EU-ansatte skal også mærke krisen kradse

24/06/2011 14:16

Nick Allentoft

Den økonomiske krise skal også ramme eurokraterne i Bruxelles, mener Danmark og 10 andre EU-lande.

Danmark forlanger sammen med 10 andre EU-lande et opgør med automatiske lønstigninger, pensionsordninger og særlige tillæg for EU-ansatte.
Når den økonomiske krise kradser i medlemslandene, skal det også kunne mærkes hos eurokraterne i Bruxelles, lyder landenes ønske op til forhandlingerne om et nyt langsigtet EU-budget.
- De europæiske administrationsudgifter kan ikke være fritaget fra den store indsats, som medlemslandene gør for at reducere deres administrative udgifter.
- Derfor er det nødvendigt med meget betydelige reduktioner i sådanne udgifter, inklusiv lønninger, pensioner og ydelser, i den kommende flerårige finansielle ramme, skriver landene i et brev til EU-Kommissionen.
Det vakte vrede i mange medlemslande, at EU-Domstolen sidste år slog fast, at landene under det nuværende lønsystem ikke kunne modsætte sig en lønstigning på 3,7 procent for de EU-ansatte.
Men noget tyder på, at EU-Kommissionen har forberedt sig på, at de nu er nødt til at lytte til EU-landenes sparekrav.
En højtstående EU-diplomat siger til EUobserver, at kommissionen vil foreslå en nulvækst i de administrative udgifter, som vil indebære en større fyringsrunde på op mod fem procent af alle ansatte i EU-institutionerne.
Den britiske premierminister, David Cameron, har gjort det til sit speciale at bruge EU-topmøder til at blæse til kamp mod udgifterne til EU.
Det er også Cameron, der står i spidsen for det nye initiativ, som ud over Danmark har tilslutning fra Tyskland, Frankrig, Holland, Sverige, Finland, Østrig, Tjekkiet, Irland og Litauen.
Den danske regering undlod ellers at skrive under, da David Cameron i december sidste år søgte opbakning til, at unionens budget fremover ikke må stige mere end de normale prisstigninger.
Dengang mente statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), at det ville skabe problemer for Danmarks mæglerrolle under forhandlingerne om det langsigtede budget, der bliver en af hovedopgaverne for det danske EU-formandskab næste år.
/ritzau/

Mest Læste

Annonce