Inden længe præsenterer Trivselskommissionen sine anbefalinger, der skal understøtte børn og unges trivsel, myndiggørelse og livsmod.
Men det er afgørende, at kommissionen overvejer, hvordan den bruger sin taletid og sikrer en afbalanceret fortælling.
Grunden er såre simpel: Vi må undgå at lade os overvælde af et ensidigt billede af, hvor dårligt næste generation har det – for virkeligheden er altid mere kompleks.
Det viser et nyt notat fra Tænketanken Prospekt, skrevet af Alexander Sokol, ph.d. og rådgiver. Notatet illustrerer, hvordan forskere når til modsatrettede konklusioner om mistrivselskrisen – og hvorfor dette bør være i fokus.
Uenighed om omfang
Et eksempel er de danske forskere Lars Qvortrup og Karen Wistoft, der tilbage i august 2024 vurderede, at mistrivselskrisens omfang er overvurderet. Dette står i skærende kontrast til psykologen Jonathan Haidt, der i bogen Den ængstelige generation argumenterer for det helt modsatte. Hvis forskerne er uenige, hvordan skal vi som samfund så forholde os – og måske især inden længe, hvor samtalen om de unge vil tage fart?
I notatet samler Sokol forskernes synspunkter og præsenterer et overblik over de modsatrettede konklusioner. Han rejser det centrale spørgsmål: Findes mistrivselskrisen, eller gør den ikke? Og hvorfor er forskerne uenige?
Sokol undersøger evidensen for, om der reelt er tale om en omfattende mistrivselskrise blandt børn og unge og understreger, at nuancerede perspektiver er afgørende. Trivselskommissionens kommende rapport bør derfor afspejle denne kompleksitet uden at falde for hverken alarmisme eller bagatellisering.
Medierne overdriver
Notatet påpeger, at forskere og medier til tider har overdrevet krisens omfang, men samtidig understreges det, at visse grupper af børn og unge oplever eller har forhøjede risici for mistrivsel.
Det handler derfor ikke kun om mængden, men også om at gribe de unge, der har brug for hjælp og støtte, og gøre det både rigtigt og rettidigt.
”Der har været en tilbøjelighed til at hæfte sig ved andelen af unge, der mistrives. Ræsonnementet har været, at hvis det er højt, er det et problem, og hvis det er lavt, kan vi slappe af. Men det er et dårligt ræsonnement. Vi bør ikke blot hæfte os ved antallet af unge med problemer, men også ved det samlede risikobillede. Hvis vi venter med at handle, indtil antallet af unge med dårlig trivsel eksploderer, så reagerer vi for sent,” konkluderer Alexander Sokol.
Han ser derfor frem til offentliggørelsen af Trivselskommissionens arbejde.
”Jeg håber, at de med deres anbefalinger kan bidrage til en mere nuanceret forståelse af de udfordringer, børn og unge står over for i dag,” fastslår Tænketankens rådgiver.
