Ny undersøgelse: Arbejde og fritid smelter sammen for 4 ud af 10

Ledelse

02/02/2017 08:13

Nick Allentoft

Fire ud af ti oplever, at de næsten altid står til rådighed for jobbet uden for arbejdstiden, og mange tager fritiden til hjælp for at nå deres opgaver.

Det viser en ny stor undersøgelse fra FTF ifølge Ugebrevet A4.

Nedskæringer, dokumentationskrav og selvledelse er blandt årsagerne, og problemet med det grænseløse arbejdsliv bør være emne for regeringens kommende Ledelseskommission, mener FTF's formand Bente Sorgenfrey.

Mens vi venter på Ledelseskommissionen

Se hele vores tema om Ledelseskommissionen her 

Debatten om ledelse og styring af den offentlige sektor blæser stadig med stormstyrke, og New Public Management er flere gange i løbet af 2016 erklæret død. Men hvad kan - om noget - afløse NPM, hvilken styringslogikker bør gælde, og hvordan kommer vi i mål med fremtidens velfærd?

For at fremme god offentlig ledelse har regeringen nedsat en Ledelseskommission, som DenOffentlige følger tæt. 

 

 

FTF, der er hovedorganisation for 450.000 primært offentligt ansatte, udsender i dag en kortlægning af medlemmernes arbejdsliv. Kortlægningen afslører, at arbejdet for hver femte FTF’er konstant trækker ressourcer ud af privatlivet, og for mange faggrupper er arbejdsopgaverne umulige at nå i arbejdstiden. Det gælder særligt dem, der har kontakt med borgere, klienter og patienter: Hver anden socialrådgiver oplever eksempelvis, at det ofte eller altid sker, at de ikke når alle deres arbejdsopgaver indenfor arbejdstiden, og mere end hver tredje socialrådgiver har sjældent eller aldrig tid nok til arbejdet.

- Det billede, vi ser i kortlægningen, er en grænseløshed der har bredt sig i en grad, at det er blevet en alvorlig belastning. Det gælder mange ansatte på arbejdsmarkedet generelt, og i særlig høj grad en række faggrupper på FTF-området, som fx sygeplejersker, socialrådgivere, IT-professionelle og politibetjente, siger Bente Sorgenfrey til Ugebrevet A4.

- Ledelseskommissionen bør se på, hvordan det grænseløse arbejde påvirker folk, og undersøge hvad man kan gøre for at begrænse omfanget, siger Bente Sorgenfrey med henvisning til det kommissionsarbejde, som minister for offentlig innovation Sophie Løhde (V) skal stå for.

I en mail til Ugebrevet A4 siger Sophie Løhde:

- For mange medarbejdere er den større fleksibilitet en fordel. Men det er den ikke for alle, og derfor skal man også på den enkelte arbejdsplads sørge for at finde den rette balance mellem arbejde og privatliv til gavn for både den enkelte medarbejder og for brugerne af den offentlige sektor. Og her har ledelsen selvfølgelig også et stort ansvar.

- Hvis vi skal levere god offentlig service, skal medarbejderne mødes af dygtige ledere, der kan engagere, motivere og skabe rammerne for gode resultater. Det skal den kommende ledelseskommission bl.a. hjælpe med til at sikre.

Undersøgelsen bygger på tal fra dels det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø baseret på svar fra ca. 27.000 personer, heraf knap 6.000 FTF’ere, dels en undersøgelse af FTF’ernes psykiske arbejdsmiljø baseret på svar fra ca. 7.000 personer, samt en række case-interviews. Tre ud af fire FTF’ere er offentligt ansatte.

Forskerne har bl.a. målt på grænseløshed i tid og sted og organisatorisk grænseløshed. Det første område handler mest om oplevelsen af at være nødt til at arbejde over og eksempelvis bruge fritiden på at opfylde dokumentationskrav. Den organisatoriske grænseløshed handler især om uddelegering af ledelsesansvar til ansatte uden medfølgende ressourcer og kompetencer.

Mest Læste

Annonce