Ønsker ny debat om styring: Viden er en forudsætning for udvikling

KORA-rapport bør føre til ny debat om mere og bedre styring- ikke mindre.

”Et jordskælv” – intet mindre. ”Halvdelen af samfundets værdiproduktion styres forkert”. KORA’s rapport om resultatbaseret styring i den offentlige sektor, fik store ord med på vejen. Også her på DenOffentlige.


Men da KORA-rapporten ”breakede” få uger siden, glemte flere at stille sig selv det ikke helt uvæsenlige spørgsmål. Bør vi som samfund ikke netop styre efter, hvad der virker?

Svaret er klart ja. Og det forudsætter, at debatten om viden og hvordan viden på velfærds- og sundhedsområdet trækkes helt frem på scenen. Derfor er KORA-rapporten vigtig. På satte måde, som en tidligere rapport også var det, nemlig KORA-rapporten fra 2015 om styring på de danske hospitaler.

Det giver ganske enkelt ikke mening at skyde alt ned, som gold bureaukrati eller DJØF-styre. Lad os i stedet tage debatten om, hvordan vi udvikler velfærden og med hvilke mål.

Fordi det er svært

Begge KORAs rapporter adresserer RBS-resultatbaseret styring. Vi følger dagligt både sundheds- og socialområdet og efterlyser dagligt mere viden.

Og ja, det er i bedste fald vanskeligt at opstille mål og indikatorer for eksempelvis ofte meget komplekse sociale udfordringer. Eksempelvis har satspuljepartierne gentagende gange måtte sande dette. Så meget, at de med aftalen for 2016 blev enige om at afsætte et millionbeløb til netop at udvikle metoder til, hvordan man kan styre efter effekt. Det er rigtigt set.

Det er heller ikke for ingenting, at man i det nye Social- og Indenrigsministerium har ændret sin organisationsstruktur.


Med en central tværgående enhed for dataanalyse, hvor al politikudvikling nu skal ses gennem det prisme. Også det er klogt. Netop Social- og Indenrigsministeriet går nu med Danmarks Statistik, og KL for netop at sikre bedre data på socialområdet. Tilsvarende er styrelser under både Social- og Indenrigsministeriet og Sundheds- og Ældreministeriet de senere år blevet tunet i netop den retning.

Som samfund mangler vi ganske enkelt viden om, hvad der virker og grundlæggende svigter de borgere, det hele handler om, hvis ikke viden og effektfokus som et minimum, sammen med eksempelvis tillidsbaserede dialog og inddragelse, indgår i den offentlige styring.

Skyl ikke barnet ud med badevandet

Vi vil påstå at tab af data og måling kan have store konsekvenser for den fælles velfærd. Det perspektiv mangler debatten.

I forhold til sundhedsområdet fik KORA-rapporten to forskellige konsekvenser. Den offentlige sektor lukkede ”Den Danske Kvalitetsmodel” ned. Men de private hospitaler valgte at gå en anden vej. Det sidste halve år har de private hospitaler tilpasset akkrediteringsmodellen og fjernet godt 40 standarder med den ene hånd, men med den anden sikret mere præcise målinger med den anden. Det er godt for patienterne.

Andre gange handler det ikke om at måle, men at bruge viden. På sygehusområdet indrapporteres tusinder af utilsigtede hændelser, men desværre ofte uden vi for alvor lærer af dem. Nyttig, men passiv, viden risikerer ikke at blive anvendt aktivt. Det er synd.


Man kan også fjerne for meget. Det har vi set på ældreområdet, hvor man i realiteten afskaffede ”Fritvalgsdatabasen” - den offentlige portal om priser og viden om leverandørsammensætningen. Nye rapporter om hjemmepleje, prissætningen og samspillet mellem det offentlige og private er i realiteten forældede allerede før udgivelsen. Fordi nye rapporter baseres på tal, hvor kommunerne med dårlig datakvalitet til følge ikke er forpligtede på at indrapportere

Et andet eksempel er den såkaldte Tilfredshedsportal, hvor man kan følge kommunalfordelte tal for tilfredshed inden for blandt andet skoler, SFO og ældrepleje. Indberetninger hertil er heller ikke obligatoriske for kommunerne. Jo, vi kan diskutere langt og længe om kvalitet kan måles på andre måder, men tilbage står, at også tilfredsmålinger er et validt redskab ud af flere til at vurdere om velfærden er på det rigtige spor eller ej.

Vi er ikke fortalere for registrering for registreringens skyld. Vi bruger meget af vores tid på at arbejde for, at underlige regler og dumme registreringer fjernes. Vi tillader os blot at rejse flaget for en diskussion baseret på et fagligt grundlag, hvor vi afdækker den viden, der er og bruger den begavet i vores arbejde både offentligt og privat.

Lyt til KORA selv

Vi vil tillade os, at henvise til KORA selv. Forskerne Mickael Bech og Vibeke Normann peger meget rigtigt på – at vi i stedet for at droppe målstyring, skal bruge det meget klogere end i dag. Og, kan vi tilføje, med langt stærkere blik på implementering, kommunikation og dialog i og med de faglige miljøer.

Vi glæder os til debatten

 

Emneord: Dansk Erhverv, Rasmus Larsen Lindblom, Katrina Feilberg, Jesper Luthman, KORA, Rapporter, NPM, Ledelsesavisen, Offentlig modernisering, Modernisering, Velfærdsstat eller velfærdssamfund
Gæster på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige udvælger og prioriterer hver dag indholdet på DenOffentliges forside og temasider. Historier, der ikke har en aktiv bruger som afsender, men som stilles til rådghed...
Aktivitet: Artikler: 1828 | Events: 7 | Kompetenceområder: 8

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE
Kommentarer
  • 02.05.16 Brian Jensen
    Nej Svaret er IKKE endnu mere Styring, men Tillidsbaseret Ledelse.

    Kundskaben om hvad, der virker, findes ude lokalt hos SOSU-assistenten, skolelæreren, osv.

    Man skal arbejde med at føre ansvaret og beslutningskompetencen tilbage ud, der hvor arbejdet udføres.

    Ledelsens ansvar er at lede, ikke styre. Ledelsens ansvar er at facilitere medarbejderne, så de har det, der skal til for at udføre kvalitetsarbejde.

    Hele scenariet med NPM fungerer ikke. Man nærmer sig "Death by detailstyring". Der foregår - og skal foregå - en masse aktiviteter i det offentlige, som hverken kan måles eller specificeres. Jo mere detail- og målstyring vi indfører, jo mindre får vi af det, der får tingene til at hænge sammen. De mennesker, der er brugere i det offentlige system, er ikke maskiner, der skal serviceres som biler hvor det er let at specificere rutiner.

    Jeg kan godt forstå man her føler sig nødsaget til at forsvare sine valg og sine konsulenttimer, men konsekvensen af KORA-rapporten skal ikke være MERE styring, hvad enten man kalder det "moderne", "begavet", "smartere" eller "mere intelligent".

    Det er hele konceptet med styring af detailprocesser, der fallerer. Ledelsens opgave er at definere overordnede mål, visioner og værdisæt, samt, i samarbejde med medarbejderne, finde mere eller mindre lokale løsninger. Når policies og metoder er udarbejdet sammen med medarbejderne, bliver de i langt højere grad tilpasset den lokale virkelighed og dermed både implementeret effektivt, fulgt op på og konstant forbedret af medarbejderne.

    Det kan godt være der ikke er så meget behov for kontrollanter og folk, der tror de kan tage effektive beslutninger langt fra virkeligheden. De penge kan man så bruge på kernevirksomheden, nemlig service til borgerne.

    Kom nu i gang med at stole på de offentlige ansatte og begynd at se dem som mennesker, der gerne vil udføre et godt stykke arbejde. Der er brodne kar overalt, men den omkostning er meget mindre end den man har når man passiverer og ødelægger de offentlige ansattes engagement, idérigdom og loyalitet med checklister og de facto mistillid. For slet ikke at tale og hele laget af kontrollanter og konsulenter med stor mistillid til andre menneskers arbejde, evner og motiver.

    Man kan fint have centrale enheder, som samler gode idéer eller metoder op og laver inspirationskataloger, men hovedsagen er at de mennesker, der skal udføre et arbejde, gør det så meget bedre og effektivt, når de har ejerskabet i processen.

  • 02.05.16 Jens Holm Møller
    Mål som styring i den offentlige sektor

    En forudsætning for at kunne bruge Mål som styring, er at det man beskæftiger sig med er noget der er målbart. På grundskoleområdet slutter skolegangen med en stor måling i form af afgangsprøver og de steder hvor der så ikke er prøve bruges årskarakteren.
    Undervejs mod denne slutmåling er der så indført nationale test, som nu viser sig at måle som vinden blæser og det gør de fordi det vi beskæftiger os med i skolen for 75% vedkommende ikke umiddelbart kan måles. I min første praktik tilbage i 1975 havde jeg en meget klog praktiklærer, hun sagde til mig, hav opmærksomhed på trivslen i klassen og hos den enkelte elev, er det ikke i orden lærer børnene ingenting. Denne sammenhæng er ganske enkelt så kompliceret at det ikke kan måles, og slet ikke som det hidtil er forsøgt.
    Dette er ikke det samme som at der ikke er behov for at der skulle ske noget. Undervejs i karrieren arbejdede jeg 4 år i et svært belastet område. Jeg har ikke tal på hvor mange indberetninger jeg lavede, men jeg hørte aldrig noget om hvilken effekt de havde om nogen. Efter min opfattelse mangler der ganske enkelt handlemuligheder når man som lærer kan se at tingene er ved at gå galt.

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også