Ny planstrategi gør Rødovre mere bæredygtig

Kommunalt

29/01/2020 15:48

Rødovre Kommune arbejder aktivt for at understøtte FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling. Det sker med en ny planstrategi, som netop er sendt i høring.

Den nye strategi, som ganske enkelt hedder ’Rødovrestrategien’, tager udgangspunkt i FN’s verdensmål og skal gøre Rødovre endnu mere bæredygtig som lokalsamfund.

”I Rødovre tager vi ansvar for os selv og for hinanden. Vi plejer at sige, at vi står sammen om Rødovre. Men vi skal også tage ansvar for den verden, vi efterlader til de kommende generationer. Derfor bliver bæredygtighed et vigtigt pejlemærke for Rødovre Kommune i de kommende år. Det er en opgave, som vi kun kan løse i fællesskab, og derfor håber jeg, at rigtigt mange borgere vil engagere sig i det”, siger borgmester Erik Nielsen.

Rødovrestrategien er i høring fra den 29. januar til den 31. marts 2020. Der bliver afholdt et borgermøde i forbindelse med høringen den 24. marts 2020.

Forud for tilblivelsen af strategien har der været en proces, hvor borgere, repræsentanter for forældrebestyrelser, foreninger, organisationer, erhvervsliv og forskellige råd er blevet inddraget.

Rødovrestrategien er også en planstrategi for byens fysiske udvikling. I forslaget er der udpeget tre byudviklingsområder i de kommende år – det er Bykernen, Rødovre Syd og Valhøj erhvervskvarter. De to fokusområder for den fysiske planlægning af kommunen er kolonihaveområderne samt de gennemskærende veje - Slotsherrensvej, Jyllingevej, Roskildevej og Tårnvej.

Mest Læste

Annonce