Borgmester Jørgen Gaarde i Skanderborg er afklaret med kommunernes sagsbehandling

Borgmester: Man kan ikke hjælpe alle

”Det sociale system er sat i Verden for at hjælpe borgerne, men vi kan ikke alene tage udgangspunkt i, at have ondt af en borger i nød. Vi må i høj grad være skarpe på lovgivningen,” siger borgmester Jørgen Gaarde fra Skanderborg Kommune.

Enhver politiker vil forsøge at tage hensyn til borgeren, men når det kommer til socialområdet er politikerne blevet alvorligt udfordret af love, regler og faglighed. Der er så mange forhold i enhver socialsag, at det er stort set umuligt, at tage stilling uden en faglig indsigt, og derfor har den politiske ledelse et andet fokus.

Læs også: Jannies historie: Fra velfungerende familiemor til menneske i opløsning

Det er essensen af den situation, som lokalpolitikere, der vil det bedste for borgerne, står i efter kommunalreformen, fortæller Skanderborgs borgmester i dette interview med DenOffentlige.

”Mit hjerte banker for borgerne og borgere i nød. Det er helt klart. Men jeg må også erkende, at man ikke kan hjælpe i alle forbindelser, hvor en borger er i nød. Der er forskellige situationer og det er ikke altid, at systemet kan eller skal hjælpe,” siger Jørgen Gaarde, der anslår, at han hver måned får fra 1 til 4 henvendelser direkte fra en borger.

Læs også: Rådgivere slår alarm: Socialsystem på vej mod sammenbrud

Myndighedsvaretagelse fylder

”Det vedrører alt fra social sagsbehandling til byggesager, og derfor er det også vidt forskelligt, hvordan jeg besvarer henvendelser fra borgerne. Nogle nogen gange har jeg mulighed for at besvare henvendelsen med det samme og direkte, andre gange beder jeg administrationen om at kigge på sagen og skrive et udkast til svar, og atter andre gange sender jeg henvendelsen videre til besvarelse direkte af administrationen,” fortæller borgmesteren og forklarer, at han er tvunget til at holde sig ude af sager, hvor der åbenlyst er myndighedsvaretagelse, der skal følge love, regler og politikker.

”Mange sager har rigtig meget med myndighedsvaretagelsen at gøre, og her er der etableret rammer som eksempelvis ankestyrelsen, der sikrer borgernes retssikkerhed. I sager med megen myndighedsvaretagelse og en masse faglighed og lovgivning skal vi som politikere være varsomme med at blande os,” siger Jørgen Gaarde, og henviser til, at kommunalreformen har medført et andet og større fokus på faglighed og administrativ praksis.

”Hvis jeg som politiker blander mig i en sag med megen myndighedsvaretagelse, så risikerer min indblanding at forandre den administrative praksis. Derfor er jeg meget optaget af, at sikre og følge, at vores administration og forvaltning følger vores politikker på de forskellige områder,” fortæller borgmesteren, der er kommunens øverste ansvarlige leder.

Læs også: Redaktionen blogger: Systemet uden ansigt

Mere faglighed styrker borgeren

Uanset administrativ praksis, love og regler understreger Jørgen Gaarde, at der er betydeligt fokus på netop borgeren i kommunens sagbehandling. Dette fokus mener han er blevet forstærket med kommunalreformen, fordi større kommuner også har givet mulighed for at styrke fagligheden.

”I forbindelse med kommunalreformen har kommunerne overtaget en række opgaver som gør, at vi i dag har fået langt større faglig ballast end vi havde tidligere. For borgeren handler retssikkerheden derfor om, hvordan vi håndterer praksis; om vi overholder loven og gør tingene fagligt korrekt og ifølge de politikker vi har vedtaget,” fortæller Jørgen Gaarde, der kommer lige fra en konference om helhedsindsats på ungeområdet da DenOffentligeSektor.dk taler med ham. Det er derfor ikke nyt for borgmesteren, at der skal være en helhedsindsats med den enkelte borger eller familie som omdrejningspunktet, og derfor fremhæver han da også, at det er afgørende for hans kommune, at der hele tiden er fokus på den enkelte borger.

Borgerrådgiver står klar til at hjælpe

”Alle vores afgørelser tager udgangspunkt i den enkelte borger. I Skanderborg Kommune har vi etableret, hvad man kunne kalde et parallel-system, der skal sikre borgeren en ordentlig behandling og konstant dygtiggøre medarbejderne i forvaltningen. Vi har en borgerrådgiver, der er placeret fysisk og organisatorisk uafhængigt af Rådhuset, og har til formål at hjælpe borgere, der ikke forstår afgørelser og sagsbehandling. Borgerrådgiveren skal stå til rådighed for at forklare, hvordan tingene hænger sammen og eventuelt hjælpe borgeren gennem systemet. Det har været en ubetinget succes,” forklarer Jørgen Gaarde, der lægger vægt på en lærende forvaltning.

”Vi er meget opmærksomme på at tage alle klager alvorligt. Med hver eneste klage undersøger vi sagerne igen, og man taler internt om, hvordan behandlingen af borgeren har været, så vi på den måde selvransager vores sagsbehandling. På den måde har vi oparbejdet en god evne til at kommunikere i forståelse for borgerens situation,” siger borgmesteren, og understreger samtidig, at hensynet til den enkelte borger også skal tage hensyn til en ensartethed i sagsbehandlingen.

”Det sociale system er sat i Verden for at hjælpe borgerne, men vi kan altså ikke tage udgangspunkt i, at have ondt af en borger i nød. Vi må i høj grad også være skarpe på lovgivningen. Hensynet til den enkelte borger skal stå i forhold til hensynet til det system vi har,” siger Jørgen Gaarde.

 

Emneord: Socialkrise tilbageblik, Socialkrisen, Socialkrise, Socialsystem, Borgmester Jørgen Gaarde, Skanderborg, Forvaltning, Administration, Borgerhenvendelser, Sagsbehandling, Klager, Chefredaktør Nick Allentoft
DenOffentlige.dk på DenOffentlige.dk DenOffentlige.dk bidrager aktivt til information, videndeling og netværk for aktører i og omkring den offentlige sektor....
Aktivitet: Artikler: 1402 | Events: 33 | Kompetenceområder: 5

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Læs også