketingets partier. En af dem er ældreordføreren fra regeringens støtteparti, Jeppe Jakobsen (DF):

Pleje- og omsorg under forandring.

Læs historien om en ny ledelse, der på rekordtid slog Thyra Frank's Lottekultur ihjel. 
 
 

- Uagtet hvad man ellers måtte synes om papirarbejde er det sådan, at lov er lov, og lov skal holdes. Hvis man ikke har den tilgang til sit arbejde som minister, er man ude i nogle alvorlige problemer.

LÆS OGSÅ: THYRA FRANK-SAG UDSTILLER AFGØRENDE VÆRDIKAMP

- Vi må finde ud af, hvad der er op og ned. Hvis det er sådan, at ministeren har fusket med sine APV’er i sin tid som leder af Lotte, så har vi en alvorlig sag.

Det er i en bog fra 2010, Thyra Frank udtaler, at hun kopierede den tidskrævende - og lovpligtige - arbejdspladsvurdering (APV) fra et andet plejehjem. Torsdag afviser ministeren dog at have begået dokumentfalsk. 

Hun forklarer, at hun satte det på spidsen for at underbygge sin pointe om, at der er for meget unødvendigt papirarbejde og bureaukrati i ældreplejen.

Socialdemokratiets ældreordfører, Astrid Krag, har bedt Justitsministeriet og Beskæftigelsesministeriet undersøge sagen. Hun kræver også en redegørelse fra ministeren selv.

Adspurgt om der ikke skal være lidt albuerum i debatten til at sætte ting lidt på spidsen for at slå en pointe fast, svarer Astrid Krag:

- Jeg er enig i, at der er for meget papirarbejde. Men jeg har spurgt ministeren, om hun har planer om at gøre noget for at afbureaukratisere. 

- Det er fint at synes, at det er for bøvlet, men det gælder for alle, at man skal overholde loven. Så kan man arbejde for at lave den om, men det har jeg ikke hørt hende sige, at hun vil.

Enhedslistens ældreordfører, Finn Sørensen, kalder Thyra Frank i samråd for at komme til bunds i sagen:

- Jeg er rystet over, at vi har en minister, der som plejehjemsleder i den grad har udvist manglende respekt for godt arbejdsmiljøarbejde og manglende respekt for love og regler, siger han.

Alle virksomheder med ansatte skal udarbejde en skriftlig APV. Formålet er blandt andet at finde ud af, om der er problemer med arbejdsmiljøet - og hvordan de løses. Vurderingen skal revideres mindst hvert tredje år.

Politiken har forsøgt at finde frem til de omdiskuterede APV'er fra plejehjemmet Lotte, men det har ikke været muligt, da de hverken findes på plejehjemmet eller i Arbejdstilsynet.

 

FOA: Vurdering af ansattes trivsel er ikke papirnusseri

Der må ikke opstå en skrøne om, at arbejdspladsvurderinger er papirnusseri, som stjæler noget af tiden med de ældre på plejehjemmene. Tværtimod er det overordentligt vigtigt, at de såkaldte APV'er tages alvorligt. Det understreger Karen Stæhr, sektorformand for social- og sundhed i fagforeningen FOA.
 
- Det er rigtigt vigtigt for medarbejderne, at de har et arbejdsmiljø, hvor de trives. Så det er vigtigt, at man laver APV'erne, og at ledelsen tager dem alvorligt, siger hun.
 
- Ældreministeren signalerer i virkeligheden, at vi ikke skal tage det så alvorligt. Og det er bekymrende og en skam, at man ikke fra ministerens side lægger lidt mere vægt på, hvor vigtige APV'erne er, siger hun.
 
Det er sektorformandens indtryk, at vurderingerne generelt bliver brugt.
 
- Vi skal bruge den nødvendige tid på det, for vi skal tage medarbejdernes arbejdsmiljø alvorlig, siger Karen Stæhr.
 
FAKTA: Derfor skal virksomheder vurdere arbejdsmiljøet
Arbejdspladsvurderingen skal medvirke til at skabe øget trivsel og et bedre arbejdsmiljø. Her kan du læse om, hvorfor man udarbejder en arbejdspladsvurdering.
 
* Alle virksomheder med ansatte skal lave en skriftlig APV ifølge loven, og det er arbejdsgiverens ansvar.
 
* Den skal revideres mindst hvert tredje år, eller når der sker ændringer i arbejdet, arbejdsprocesser eller arbejdsmetoder, som har indflydelse på arbejdsmiljøet.
 
* Medarbejderne skal inddrages i processen.
 
* En APV skal som minimum indeholde fem elementer:
 
- Identifikation af arbejdsmiljøet i virksomheden.
 
- Beskrivelse og vurdering af problemerne med arbejdsmiljøet.
 
- Inddragelse af virksomhedens sygefravær for at vurdere, om virksomhedens arbejdsmiljø medvirker til sygefraværet.
 
- Prioritering og opstilling af handlingsplan.
 
- Retningslinjer for opfølgning på handlingsplanen.
 
* På den baggrund er det hensigten at skabe øget trivsel og et bedre arbejdsmiljø.
 
* Alle arbejdsmiljøforhold skal med i APV'en, både det fysiske og psykiske arbejdsmiljø. Forhold omkring lager, kontor, rengøring og maskiner skal også inkluderes.
 
* Det skal også vurderes, om der er forhold i arbejdsmiljøet, der medvirker til sygdom blandt de ansatte.
 
Kilder: Arbejdstilsynet, FOA
 
/ritzau/
Emneord: Thyra Frank, Ældreminister, Folketingets Samråd, Lottehjemmet, APV, 130117
Ritzau på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige har valgt Ritzau som primær leverandør af uafhængigt redaktionelt indhold....
Aktivitet: Artikler: 6985

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også