Det er et politisk valg, om vi ønsker værdibaseret ledelse af vores omsorgsinstitutioner eller om det alene er regler og regneark, der skal tegne velfærdsmodellen i fremtiden, skriver redaktør Nick Allentoft.

Lotte-sagen udstiller en afgørende værdikamp

Skal velfærden dikteres af teknokratiske checklister eller menneskelig trivsel? Hvor står egentlig politikerne i den debat? Det er dem, der er hovedansvarlige for det teknokrati, der kvæler den menneskelige trivsel, spurgte Nick Allentoft efter skandaleartikler om Thyra Franks gamle Lottehjemmet.

For rigtig mange danskere var Thyra Franks Lottehjem visionen om et rigtigt plejehjem. For teknokrater og bureaukrati er Thyra Frank en ledertype der ikke er plads til. Foreløbig har værdierne i Thyra-kulturen tabt og et maskinelt systemsyn vundet, og det er nødvendigt at stille spørgsmålet: Var det det, vi ville?  

Pleje- og omsorg under forandring.

Læs historien om en ny ledelse, der på rekordtid slog Thyra Frank's Lottekultur ihjel. 
 
 

På plejehjemmet Lotte blev rodfæstede værdier kvalt på rekordtid. Nu visner de gamle stille ind i den sidste livsfase, og udstiller kontrasten mellem Lotte-kulturens værdibaserede ånd og den overstyring, som i stigende grad tager magten fra de mennesker, der har ansvaret.

Ledelsen i OK-Fonden siger det selv meget rammende, når man fortæller de pårørende, at “Tidligere har værdierne været afsættet, og så er det praktiske blevet tilpasset.”

I dag gør den nye leder med OK-Fondens egne ord det omvendte. Lægger en dyne af praktiske regler og rammer over plejehjemmet men taler samtidig om at skabe værdierne i tæt dialog. Det er så tragisk en misforståelse, at ord kun svært kan beskrive den.

Visionen er udvisket

Vel er Thyra Frank en ildsjæl, der investerede sig selv og sit liv i plejehjemmet Lotte på Frederiksberg. Hun formåede at formidle sit lederskab på en formidabel måde, når hun delte ud af sine erfaringer og satte ord på, hvordan man leder for og med mennesker og mere eller mindre på trods af bureaukratiet. I rollen som plejehjemsforstander blev Thyra Frank hyldet og kanoniseret som svaret på god ledelse. Alligevel blev Lotte-kulturen kvalt på rekordtid, og både OK-Fonden, der ejer Lotte, og resten af Danmark må tænke alvorligt over hvorfor.

Selvfølgelig er det usmart, at Thyra Frank og Lottehjemmet levede på trods af systemet. At hun tilmed blev kendt for sin trodsighed. Men hvordan kan det oversættes til, at hun er anarkist, og menneskene på og omkring Lottehjemmet er problemet? Når hun blev så kendt på trods handler det netop om, at hendes bedrift var nødvendig. Det er her værd at bemærke, at Thyra Frank kun var kendt i sine sidste 5-7 år af de godt 20 år hun ledede plejehjemmet.

Lottehjemmet hedder nu OK-Huset Lotte

Nu er værdierne kvalt. Udvisket og ved at visne væk med de beboere, der smilende, syngende og dansende var levende beviser for en vision. Kan nogen fortælle, hvorfor den offentlige sektor har så store problemer med at omfavne stærke enkeltpersoner og præstationer ud over det særlige? Andre steder bliver der skabt store bevægelser eller virksomheder netop i kraft af helt særlige præstationer med et enkelt menneske i spidsen. Den offentlige sektor har en kedelig evne til at slå den slags mennesker ned.   

Keep it simple stupid

Fællesrummene var noget af det mest centrale på det gamle Lotte-hjem. Allerbedst illustreret i bogen “Livsglæde og Stjernestunder”, hvor Thyra fortæller, hvordan personalerummet blev afviklet og fællesrummene blev omdrejningspunktet for livet på plejehjemmet. Efter to ugers forsøg, hvor personalerummet var lukket, og personalet havde fået Thyra’s godkendelse til at holde pauser i fællesrummene, konstaterede personalet, at det fungerede at holde pauser med beboerne. Personalerummet kunne derfor lukkes helt.

Med Thyra Franks egne ord, førte det til, at Lottehjemmet måske var det plejehjem i Danmark, hvor personalet sad mest ned. I samvær med beboerne vel at mærke.

Det glade liv på Lottehjemmet blev en magnet for beboernes pårørende. Pludselig var det hyggeligt og sjovt at besøge sin gamle mor, far, søster eller bedstemor. Det fik pårørende til at involvere sig i plejen og deltage i hjemmets hverdag. For nogle endda så meget, at de blev hængende som frivillige selv efter deres pårørende var døde og borte. Essensen af Thyra Franks lederskab opsummerede hun selv.

“Lottehjemmet skal være et plejehjem som personale og pårørende også selv har lyst til at bo på, når vi bliver gamle.”

Man kunne sige det samme om vuggestuer, børnehaver, skoler, jobcentre eller landets rådhuse. Har vi selv lyst til at være der?

Teknokratiet tog over

I dag har bureaukratiets og økonomistyringens kolde virkelighed overtaget, og ikke engang beboerne har lyst til at være på Lotte længere. En ny leder har sat en vision med fokus på fine ord som selvbestemmelse, faglighed og en god dagligdag. Væk er Thyra Franks værdier. Den nye ledelse er sågar gået i gang med at bygge et korps af fremmede frivillige, så plejehjemmet også følger den offentlige sektors civilsamfundsstrategi, hvor frivillige er blevet det nye sort.

Tema om offentlig modernisering

Gennem 30 år har politikerne forsøgt at modernisere den offentlige sektor.

Læs her hvad centrale nøglepersoner mener om de forsøg. 

Men for de pårørende, der kan huske Lotte-kulturen, er besøgene på plejehjemmet nu blevet et varsel om døden frem for en smag på livet. 

Tre konkrete ting har kvalt kulturen og værdierne på Lottehjemmet:

  • Omdrejningspunkt for beboernes hverdag er nu aleneliv i deres lejligheder frem for socialt liv fællesrummene

  • Slut med at se pårørende som en del af huset - i stedet er ledelsen igang med en ny strategi for at skabe et korps af fremmede frivillige

  • Det praktiske og formelle kommer før værdierne

Hvorfor er det gået så galt? Hvem har ansvaret? Var det reelt planen, at Lottehjemmet hurtigst muligt skulle lægge Thyra-fasen bag sig og blive en bygning til opbevaring af gamle mennesker?

Det er centrale spørgsmål, fordi Thyra Frank’s lederskab identificerede vores forestilling om det perfekte plejehjem. Regering, ministre og medier løftede Thyra Frank til heltestatus, men siden hun forlod Lottehjemmet har ingen bekymret sig om, hvordan hendes anbefalinger kan videreføres.

Tværtimod.

Hun blev formand for Ældrekommissionen, men måtte siden trække sig, da hun blev politiker. Ældrekommissionens anbefalinger udkom i februar 2012 men har siden samlet støv, for i offentligheden er der ikke længere nogen, der repræsenterer de værdier og holdninger den gamle Lotte-kultur står for. Her er et centralt problem, for med fraværet af Thyra Frank’erne får økonomerne og bureaukraterne det kølige overtag.

 

Man kan ikke lovgive sig til værdier

Økonomer har selvsagt en vigtig funktion i et samfund, hvor penge er omdrejningspunktet for vores muligheder. Bureaukrater har en lige så vigtig funktion i en verden, hvor snyd skal holdes nede og vores omgang med hinanden i høj grad er styret af love og bekendtgørelser, myndigheder og institutioner. Sådan er det.

Men fraværet af mennesker, der fra centrale positioner dyrker værdierne, er på vej til at udvikle sig til en tragedie for vores samfund.  

Lige nu har økonomer og bureaukrater stort set fripas til at lede styringen af vores samfund. Ingen kan forlange at de skal lægge bånd på deres magt og indflydelse, men vi kan allesammen blive væsentligt mere bevidste om, at økonomer alene arbejder med økonomi og bureaukrater alene arbejder med styring - og at ingen af delene må være den afgørende kvalifikation for at blive leder.

Det er et politisk valg, om vi ønsker værdibaseret ledelse af vores omsorgsinstitutioner eller om det alene er regler og regneark, der skal tegne velfærdsmodellen i fremtiden.     

 

Emneord: Lotte-sagen, Bureaukrati, Modernisering, Styring, NPM, New Public Management, Menneskesyn, Thyra Frank, Ældrekommissionen, Chefredaktør Nick Allentoft, Velfærdsstat eller velfærdssamfund, Værdibaseret ledelse, Kvmail2017, Samfundslederskab, Nytår18 Udvalgte
DenOffentlige.dk på DenOffentlige.dk Bliv medlem af DenOffentlige og vær med til at skabe debatten, dele viden og fremme en god udvikling i samfundet....
Aktivitet: Artikler: 1402 | Events: 31 | Kompetenceområder: 5

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE
Kommentarer
  • 05.10.14 Hanne Lommer
    Omsorgspersonale kan selv, ved nok også bedst...!

    Vi der arbejder med mennesker undrer os jo over, hvorfor det er så svært, er så svært, at drage den nødvendige omsorg og hjælp til ældre, handicappede & også børn med behov for særlig støtte i det kommunalpolitiske liv- kommunale budgetforhandlinger er ikke til for borgerne...
    Jeg undres desværre dagligt over politisk uvidenhed, måske det skyldes manglende erhvervserfaring & uddannelse... Gør noget ved det!

  • 23.09.14 Katrine Schumann
    Fornyelse kræver først og fremmest mod!

    Tak for at stille skarpt på systemproblematikken i det offentlige: Alle ønsker bedre kvalitet, men i bestræbelsen på at skabe netop dét, får vi ikke blot dårligere kvalitet, men også mere kontrol, flere systemer, mere fremmedgørelse ect.

    Bureaukrati og teknokrati har været fantastiske paradigmer i årtier. Vores fælles rigdom som samfund er funderet på netop disse ledelsesformer. Visioner og ideologier var fra efterkrigstiden og starten af velfærdssamfundet bundet tæt sammen med netop bureaukratiet og teknokratiet, som skulle sikre retfærdighed, fokus og stabilitet. Det skulle sikres, at Per og Poul havde lige muligheder - trods baggrunde. Og det er vi lykkes med som samfund.

    Men som salig Joseph Schumpeter, fader til innovationsbegrebet, gjorde tydeligt, så er det netop det succesfulde system, der både skaber og eroderer væksten. Som en bølge, der vokser sig stor, har vi lykkes med et velfærdssystem bakket op af bureaukrati og teknokrati, som ideologiens tjenere. Men nu er den bølge knækket over, som den helt naturligt og evolutionsmæssigt skal gøre det. Endnu er et nyt styringssystem ikke så stærkt, at en ny bølge af mere tillidsbaseret og relationsbaseret ledelse har bevist sit værd. Endnu tør mange ikke stole på, at vi er i gang med at skabe et nyt, og langt mere bæredygtigt paradigme, som vil kunne afløse bureaukratiet og teknokratiet. Og det er helt naturligt, hvis vi ser tematikken gennem innovationsbriller.

    Den offentlige sektor står i en malstrøm af kreativ destruktion; det gamle system skal gå til grunde og et nyt skal opbygges. MEN på samme tid skal kvalitet og drift opretholdes.

    Tre professorer fra Statskundskab, ÅU, lavede for nogle år siden en spændende mini-undersøgelse af djøf'iceringen. Den viste, at der IKKE er forskel på, hvordan en topleder i det offentlige leder ifht. hendes uddannelsesmæssige baggrund. Djøficeringen er ikke personrelateret, men et egentligt kulturtræk i det offentlige. Det er vigtigt, mener jeg. For i bestræbelsen på at flytte ansvaret hen på nogens skuldre frem for andres, overses, at problemet IKKE er personligt. Men et egentligt systemtræk. Og det er præcis dér, det skal løses.

    Jeg er helt sikker på, at ingen politikere, embedsmænd eller fagprofessionelle i det offentlige, egentlig ønsker mere kontrol, bureaukrati og fremmedgørelse. ALLE ønsker bedre kvalitet, mere livsglæde og ordentlighed for skattekronerne. Men frygten for, at blive hængt ud og stillet til ansvar afholder dygtige og ambitiøse mennesker fra at handle radikalt anderledes end tidligere. Og det er dét, der skal til for at skabe den egentlige fornyelse. Radikalt anderledes handlinger, som man tør stå inde for og tør forfægte også i modvind og malstrøm.
    Ingen tvivl om, at Thyra Frank - og mange andre, heldigvis - har mod. Hun turde være den type pionér, vi alle kan beundre. Hun havde modet til at gøre noget, hun bare vidste, var rigtigt og vigtigt. Og hun stod fast på det. Fik andre med, og fik startet en bevægelse. Og det er dét vi skal: skabe bevægelser.
    Som Margareth Mead så fint har sagt det: Never doubt that a small group of thoughtful, committed citizens can change the world; indeed, it's the only thing that ever has.

  • 20.09.14 Jesper Veiby
    Hvordan får vi flere "enere"?

    Et ofte overset, men grundlæggende problem er vel tanken om, at alle kan være som Thyra Frank. "Flere som Thyra" lyder mantraet fra nogle sider, og det er dybest set lige så meningsløst som "flere sygeplejersker som Florence Nightingale", "flere erhvervsfolk som Mærsk McKinney Møller" eller "flere forskere som Albert Einstein".

    Der vil altid være unikke enere, som lyser op, men pointen er ikke, at alle skal være som enerne, for det kan de ikke. Pointen er, hvilke rammer trækker de fleste ressourcer frem i lyset, så vi får flere enere, som på hver deres måde kan møde de samlede behov.

    Her er fakta, at hvis man havde (mere) privat velfærd på et privat velfærdsmarked, så ville man her efterspørge plejehjem som Lotte (eller andre som overperformer på ønskede områder). Efter nogen tid ville der være en venteliste på 20 år, hvorfor det det ville være mere rationelt at hæve prisen. Herefter er prisen måske det dobbelte, for dem som vil og kan betale (og som prioriterer dette aspekt i deres liv!), men ventelisten er kun 1 år. Ejeren tjener flere penge, lederen kan tillade sig at kræve en højere løn og man vil være i stand at bruge penge på at hyre bedre - og dyrere - ansatte for at holde det niveau, hvor man kan tage en højere pris. Over tid vil der derfor være nogle få plejehjem, som er stjernedyre men excellente, en række dyre og meget gode, en stribe almindelige og måske nogle billige, som heller ikke leverer så meget. Det er cirka det samme, som sker med restauranter, advokater og biler. Hos Noma betaler du overpriser, men du kan spise dig mæt på Jensen's, hvis pengepungen i stedet er til det.

    Det er, hvad jeg går ind for. Jeg går ud fra, at Cepos går ind for det samme. Jeg er ikke (længere) sikker på, at LA (og Thyra Frank) går ind for det. Men det vil give den bedste samlede tilfredshed ud fra de tilgængelige ressourcer.

    Problemet er blot, at det er tabu. På velfærdsområdet skal alle med vold og magt have samme service. Sådan er mantraet. Det er dansk. Og det er universel velfærd. Så Ågerups pointer er helt relevante, men man skal ville den private velfærd og kunne acceptere forskellene, hvis man skal have gevinsten. Man kan ikke bebrejde folk, at de ikke er som Thyra (eller "systemet" for at være ansvarlig med penge og midler). Men man kan bebrejde, at man ikke tør tænke nyt og lade pengene følge børnene, plejehjemebeboerne og velfærdsyderne i al almindelighed - og eventuelt lade disse betale et ekstra beløb for ekstra service, hvis de ønsker det.

  • 20.09.14 Jens Jonatan Steen, Cevea
    Markedsgørelse og teknokratisering i (u)skønforening

    Det er dybt sørgeligt at se hvordan de spirende opgør mod den ekstreme centralisme og den destruktive bureaukratisering bliver slået tilbage. Der var mange gode tanker og praktikker i plejehjemmet Lotte. Vi har netop brug for meget mere af den slags modige og stærke isbryder initiativer.

    Det har i disse år vist sig utroligt svært for politikere af alle slags og farver at modsætte sig teknokraternes overmagt. Det har vi set på lovgivning, løsningsforslag og den fortsatte bureaukratisering af særligt borgere (knivforbud, hundelovgivning og sukkerafgifter) og velfærdsmedarbejdere (NPM, afvikling af med-system og krav om at medarbejdere skal stemple ind). Det er sket under både den nuværende og forrige regering. Et godt eksempler var en afbureaukratisering-kampagne under Beskæftigelsesminister Inger Støjberg ('Væk med bøvlet, Inger'), som på trods af de gode tanker alligevel endte med at man i skjul af sommerferie indførte 27 nye regler på en og samme dag. Altså på et tidspunkt, hvor der hverken var medier eller jobcentre til at svare igen. Eksemplet bekræfter, hvor svært det er for politikerne at modstå sig fristelse til at løse fælles udfordringer med nye regler. Jeg skrev for et par år siden denne kronik om denne form for åndelig dovenskab hos politikerne: http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE1174163/til-opgoer-med-den-intellektuelle-dovenskab/

    Men nok om udfordringer - hvad er så løsningen? Det er hverken simpelt og lige til at finde et egentligt svar, men det kræver at vi gør op med den nuværende udvikling, som byder på en bureaukratisk offentlige sektor, der i stigende grad markedsgøres. Det giver os det værste fra to steder: tung bureaukratisering og blind markedsgørelse.

    Det betyder at konkurrence, profit og målstyring sættes i centrum. Det betyder kvantitet sætter over kvalitet. Vi satser kun på det, der kan måles og vejes. Alt andet regnes ikke for værdifuldt, hvilket skaber store udfordringer for udviklingen af velfærden. Man er nødt til at kontrollere, måle-veje og dokumentere alt hvad, der sker for at kunne sikre frie valg, øget konkurrence og lavere omkostninger skære. Det betyder at meget af det, der skulle have været gjort både bedre og mere effektivt får modsatte resultat.

    Et godt sted at finde denne logik forklaret er hos den tidligere Social- og Finansminister Palle Simonsen, der som erfaren politiker og livslang konservativ have følgende perspektiv: "Det er svært at argumentere imod frit valg. Det lyder besnærende, men det, jeg først og fremmest er bange for, er, at det gør borgerne til en slags forbrugere og fører til en opfattelse af, at offentlig service er som et supermarked, hvor man blot kan tage ting ned fra hylderne.”

    Velfærd må netop ikke reducerer til rene forbrugsvarer. Vi er ikke kun forbrugere, men også borgere, hvilket man forstå hvis man tager afsæt i en ideologi med plads til fællesskab og evnen til at tænke udover den kortsigtegede egen-nytte. Derfor er svaret på den stigende bureaukratisering ikke blot at vi skal stemme med fødder, men at vi ruster os til et demokratisk opgør med teknokraterne, afkræver at politikere afgiver magt/kontrol og sikre at kommunerne begynder at give større plads til civilsamfundsaktører som plejehjemmet Lotte og alle de andre stærke velfærdsinitiativer.

    Grundlæggende har vi således ingen sikkerhed for at øget markedsgørelse vil føre til mindre bureaukrati og teknokrati - tværtimod risikere vi det modsatte. Den markedsgjorte amerikanske sundhedsektor kune være et eksempel. Derfor er opskriften at flere velfærdsinvesteringer bruges i civilsamfundet udenfor statslige og kommunale kontrol, at embedsapparatet stækkes og velfærdssmafundet fornyes fra neden med større magt til velfærdsmedarbejderne selv.

    Det kunne være hvert fald være starten på en ny begyndelse, men lyt endelig til den konservative kæmpe Palle Simonsen og hans opfordring til at droppe de besnærende og letkøbte catch-all løsninger…

  • 20.09.14 Cecilia Garibaldi
    Det virkelige dilemma

    Jeg synes, at det er rigtig ærgerligt, at der altid skal tales i modsætninger, og der synes jeg at ovenstående rammer forbi. Dét den til gengæld illustrerer rigtig godt er, at fantastiske offentlige institutioner ofte kommer af fantastiske ledere og medarbejdere. Når jeg læser beskrivelsen af den "nye" leder, læser jeg i virkeligheden én, som sandsynligvis vil det samme som Thyra Frank. Så hvorfor skal det nedladende betegnes som "fine ord", når det i virkeligheden peger ind på præcis de samme ting, som Thyra Frank beskrives at have gjort - bare uden at have sat ord på? Selvbestemmelse til den enkelte ældre, om at kunne leve dét liv man vil, et højt fagligt niveau og et dagligt liv, som er godt og berigende. Om det lykkes at føre ud i virkeligheden kan vi sagtens diskutere. Han eller hun kan bare aldrig blive Thyra Frank.

    Til gengæld illustrerer den efterfølgende diskussion for mig at se det VIRKELIGE dilemma. Hvordan finder vi en måde, hvor vi sikrer den enkelte borgere (retsikkerhed, lige adgang til samme off. service mv.) og samtidig får en kerneopgave, der netop er som Lottehjemmet var? Hvor er den gyldne middelvej og skal vi for h*lvede ikke snart sætte os ned og finde den SAMMEN?

  • 19.09.14 David Wedege
    Rettelse...

    Det er egentlig så enkelt, at politikerne IKKE skal love mere service, end der er sat penge af til...

  • 19.09.14 David Wedege
    Dyre løgne

    Nødvendigheden af kontrol og klageorganer i den offentlige sektor bunder i slatten moral. Alle lige fra medarbejderne på gulvet over mellemledere til topchefer skal være deres ansvar bevidst, og i sidste ende skal politikerne turde at bedømme de ansatte moralsk og ud fra de principper, de selv har stukket ud.

    Sker der vanrøgt på et plejehjem, selv om man fra politisk hold forventer en vis standard, skyldes det dårligt arbejde af medarbejderen på gulvet. Det kan igen skyldes dårlige arbejdsvilkår og råderum, og det kan være mellemlederens skyld. Fordi mellemlederen har fået utilstrækkelige resurser til rådighed af sin topchef, som igen har fået alt for få penge bevilget af de politikere, som gerne vil love en vis service, men som ikke vil betale for det. Og så skyldes det manglende sammenhæng mellem politiske løfter og det, der faktisk leveres.

    Skyldes det ikke manglende resurser, kan det skyldes dårlig ledelse. Så skal man skifte ledelsen ud.

    Man kan snildt pege på flere serviceområder, hvor der slet ikke er sammenhæng mellem det lovede serviceniveau - det som man har retskrav op - og det, som kommunerne leverer.

    Det er egentlig så enkelt, at politikerne skal love mere service, end der er sat penge af til. Løgn og uærlighed giver unødvendigt store udgifter. Det er for eksempel bizart at se, hvor stor en klagefabrik, Ankestyrelsen er. Man kan sige, at uærlighed er en indbygget brist i overbudsdemokratiet, men ingen tvinger nogen politiker til at bringe umoralske overbudsløfter.

  • 19.09.14 Karen Lumholt, direktør for tænketanken Cura
    Det tager tid

    Vi står ved et skifte, hvor kritikken af fomynderiet og ansvarsfritagelsen i Systemdanmark kritiseres - men hvor mennesker samtidig undsiger markedsgørelsen af de menneskelige relationer og konkurrenceststen. Her var Lottehjemmet i min optik ikke et liberalt ideologisk eksperiment, men et forsøg på at skabe et nyt omsorgsparadigme basert på menneskelige relationer. Men det tager tid at vende en supertanker. Sydtemet r ikke klar til at adaptere den nytænkning, som den relationelle måde at tænke omsorg på repræsenterer.
    Men det kommer, tror jeg. Et oprør ulmer og venter i horisonten. Omsorg skal igen personliggøres. Thyra Franck skulle være blevet og have gjort sit arbejde med at beskrive og udbrede modellen til andre plejehjem færdigt..

  • 19.09.14 lone christoffersen
    lottehjemmet

    hvis alle bare blæser på regler og forordninger omkring bl.a. dokumentation, så bliver der masser af tid til stjernestunder o.l..
    Til trods for at jeg er ansat på et off. plejecenter og har styr på reglerne og dokumentationen, har vi tid til små stjerne stunder. Vi bruger bare ikke tiden på at promovere os selv. Vi har fokus på kerne opgaven: at skabe rammer for det gode ældreliv!

  • 19.09.14 Nis Peter Nissen
    Offentlig kontrol

    Interessante betragtninger - men sammenligning med fødevarer/mad holder ikke - hvilket en hver landmand, producent og butiksejer ved. Der er tonsvis af kontrolforanstaltninger - både de interne og dem samfundet kræver - og det koster kassen. Og gudskelov for det, siger jeg som almindelig forbruger, der hver dag køber statskontrolleret og sikker mad :-)

  • 19.09.14 Martin Ågerup
    Sådan reducerer vi det offentlige bureaukrati

    Allentoft rejser en væsentlig debat, som jeg vil supplere med nogle betragtninger og nogle konkrete forslag til løsninger.

    Der er for meget kontrol af de ansatte i velfærdssektoren. Det kan alle politiske partier blive enige om. Alligevel vokser kontrollen. Når Socialdemokraterne er i regering – som under Nyrup – øges bureaukratiet. Mens oppositionen kritiserer. Dengang blev der talt om stopurstyranni og stregkoder – sidstnævnte skulle angiveligt være noget forfærdeligt noget og fyldte en del i valgkampen i 2001.

    Da de borgerlige kom i regering vendte billedet. De begyndte at indføre mere kontrol, mens socialdemokraterne pludselig syntes, at al den kontrol var noget værre noget. OSV.

    Politikerne drages imod stadig mere kontrol. Det er der flere grunde til. Nogle af dem er dårlige og bunder for eksempel i politikernes ønske om at profilere sig og vise handlekraft baseret på enkeltsager. Men andre af grundene er faktisk tungtvejende, så længe vi ikke indfører mere grundlæggende reformer af den offentlige sektor. Der er selvfølgelig ingen, der kan gå ind for unødvendigt bureaukrati. Men omvendt må man anerkende, at der er nogle ganske særlige forhold i indretningen af den offentlige velfærdssektor, som nødvendiggør en stor mængde kontrol og dokumentation.

    For det første finansieres velfærdsydelser typisk via skatterne. Det betyder, at man fra politisk hold skal fastlægge et kommunalt service niveau, samt hvilke borgere, som er berettiget til ydelserne. Borgerne har derfor et retskrav på disse ydelser, og kommuner, sygehuse osv. skal kunne dokumentere, at de i konkrete tilfælde har efterlevet de politisk udstukne retningslinjer. Det lyder ganske bureaukratisk og omkostningskrævende, og det er det også. Men der er ikke noget alternativ, så længe vi vælger at lade velfærden finansiere via skatterne.
    Hvis mad var skattefinansieret og dermed ”gratis” for den enkelte (men selvsagt ikke for samfundet), ville det også være nødvendigt at give borgerne et retskrav på bestemte madvarer af en bestemt kvalitet, og det ville være nødvendigt med madklageråd og andet bureaukrati.

    For det andet er den offentlige sektor i modsætning til den private ikke drevet af et profitmotiv, som naturligt tilskynder til en effektiv ressourceudnyttelse. Derfor forsøger systemet – uden det store held – at sikre en effektiv ressourceudnyttelse igennem bureaukratiske foranstaltninger i stedet. Endvidere er den offentlige sektor typisk ikke udsat for konkurrence. Private virksomheder, der ikke gør deres arbejde ordentligt eller er for dyre, mister kunder. Hvis vi ikke kan lide varerne i Kvickly eller Netto, kan vi i stedet vælge Føtex eller Fakta. Vi stemmer med fødderne. Vi har ikke brug for klageråd. Vi er autonome og frie forbrugere. I den offentlige sektor er der brug for at beskytte forbrugerne imod dårlig behandling igennem kontrol og dokumentation, eftersom borgerne ikke har noget andet sted at gå hen.

    Endelig er både ledere og medarbejdere i den private sektor typisk i høj grad individuelt aflønnet ud fra en vurdering af deres resultater. I kontrast hertil er det normen, at man i den offentlige sektor ikke i nævneværdig grad aflønnes individuelt for resultater.

    Derfor er der også et større behov for styring og regulering, så både den folkevalgte ledelse og topledelsen i forvaltningerne kan sikre sig, at skatteydernes penge bliver brugt fornuftigt.

    Omfattende kontrol og regulering er meget omkostningskrævende. Det er belastende for medarbejderne. Og det kan ødelægge (en del af) nytten for borgerne af vores dyre velfærdsydelser, som det tilsyneladende er sket på plejehjemmet Lotte.

    En væsentlig, realistisk og varig nedbringelse af kontrollen kan kun ske i kombination med andre reformer, som kan øge den enkelte kommunes, forvaltnings, institutions, leders og medarbejders ansvar og tilskyndelse til at levere de ydelser, borgerne ønsker og har brug for til den billigst mulige pris.

    Det kan for eksempel være at gøre institutioner selvejende, øget konkurrenceudsættelse og frit valg, øget privatisering og en mere individuel aflønning af ledere og medarbejdere baseret på resultater.

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Læs også