Rådgivere slår alarm: Socialsystemet på vej mod sammenbrud

Mens tidligere socialministre enstemmigt efterlyser en socialkommission, er talen mere direkte fra fagfolkene. Socialsystemet ødelægger borgere og familier frem for at hjælpe.

DenOffentlige.dk offentliggør i dag historien om Jannie. En borger, som kun ønsker fred til at bearbejde uhyggelige traumer, så hun kan vende tilbage til arbejdsmarkedet. Men som i stedet skal kæmpe i årevis med et system, der til sidst giver hende posttraumatisk stress.

Jannies private socialrådgiver er Gitte Møller, der har det dårligt med den sagsbehandling hun ser i kommunerne.

”I sagen med Jannie er jeg chokeret over, at kommunen kan fastholde behandlingsmuligheder med henvisning til, at en psykiater skriver, at elektrochok er sidste udvej,” fortæller Gitte Møller, der selv forlod det offentlige system for tre år siden, fordi fokus på at lukke sager og sagsbehandle med fokus på besparelser, blev for meget.

”Jeg mener, der er tale om offentligt omsorgssvigt i socialsystemet,” siger Gitte Møller.

Læs også: Psykologen: Det offentlige har stress

Bryder menneskerettigheder

I Aarhus sidder en advokat med et større følelsesmæssigt pres end mange af hendes kolleger.

- Forleden var jeg vidne til, at en 12 år gammel psykologisk redegørelse blev brugt som argumentation for at en mor skulle have fjernet sit barn, og det er få dage siden, at jeg som bisidder i en sag, overhørte medlemmerne i et Børn & Unge udvalg acceptere, at halvdelen af papirerne i en sag manglede. Tonen var, at ”nå ja, det lyder jo meget rigtigt alt sammen.” Det er fuldstændig vanvittigt, hvad der foregår i øjeblikket, siger Hanne Ziebe uden blusel.

Hun beskæftiger sig primært med sager om tvangsfjernelse af børn, og kan liste det ene eksempel efter det andet, hvor basale menneskerettigheder bliver knægtet af det offentlige system. Hanne Ziebe er de senere år blevet en af landets mest brugte advokater, når det gælder tvangsfjernelse af børn – vel at mærke advokat for de forældre, som får eller er tæt på at få tvangsfjernet deres børn. Hun har i længere tid forsøgt at råbe politikere og myndigheder op, fordi hun mener, at menneskerettighederne bliver krænket af velfærdssystemet.

Læs også: Systemet uden ansigt

Nulfejlskulturen

”I alle andre lande som er underlagt menneskerettighedskonvention er bevisbyrden statens, men i Danmark er det omvendt. Jeg bliver nødt til at sige, at menneskerettigheder er dansk ret, men det er som om man tror det kun er en udenlandsk ret. Jeg møder gang på gang sager, hvor Børn & Unge udvalget træffer beslutning uden at en sag er fuldt oplyst. Forleden manglede halvdelen af papirerne, og alligevel sidder man og siger, at det ser ud som om det er rigtigt. Det er forfærdeligt,” siger Hanne Ziebe, der mener, at nulfejlskulturen er blevet værre i løbet af de senere år.

”Vi lærer aldrig af vores fejl. Eksempelvis påpeger Ankestyrelsen år efter år en fejlprocent på over 80 i de sager om tvangsfjernelser som kommunerne sagsbehandler. Vi kan ikke få systemet råbt op,” siger Hanne Ziebe, der langt fra er alene med sine frustrationer.

Læs også: Dobbelt socialsystem på vej

Råber i skoven

”Vi står nogle fagpersoner og råber i skoven. Vi råber efter kontrol, og skriger, at man skal holde op med at tro, at vi er en nulfejlskultur. Man læner sig tilbage og accepterer kontrolindstandserne, men systemet virker ikke. Der mangler simpelthen nogle inde i systemet, der tør stille sig kritiske over for magthaverne,” siger Hanne Ziebe, der har tilsluttet sig Socialt Innovations Forum, som under ledelse af Lisbeth Zornig består af 100 tænkere med baggrund i politik, forskning, kunst og praktik

Retsbevidsthed i opløsning

Den private socialrådgiver, Ricky Magnussen, startede sin virksomhed for et års tid siden, og har oplevet en storm af henvendelser fra borgere i hele landet. Han er entydig i sin diagnose af socialsystemet.

”Kommunerne er fløjtende ligeglade med den enkelte borger,” fortæller Ricky Magnussen, der anslår, at hans virksomhed har haft over 1000 sager det seneste år, og derfor kan fortælle i timevis om sager, som kommunerne behandler ulovligt.

”Min retsbevidsthed er fuldstændig opløst, af det jeg ser i hele landet,” fortæller Ricky Magnussen, og fortæller om borgeren, der fik afslag på sin pension kl. 22.16 torsdag aften på trods af speciallægernes entydige erklæringer, og borgeren i Kronjylland, hvor speciallægeerklæringer bliver skrevet ud af ressourceprofilen, fordi det ikke passer ind i kommunens sagsbehandling.

”Nogen kommuner er selvfølgelig værre end andre, men jeg må sige, at det er et generelt problem. Der sagsbehandles stik imod entydige erklæringer fra speciallæger og i masser af sager direkte imod lovgivningen,” siger Ricky Magnussen, og peger på, at den kommende reform af fleksjob- og førtidspension står for den del af problemet. Reformen er netop blevet 2. behandlet i Folketinget og skal til 3. behandling inden jul.

”Med mindre jeg kan dokumentere, at borgeren er ved at dø eller har fået en terminalerklæring, så er der intet at gøre,” fortæller den private socialrådgiver, som uden blusel ville trykke på alarmknappen for socialsystemet.

”Forstå mig nu ret, men sunde og raske ledige har kun et problem, og det er ledighed. Systemet smadrer borgere og familier på stribe. Man er ved at skabe en ny underklasse, som består af mennesker fra velfungerende familier, der bliver ødelagt af socialsystemet,” erklærer Ricky Magnussen.

/Nick Allentoft/

Emneord: Socialkrise tilbageblik, Socialkrise, Socialkommission, Socialrådgiver Gitte Møller, Omsorgssvigt, Ankestyrelse, Beskæftigelsespolitik, Forvaltning, Socialsystem, Førtidspension, Kontanthjælp, Ressourceprofil, Psykologisk redegørelse, Menneskerettigheder, Det store svigt
DenOffentlige.dk på DenOffentlige.dk Bliv medlem af DenOffentlige og vær med til at skabe debatten, dele viden og fremme en god udvikling i samfundet....
Aktivitet: Artikler: 1359 | Events: 31 | Kompetenceområder: 5

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE
Kommentarer
  • 25.09.15 Lone Bording
    Retssikkerhed

    Beskæftigelsessystem eller socialsystem?? Begge systemer producerer flere syge til behandling i sundhedssystemet - flere fattige - flere smadrede familier og borgere - tænk bare på de pårørende og de børn der samspilsrammes af et dysfunktionelt social og beskæftigelsessystem

  • 23.10.13 A.
    Kender det godt

    Jeg har fået konstateret en invaliderende sygdom og mit forsikrings selskab har erklæret mig 50% invalid. Trods det mener min kommune ikke at jeg er syg og sagtens kan vende tilbage til mit gamle job, hvis jeg får en betalt assistent. Hvilke firma vil betale 2 lønninger for en persons arbejde? Men de er også kommet op med andre teorier, noget som aldrig kan lade sig gøre i praksis. Man står fuldstændig målløs og undre sig om de mennesker der sidder og bestemmer dette slet ikke har nogen jordforbindelse.
    Det er 3 år siden jeg blev syg, og søgte på det tidspunkt om en revalidering på 1½ år, da min tidligere arbejdsgiver så ville ansætte mig igen, revalideringen blev afslået. Oveni min invaliderende sygdom, har jeg nu fået konstateret depression og stress. Jeg forventes at få mig et job og føler mig konstant jaget, men loven siger at jeg skal oplyse om min sygdom da den vil få indflydelse på de job jeg kan bestride pt. Desuden er jeg nødt til at flytte da jeg snart ikke kan betale husleje mere (bor i lille almen 3 værelses) og har fået opsigelse. Pga min sygdom har jeg ikke mulighed for a flytte selv og har ikke råd til flyttefirma.

  • 22.10.13 regine steenholdt
    videre forløb efter flere års sygdom

    året efter min sidste operation, fik jeg på en meget kontant måde at vide, at nu er jeg parat til at gå videre. jeg har altid haft en drøm om at videreuddanne mig. dertil hører kurset, jeg da blev bevilget til. det kostede lige lidt over 20.000kr at få min kursus. men for at kunne følge med skal man have en speciel lommeregner, som jeg ikke har råd til. den koster 1600kr. og ret hurtigt søgte jeg om den, for ellers kan jeg ikke følge med min gruppe, da den skulle bruges hver gang vi har kursus. pga smerter kunne jeg ikke følge kurset og søgte hurtigt at blive selvstuderende, som jeg fik anerkendt. nu er der gået over 2 måneder og jeg har endnu ikke fået det bevilget. har jeg ikke søgt om at blive selvstuderende, regner jeg med, at jeg så ville være blevet smidt ud, pga den manglende værktøj, som allerede stod i den information om kurset at man skal eje det for at kunne være med

  • 22.10.13 Allan
    Regulering af kontanthjælp..

    Hvad andet kan jeg sige end at systemet skider totalt på alt og alle. Sidder i den situation at jeg har fået arbejde midt på måneden (okt. 2013) efter at have været "samfundsnasser" siden midten af august 2013. Har betalt til dette bundrådne system hele mit liv for at have muligheden for at "nasse" på samfundet i 2 måneder. Ærlig som man er meddeler jeg selvfølgelig kommunen (Randers) at jeg har fået arbejde.. 2 dage senere får jeg et brev om at de vil have min første lønseddel så de kan modregne det i den kontanthjælp jeg er fuldt ud berettiget til fra 1 okt. til og med 13 okt. Jeg har en husleje der skal betales og en datter der skal forsørges men deres ord til mig er at det kan de ikke tage sig af for sådan er lovgivningen. Hvad fanden sker der lige for sådan en udtalelse. Jeg forstår sgu efterhånden godt folk der snyder det her forbryder system.

  • 22.10.13 G.
    The truth is out there...

    Sandheden findes derude:
    https://www.facebook.com/IKlemmeIDetKommunaleSystem?hc_location=stream

  • 21.10.13 Jimmy Pederse
    Parkering.

    Der tales om en underklasse, men det er nærmere os og dem. Denne regering har nu undført GF også overfor samlevere som iflg. de selv samme partier som har indført det, mente det klart var brud på grundloven dengang de sad i oposition. De psykisk syge bliver parkeret på Kontanthjælp efter endt sygedagpenge uden at blive tilbudt ressourceforløb fordi" det bruger vi ikke i vores kommune". Så psykisk dokumenteret syge bliver så stresset endnu mere. Når man så henvender sig til kommunen "så har de ikke kunne finde ud af det ". Dvs. man kan endnu ikke finde ud af om det par nu er nød til at gå fra hus og hjem før EFTER d.1.1.

  • 09.12.12
    Diagnosen på det offentlige system

    Nå ja

    Diagnosen på det offentlige system forhold til borgerne er vel at det lider ikke blot af stress, men en kombination af Münchausen by Proxy Syndrome og Stocholm Syndrome

  • 08.12.12
    Sådan er det jo at leve i et totalitært samfund

    Der er intet nyt der, sådan er det jo at leve i et totalitært samfund... Vi er mange som kan fortælle mange historier, både indenfor skolevæsen, PPR, sygedagpenge, kontanthjælp, special undervisning, børne og familie afdelinger, osv, osv- hele systemmet er råddent... Måske fordi de ansatte holder med hinanden og der er ingen ytringsfrihed.

    Hvis man bare henvender sig for at få noget undervisnings hjælp til barnet- så får man jo pludseligt en forældreevne sag på nakken... Hvis man ringer til skoleinspektøren for at høre om inklusion og differentieret undervisning- så bliver ens rolige barn jo smidt ud af skolen uden man får besked om det, og der bliver sendt en underretningsskrivelse fyldt med løgn fra skolen til kommunen... Når man kritiserer en pædagog for manglende nærvær eller at barnet er kommet til skade i institution og skal på skadestuen, eller en lærer for dårlig instruktion, så hævner de sig med et eller andet skrivelse til kommunen, når de nu har den bemyndigelse via lovgivning om at offentligt ansattes ord ER LOV og den første og den sidste ord...
    Hvis man klager til Ankestyrelsen- så afvises sager med :" ingen generel eller principiel betydning og derfor behandles sagen ikke" - på trods af at både kommunen og Statsforvaltning er kommet med en begrundelse og afgørelse på baggrund af faktuelle fejl... Dvs, alle klagemuligheder udtømte, og afgørelsen er på baggrund af de forkerte fakta... Hvis man er uenig med psykiateren og kan begrunde det hvorfor og hvordan, og man bliver iøvrigt støttet af sygeplejersken i sine synspunkter- så truer psykiateren med indlæggelse eller elektrochok hvis man nu ikke gør det som psykiateren megalomansk kræver at man skal følge blindt... Men, sådan er det vel at leve i en totalitær samfund... Mens medier tvangsfodrer os med en idé om at vi er et demokrati og så kompetente på så mange områder og næsten fejlfrie- kan borgerne fortælle en hel anden virkelighed hvor det offentlige ødælleger familieliv både følelsesmæssigt og praktisk... Jeg har fuld forståelse for dem der lever under jorden og uden kontakt med det offentlige- fordi kun på den måde kan man beholde sin sunde fornuft og menneskerettigheder og frihed. Den er ALT for gal med det offentlige, vi lever i en politistat... Jo mere intelligent du er og jo mere indlevelsesevne du har- jo tidligere vil systemmet fucke dit liv op i hævn, bare fordi du åbner munden og påpeger et eller andet om hvor galt det er når du nu har evnen til at se ting til forskel for andre som er for længst faldet i søvn... I det her land, er man fredet mht sine synspunkter kun hvis man er en offentlig kendt person, åbenbart...

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Læs også