Ø&I Årgang 31 nr. 3: Kan vi gribe det liv, der overflyder vores styringsbegreber?

I en styringssammenhæng har vi behov for at kunne genkende velfærd på afstand, bl.a. ved at noget i den mangfoldige hverdag i velfærdsinstitutioner indhegnes og beskrives som indsatser og andet som resultater af indsatser, der repræsenterer velfærd for borgeren.

Denne artikel fremdrager med baggrund i bl.a. Spinozas affektbegreb nogle aspekter af velfærdsskabelse som har en tendens til at falde ud af det begrebsmæssige netværk, der knytter sig til indsatser og resultater. Afslutningsvist diskuterer artiklen hvad vi risikerer at miste af syne, hvis sådanne aspekter konsekvent ekskluderes, herunder blikket for det borgernære velfærdsarbejde som en praksis, hvor fantasi, forestillingsevne og dynamikken mellem invitation og respons er væsentlige værdiskabende elementer.

A. Indledning

1. Baggrund

Med begreber som »kerneydelsen« og »resultatstyring« har de sidste ti års debat om offentlig styring været præget af et erklæret ønske om at komme tæt på borgeren: styring af den offentlige sektor skal først og fremmest fokusere på resultatet for den borger, det hele handler om, og rette sig mindre mod rammer, regler og processer, har været et gennemgående mantra.

Men hermed opstår også et nyt problem: For hverken folketing, ministerier, kommunale politikere eller embedsmænd er jo til stede i det møde med borgeren, man gerne vil tæt på. Så: hvordan kan styring komme tæt på borgeren, når grundvilkåret er at det foregår på afstand? Det kræver at noget i de uendelig mange møder mellem offentligt ansatte og borgere, som finder sted hver dag i skoler, daginstitutioner, sygehuse osv. først gøres til noget definerbart – en indsats, som kan beskrives og afgrænses og som kan kædes sammen med et resultat som kan genkendes på afstand. At komme styringsmæssigt tæt på borgeren kræver altså, at noget i mødet med borgeren indhegnes, beskrives og dokumenteres, så det kan stabiliseres og videregives fra én kontekst til en anden.

Ø & I bliver til Samfundslederskab i Skandinavien

Tidsskriftet Samfundslederskab i Skandinavien er en relancering af det 32 år gamle forskertidsskriftet Ø & I - Økonomistyring & Informatik, der nu er blevet digitalt og en del af DenOffentlige.

Samfundslederskab i Skandinavien lægger vægt på empiriske studier af ledelsespraksis og har hele Skandinavien som redaktionelt afsæt.

Læs mere her

Den organisatoriske kontekst for denne problemstilling er velbeskrevet i en dansk forskningssammenhæng. Offentlige organisationer bliver i 90’erne og 00’erne i stigende grad selvansvarlige enheder, der forventes at formulere egne politikker og forholde sig strategisk til egen faglighed, bl.a. ved at formulere mål, definere indsatser og dokumentere og evaluere egne resultater. En række studier har her beskæftiget sig med konsekvenserne af dette for ledelse og medarbejdere, der bl.a. sætter refleksivitet og selvledelse i centrum (Villadsen, 2008, p. 21; Andersen, 2008, p. 45; Rennison, 2011;2013).

2. Formål og teoretisk ramme

Denne artikel forsøger at stille ind på nogle af de mikro-elementer i det borgernære velfærdsarbejde, der ikke indfanges af det begrebsnet, der knytter sig til mål, indsatser og resultater. I forlængelse af dette, indkredser artiklen nogle anderledes mulige begreber om velfærdsskabelse og diskuterer dem i sammenhæng med Spinozas affektbegreb (Spinoza, 2002; Deleuze, 1978; Hjorth & Holt, 2014) samt aktuelle strømninger i organisations- og ledelsesteori, der sætter fokus på det, der unddrager sig repræsentation (Thrift, 2007; Massumi, 2002; Lefebvre, 2004; Beyes & Steyaert, 2012).

Afslutningsvis rejser artiklen spørgsmålet om, hvorvidt og hvordan disse anderledes mulige begreber udfordrer aktuel styringstænkning, og hvad vi evt. risikerer at miste af syne, hvis sådanne begreber ekskluderes.

B. Velfærdens mikro-elementer

Lad os starte i to konkrete situationer fra hver sin velfærdssektor: 

To pædagoger går i skoven med en gruppe børn. De er på vej hjem fra en lang »skovdag«, der er et led i et særligt fokus på læreplanstemaet »naturen og naturfænomener«. På et tidspunkt får en af pædagogerne øje på et barn, der går lidt for sig selv. Hun nærmer sig barnet for at få det med ind i gruppen. Men mens hun går der, er der noget, der holder hende tilbage. Hun og barnet går i tavshed ved siden af hinanden, indtil de når indgangen af institutionen. Så vender barnet sig pludselig mod hende og siger: »Ved du hvad denne blomst dufter af? Den dufter af dig!«.

Det er morgen i et værested for brugere i det socialpsykiatriske system. Et stort antal brugere har fundet vej til værestedet denne morgen. To brugere, en midaldrende og en ældre mand, kommer ind af døren. De bliver stående ved trinnet ned til rummet. En medarbejder fra personalet rejser sig og begynder at gå hen imod dem, men noget får hende tilsyneladende til at stoppe en 5-6 meter foran de to brugere, der står en smule stivnede. »Godt nytår« siger hun på tværs af afstanden imellem dem. Så venter hun et øjeblik. Brugerne træder ikke ind i rummet, men bliver stående på dørtrinnet. Medarbejderen løfter hånden til hilsen, mens hun går et par skridt baglæns og tøver lidt. En af brugerne løfter hånden en smule og kigger op. Efter et øjeblik træder brugerne ind i rummet og blander sig ind i mængden.

Disse to situationer er små øjeblikke af møder mellem fagprofessionelle og borgere i en velfærdskontekst. Det er ikke situationer, der i udgangspunktet påberåber sig nogen særlig opmærksomhed. De er så små og så flygtige, at de ikke rigtigt kan bære vægten af begreber som »resultat« eller »tegn på målopnåelse«. Vi vil næppe heller kalde dem »best practice«. Det er øjeblikke, der ikke har en entydig retning, der kan ophøjes til en præskriptiv pointe. Dertil er disse scener for små, for hverdagsagtige – alt for meget det, som hverdagen bare er fuld af: øjeblikke, der løber videre i retninger, man ikke kan forudse eller entydigt bestemme værdien af.

Når disse scener overhovedet er kommet til at stå ud fra hverdagens strøm af begivenheder og dermed kan fortælles her, er det fordi de har fået et efterliv. Den første situation er en pædagogs egen fortælling om en situation, hun har oplevet dagen før hun fortæller den. Den er fortalt til mig som led i en refleksion over et evalueringsredskab, der lægger op til at ordne praksis i mål, aktiviteter og tegn på målopnåelse. Redskabet understøtter således dagtilbuddenes lovgivningsmæssige forpligtelse til at sætte mål, beskrive metoder til at nå målene og evaluere, om de valgte metoder leder frem til de opstillede mål.

Pædagogen funderer over sin egen historie: Barnet her så jo egentlig en anden skov end den, der var formuleret mål for – tegn, som handlede om at genkende dyr og planter og sætte navne på. Men barnet så en poetisk skov – og hun formåede endda at give det ordløse samvær, hun og pædagogen havde på vej hjem, et udtryk. Men hvis nu man skulle følge redskabets logik, så skulle man jo have givet sig til at fortælle om dyr og planter: Ville man så ikke være kørt over den skov, barnet så – og netop have overset det, hun faktisk fik ud af at gå i skoven? På den anden side, det giver jo ikke rigtigt mening at formulere en indikator på målopnåelse, der siger, at barnet skal sammenligne duften af blomsten med, hvordan pædagogen lugter, funderer hun videre.

Pædagogen peger her på et problem: Det giver ikke rigtigt mening at fastfryse det, der sker her, og straks ophæve det til en præskriptiv pointe, f.eks. ved at gøre det til en indikator på målopnåelse. På den anden side: Der er noget vigtigt på spil i dét, der foregår, som rækker ud over dette konkrete øjeblik. Så hvordan kan man så engagere sig med denne slags mikro-elementer af hverdagen uden med det samme at fastfryse dem i en præskriptiv logik?

»Situation 2« er en observation, der er foretaget i et socialpsykiatrisk team som led i et forskningsprojekt, der forsøger at tage denne problemstilling op. I en efterfølgende arbejdssession, der involverer leder, teamets medarbejdere og to forskere,2 diskuteres situationen først rundt om et mødebord i sammenhæng med andre situationer fra mødet mellem bruger og medarbejder. I arbejdssessionens anden del genbesøges situationen, da deltagerne går fra mødelokalet og ind i værestedet, hvor den og de andre situationer, der er diskuteret ved mødebordet, fandt sted.

I det følgende vil jeg med udgangspunkt i situationen med de to brugere, der tøver med at træde ind i rummet, og refleksionerne i den efterfølgende arbejdssession sætte fokus på fire træk i velfærdsarbejde, som minder os om, at der er noget, der overflyder begreber som indsatser og resultater: detaljetæthed, responsivitet, uudsigelighed samt improvisation. Ud over situationerne ovenfor vil jeg også inddrage refleksioner fra analysen af et bredere materiale.3

1. Detalje-tæthed – at sænke tempoet

I arbejdssessionens anden del kommer situationen med de to brugere, der tøver med at træde ind, op igen, da deltagerne i arbejdssessionen går fra mødelokalet og ind i værestedet og begynder at bemærke en række ting om dét at træde ind i lokalet: De bemærker duften, der er anderledes end i mødelokalet (»Den her duft vil jeg altid forbinde med en offentlig institution«; »jeg kan dufte mad«), og den rytme, som arkitekturen sætter for at træde ind i rummet (»Det er egentlig et svært rum at træde ind i«, »Det er nærmest en lang smal tunnel set her fra dørtrinnet«). Deltagerne begynder at fundere: Hvad er det for et rum, man træder ind i? Hvordan er medarbejderens tøven med til at skabe det rum, brugerne træder ind i? (»Det er meget forskelligt, nogle søger kontakt med det samme, andre skal have lidt tid og plads«). 

I arbejdssessionen har medarbejderen, som hilste de to brugere velkommen, svært ved efterfølgende at sætte ord på, hvad det præcis er, der fik hende til at stoppe, men da vi står der på dørtrinnet, hvor situationen udspillede sig, springer der en række andre situationer frem på nethinden; de mange variationer af, hvordan brugere træder ind i rummet og bliver mødt, folder sig langsomt ud.

Der er altså en lang række iagttagelser, spørgsmål og erindringer om andre situationer, der kommer op, når deltagerne begynder at engagere sig i dette ene øjeblik, hvor to brugere tøver med at træde ind i rummet. Nogle kommer op i samtalen ved mødebordet, men andre og mere rumlige, sanselige aspekter kommer op, da deltagerne faktisk selv bevæger sig ind i rummet og sætter tempoet ned og opholder sig ved detaljer, der er forbundet til at træde ind i rummet, som ellers ofte kun er til stede som en vag baggrundsfornemmelse i hverdagen.

I både situation 1 og 2 (gengivet ovenfor) er der en tæthed af detaljer der – som pædagogen bemærker – måske overflyder de begreber, som ofte er knyttet til dokumentations- og evalueringsredskaber, bl.a. fordi det, der foregår, ikke rigtigt kan indfanges som en »indsats«, der er udvalgt på baggrund af en kausalantagelse. I begge situationer er der snarere en afventen, en tøven på spil – en pause. Det er imidlertid ikke det samme som, at medarbejderne i disse to situationer bare er til stede som passive medarbejdere, der forholder sig udeltagende eller uinteresseret til, hvad der foregår i situationen. Man kunne også sige, at pausen netop bliver en form for aktivitet her. Et øjeblik af skærpet modtagelighed, hvor situationen udfolder sig – en vibreren mellem barn og pædagog, mellem bruger og medarbejder – hvor begge opretholder en gensidig åbenhed for de retninger situationen kan tage. Snarere end at udføre/modtage en afgrænselig indsats, relaterer begge sig til en fælles dynamik – en form for rytme i situationen – der kommer til udtryk som en bestemt timing af pausen, en form for åbenhed for øjeblikkets bevægelse, der muliggør en responsivitet over for den anden.

2. Responsivitet – at arbejde i rummet mellem invitation og respons

Begge situationer hviler altså her på en åbenhed for at blive påvirket af det, der sker: Pædagogen griber så at sige situationen ved at lade sig gribe af den, ligesom medarbejderen i værestedet lader situationens rytme efterlade et aftryk i form af et øjebliks tøven, en pause. Der er således en samtidig dobbelt-bevægelse mellem at påvirke og blive påvirket på spil, som den hollandske filosof Baruch Spinoza allerede behandlede i sit hovedværk Ethica 1677 (Spinoza, 2002), der senere er blevet læst og udlagt af en lang række andre filosoffer. Min brug af Spinoza i denne artikel er især præget af en deleuziansk læsning af Spinoza (Deleuze, 1978; Hjorth og Holt, 2014), der ligger i tråd med en procesfilosofisk tradition (Helin et al., 2014). For Spinoza er mennesket defineret ved dets evne til at påvirke og blive påvirket af noget – en dobbelthed, vi kender fra det engelske ord »affect«, som både kan henvise til det at påvirke noget og det, at man er blevet påvirket af noget. I Spinozas tænkning er dette to sider af den samme sag – nemlig det møde med omverdenen, hvori menneskets kapacitet til at handle og blive aktiv bliver formet. »Affekt« i Spinozas tænkning (og navnlig i Deleuzes læsning af Spinoza) hviler altså ikke på en skelnen mellem et aktivt subjekt (den, der påvirker) og et modtagende objekt (den, der bliver påvirket), men starter direkte i det, der er imellem – i selve mødet. Med andre ord: Det at deltage, at påvirke og forandre noget betyder også at blive påvirket, at blive forandret. Og omvendt: kapaciteten til at handle og påvirke omgivelserne muliggøres af en kapacitet for at blive påvirket – en åbenhed for blive bevæget af det man møder.

Med Spinozas affekt-begreb i hånden kan vi forstå det resultat – den velfærd – der skabes som en dynamik: I begge de kontekster, som disse øjeblikke er trukket ud af, handler det fagprofessionelle arbejde om at påvirke borgeren – barnet eller den socialpsykiatriske bruger – på en måde, så dennes kapacitet for at påvirke og medforme konteksten, dvs. at deltage i den, bliver forstærket. Det betyder, at den velfærd, der skabes, er knyttet til bevægelsen, til selve det at blive bevæget i betydningen »berørt«, »påvirket«, »forandret«.

Det handler i begge kontekster om en professionsfaglighed, der er kendetegnet ved at fungere i en dynamik mellem invitation og respons – og netop ikke mellem stimulus og respons, som er det, der kendetegner et lineært årsags-virkningsforhold. Medarbejderen forårsager netop ikke deltagelse hos brugeren eller barnet, men er med til at skabe et rum, der inviterer til deltagelse. Vi har altså her et andet kausalbegreb end det klassiske – et kausalbegreb, der findes i spændingsfeltet mellem invitation og respons, og som vi kender fra andre områder af livet, f.eks. musikkens verden. Musik forårsager netop ikke, at vi bevæger foden, på samme måde som én billardkugle forårsager den andens bevægelse, vi bliver snarere inviteret ind i bevægelse af musikken. Forskellen er, at mellem invitation og respons er der altid et rum af ubestemthed, et felt af uudtømmelige variationer og retninger, som situationen kan tage. Der er altid et overskud, som kan skabe nye åbninger i situationen.

3. Uudsigelighed – at relatere sig til det, der er vagt til stede i situationen

Der er altså altid et »mere« i situationen: Det er ikke blot perspektiverne på situationen, der er multiple, men selve situationen. Det vil sige: den er så tæt pakket med detaljer, der er så små, mange og som hele tiden er i forandring, at det hele aldrig kan gribes på én gang eller repræsenteres sprogligt. Der er altid et overskud – noget, der undslipper (Massumi, 2002).

Men man kan sige, at medarbejderne netop relaterer sig til – og responderer på – dette overskud. Dvs. de responderer på noget, der er vagt til stede i situationen – noget, der er forbundet til en vis grad af uudsigelighed. Pædagogen beskriver, hvordan »noget« holder hende tilbage, og da medarbejderen i det socialpsykiatriske værested bliver spurgt om, hvad der fik hende til at stoppe, kan hun ikke sige det – bare at der var noget i deres måde at stå på trinnet på, der fik hende til at stoppe. De har altså begge en fornemmelse af, at der er noget mere på spil, end de har ord for eller kan forudsige.

De to små øjeblikke ovenfor viser altså hen til, at der er noget, der undslipper repræsentation i sprog – noget, der overflyder vores ord, begreber og mentale modeller for situationer. Dermed berører det noget, der har fået opmærksomhed i organisationsteorien gennem de sidste ti år – så meget, at der ligefrem tales om forskellige vendinger inden for den samfundsvidenskabelige og humanistiske forskning, bl.a. – en rumlig/spatial (Thrift, 2007; Beyes og Steyaert, 2012) eller en affektiv vending (Massumi, 2002, Clough og Halley, 2007).

Disse vendinger sætter forskellige begreber i centrum, men fælles er, at de sætter fokus på alt det, der overflyder repræsentation: selv de mest almindelige hverdagssituationer er tæt pakket af materielle, kropslige, affektive detaljer, som former vores oplevelse af at være til stede i en situation, men som kræver noget særligt for at de sættes i forgrunden i vores hverdag. En pointe er her, at vi har en subtil evne til at aflæse og respondere på denne tæthed af detaljer i vores hverdag, men det er ikke nødvendigvis »viden«, som ligger i sproglig form, og er derfor mindre tilbøjelig til at dukke op i refleksion. Der er således noget, der undslipper repræsentation i begreber og modeller, men som alligevel er med til at forme situationer og hvad der er muligt i dem. Det vil sige: alt det, vi opfatter og faktisk er i stand til at aflæse og reagere på, men som vi ikke har indfanget med ord og begreber – og derfor sjældent finder vej til skriftlig dokumentation og refleksive processer.

Det betyder imidlertid ikke, at ledere og medarbejdere ikke kan relatere sig til det, der unddrager sig præcise ord og begreber i den løbende praksis, jf nedenstående eksempel fra en observation på dagtilbudsområdet:

På en stue med et barn, der er inde i en sårbar periode, engagerer medarbejder og leder sig sammen i, hvordan de kan skabe en mere rolig atmosfære på stuen – også sådan at barnets uro ikke spreder sig til de øvrige børn. De overvejer bl.a. på den baggrund, om man kan ændre på rummets indretning, og om man kan tage eftermiddagssnakken med forældrene et andet sted, så uroen fra voksne kroppe, der kommer og går, ikke spreder sig som en urolig atmosfære på stuen.

Selvom »atmosfære« her omhandler noget lidt udefinerbart, eller i hvert fald uudtømmeligt, er det et hverdagsord, som pædagog og leder relativt uproblematisk bruger uden at behøve at forklare det nærmere. Men samtidig er »atmosfære« et ord, der ikke uden videre lader sig indfange i begreber som indsats, resultat eller tegn på målopnåelse. For det første er der en nærhed – en intimitet og umiddelbarhed – forbundet med atmosfære: vi bliver påvirket eller grebet af en atmosfære uafhængigt af vores beslutninger om at blive det. I det øjeblik vi konstaterer en atmosfære, er vi allerede påvirket af den, bevæget eller forandret. Med andre ord: Vi skaber atmosfære, men bliver også skabt af den. Dette udfordrer forestillingen om en »indsats« som noget afgrænseligt, adskilt fra borgeren eller medarbejderen. Medarbejderen handler ikke bare på situationen, men i situationen – i betydningen: hun må forholde sig til det, der sker, efterhånden som hun selv bliver til med den. For det andet: atmosfære opstår som en sammenvævning af en lang række faktorer: materielle, relationelle, affektive, kropslige, sproglige osv (Anderson, 2009; Beyes, 2014). Atmosfære er derfor ikke let at opgøre entydigt som et resultat af – eller årsag til – afgrænsede elementer i en situation. Det er netop en samling af elementer, der virker i en dynamisk enhed, altså i en situationel helhed, der hele tiden er ved at udfolde sig. For det tredje: Vi ved aldrig præcist, hvornår disse faktorer intensiveres nok til at blive til en atmosfære. Og dog ved vi en hel del om, hvordan atmosfærer fungerer, og handler på det i vores hverdagspraksis, sådan som pædagogen og hendes leder gør i eksemplet ovenfor. Vi ved, at en atmosfære kan blive bevidst forandret – og alligevel er den ikke fuldstændig styrbar: vi kan aldrig på forhånd vide præcis, hvornår den opstår eller ændrer sig.

4. Improvisation – at tænke indefra situationen

Men hvis velfærd bliver til i et sådant rum, der er multipelt, dvs. altid mere end det, man kan repræsentere i sprog og tætpakket med detaljer, der er mindre end det, vi kan indfange med begreber eller modeller, må medarbejdere og ledere relatere til dette »mere« ved at prøve sig frem, at forestille sig gennem »gøren«, en tænkende handlen. Der er altså et fundamentalt improvisatorisk vilkår i den borgernære velfærdspraksis, hvor tænkning og handling er sammenvævet – som ikke er ensbetydende med, at resultatet er overladt til vilkårlighed og tilfældighed – tværtimod.

I eksemplerne ovenfor er der netop en række elementer til stede: 1) Der er medarbejdernes indledningsvise åbenhed for at blive påvirket og bevæget af situationen, 2) Der er skabelsen af et rum for deltagelse, her gennem et øjebliks tøven. 3) Der er en kapacitet til at gribe situationen ved at lade sig gribe af den, dvs. til at følge og intensivere en rytme i samværet, at være åben for den måde, situationen løber videre på, og hvad der er på vej til at blive muligt i den. 4) Der er en fagligt informeret fantaseren, som i eksemplet med uro på stuen, hvor den professionsfaglige viden aktiveres i fremadrettet refleksion, hvor pædagog og leder forsøger at tænke sammen gennem handling. Der er vel at mærke en bred betydning af »at tænke« på spil her – pædagog og leder afprøver, gentager og improviserer sammen.

Dette sætter imidlertid nogle andre begreber, såsom rytme, atmosfære, responsivitet, i centrum – begreber, som er anderledes end mål, indsats, resultat, og ikke uden videre lader sig placere i en »plan, do, check, act-cirkel«. Det er begreber, der mere adresserer dét at relatere sig til situationen inde fra dens tilblivelse end det at handle »på« ideen om den. Mens pdca-logikken hviler på et løfte om præcision og hastighed – den mest lige vej fra ide til realisering til resultat – knytter begreber som atmosfære, rytme, improvisation sig til en tænkning inde fra situationen, mens den endnu er i gang med at udfolde sig, hvor elementer som afprøven, afventen, »forestillen sig«, tænkning og handling er sammenvævet i en responsiv dynamik.

C. Konsekvenser for ledelse og styring

Artiklen startede med at indkredse et grundlæggende vilkår i styring: Behovet for at kunne genkende resultater på afstand kræver, at noget bliver indhegnet og fikseret, f.eks. ved at noget bliver defineret som indsats og andet som resultat. Men hvis velfærd bliver til i en dynamik mellem invitation og respons, der altid overflyder vores mentale repræsentationer og er forbundet til noget, som er på kanten af det uudsigelige – så bliver det problematisk alene at udvikle vores tænkning om styring af velfærd inden for en begrebsmæssig horisont, der bygger på, at velfærd kan restløst opløses i afgrænselige elementer, der kan sammenkædes kausalt.

Pointen er her ikke, at den instrumentelle logik, som den f.eks. udtrykkes i »plan-do-check-act-cirklen«, ikke har en plads i det borgernære velfærdsarbejde. Pointen er, at begreber som atmosfære, responsivitet eller rytme minder os om, at den instrumentelle logik er muliggjort og betinget af noget andet og mere grundlæggende. Der er noget, som kommer før vores instrumentelle omgang med omverden – en kvalitativ indlejrethed i situationer, en responsiv kapacitet eller en åbenhed for pausens intensitet og hvordan situationer løber videre.

Dette afspejler en mere grundlæggende filosofisk pointe, nemlig at velfærd som begivenhed har ontologisk forrang i forhold til velfærd som retrospektiv rekonstruktion. Det betyder, at der er en grundlæggende forskel på at forholde sig til velfærd inde fra begivenheden, mens den endnu er ved at udfolde sig, og velfærd som en refleksiv rekonstruktion, dvs. velfærd som et resultat, vi kan drage ud retrospektivt og gøre til afgrænsede elementer med bestemte kausalforbindelser. Problemet ligger således ikke i sig selv i at forholde sig til velfærd i refleksive rekonstruktioner – f.eks. i resultatmålinger – men i at overse, at disse kun findes som et sekundært, retrospektivt produkt af den emergerende proces.

Pointen er nemlig, at forholdet mellem proces og resultat ikke er det samme, når vi bevæger os fra den sidste til det første. Når vi taler om velfærd som retrospektiv rekonstruktion, giver det mening at konceptualisere velfærd som et resultat, der ligger i enden af en proces. Men når vi forholder os til velfærd indefra begivenheden, er velfærd netop uadskilleligt fra den bevægelse den bliver til i. Processen er resultatet, og resultatet er i processen. I det første tilfælde ligner figuren for, hvordan »proces« forholder sig til »resultat«, den, der gælder for et fysisk produkt. I den anden ligner figuren for relationen snarere den, der kunne gælde for musik, hvor resultatet er immanent i forhold til processen.

Denne sammenligning er måske ikke helt tilfældig, for ligesom i musikken er resultatet i velfærdsarbejde uadskilleligt fra dét, der påvirker og bevæger dem, der er til stede – og i begge kontekster er dette noget, der aldrig kan beskrives udtømmende, men som vi alligevel påvirkes af og responderer på. I begge kontekster gælder således, at resultatet altid skal aktualiseres live i en responsiv dynamik, i mødet med publikum eller som her med barnet eller brugeren. Det skal aktualiseres i en proces, der er kendetegnet ved det, som organisations- og ledelsesforskerne Rob Austin og Lee Devin kalder »ensemblekvalitet«, dvs. en relationel skabende proces, hvor det resultat, der skabes, er »on-going« og »live«, og hvor det skabende element hviler på en responsivitet over for information i konteksten (Austin og Devin, 2003). Det betyder, at vi må være opmærksomme og forsigtige, når vi vender den retrospektive logik om til en præskriptiv logik, altså når vi tager elementer, som er skabt og afgrænset retrospektivt, og gør dem til foreskrivende pointer. Med andre ord: vi må ikke glemme, hvad de er – nemlig sekundære rekonstruktioner af en proces, der udfolder sig som en dynamisk enhed og altid overflyder, det vi kan indfange og repræsentere.

Pointen er, at hvis vi kun udvikler vores tænkning om velfærd som »retrospektiv rekonstruktion«, f.eks. i form af begrebet »resultat«, og ikke udvikler vores tænkning om velfærd som begivenhed, glider nogle væsentlige aspekter af velfærdsarbejde i baggrunden i vores forståelse af det – aspekter, der er knyttet til at dét at være til stede og som ikke på samme måde lader sig repræsentere i dokumentationskoncepter.

Dermed taber vi også nogle væsentlige aspekter af ledelse af syne: Hvis velfærd – forstået indefra processen – handler om at skabe en åbenhed for at blive forandret af konteksten, og dermed gøre konteksten mere modtagelig for også at forandres – bliver ledelse af velfærd til en praksis, der går ud på at bidrage til denne dynamik og forstærke den. At lede en praksis kommer altså i dette perspektiv til at handle om at facilitere denne »receptive-responsive bevægelse«.

Hvis vi mister blikket for sådanne aspekter, kan behovet for at kunne genkende resultater på afstand – som er et vilkår og ikke i sig selv problematisk – måske også føre os ind i en logik, der indebærer en risiko for at overse det borgernære velfærdsarbejde som en praksis, hvor fantasi, forestillingsevne og dynamikken mellem invitation og respons er væsentlige værdiskabende elementer. Og dermed indebærer det også en risiko for at overse et aspekt af ledelse af velfærdsaktiviteter, der handler om et improvisatorisk engagement med situationer, der – set inde fra situationen – altid rummer vaghed, mangfoldighed og detaljetæthed.

Noter

1. Situationerne er en del af et større materiale, der analyseres i et ph.d.-projekt, der bygger på observationer, interview samt arbejdssessioner i tre forskellige velfærdskontekster: administration, dagtilbud og socialpsykiatri

2. Arbejdssessionen er gennemført i samarbejde med Christa Amhøj, CBS

3. Det bredere materiale omfatter de ovenfor nævnte tre arbejdssessioner inden for dagtilbud, socialpsykiatri samt kommunal administration, samt interviews

forud for og efter arbejdssessionerne.

Litteratur

Anderson, Ben (2009): »Affective atmospheres«, Emotion, Space and Society 2 (2009), p. 77-81.

Austin, Rob og Devin, Lee (2003): Artful making. What Managers Need to Know About How Artists Work. Prentice Hall.

Beyes, Timon and Steyaert, Chris (2012): »Spacing organization: Non-representational Theory and Performing Organizational Space«. Organization, Janua- ry 2012. Vol 19, no 1, p. 45-61.

Clough, Patricia Ticineto and Halley, Jean (ed.) (2007): The affective turn. Theorizing the social. Duke University Press.

Deleuze, Gilles (1978): Lecture Transcripts on Spinoza’s Concept of Affect. No 9.2. https://www.scribd.com/doc/249429557/Lecture-Transcripts-on-Spino- za-s-Concept-of-Affect

Helin, Jenny; Hernes, Tor; Hjorth, Daniel and Holt, Robin (2014): The Oxford Handbook of Process Philosophy & Organization Studies. Oxford University Press.

Hjorth, Daniel and Holt, Robin (2014): »Baruch Spinoza« in: J. Helin, T. Hernes, D. Hjorth and R. Holt: The Oxford Handbook of Process Philosophy & Or- ganization Studies. Oxford University Press. 

Lefebvre, Henri (2004): Rhythmanalysis. Space, Time and Everyday Life. Translated from French by Stuart Elden and Gerald Moore. Continuum.

Massumi, Brian (2002): Parables for the Virtual – Movement, Affect, Sensation. Duke University Press; Durham & London.

Pallesen, Eva (2016): Ledelse af og i borgernær velfærd. I Olesen, Kristian Gyl- ling og Pors, Anja: Borgernær ledelse. Akademisk Forlag.

Spinoza, Baruch (2002): Complete works. Translations by Samuel Shirley. Edited and with notes by Michael L. Morgan. Hackett Publishing Company.

Thrift, Nigel (2008): Non-Representational Theory. Space. Politics. Affect. Routledge. 

 

Emneord: Økonomistyring & Informatik
Økonomistyring & Informatik på DenOffentlige.dk Efter 32 års udgivelse er forskertidsskriftet Ø&I - Økonomistyring & Informatik - blevet digitalt og en del af DenOffentlige.  I dette arkiv kan du finde forskningsartikler fra årene 2015-...
Aktivitet: Artikler: 42 | Kompetenceområder: 1

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også