Forbundssekretær i FOA Maria Melchiorsen. Foto: FOA

Oplæg til ny kontanthjælp skuffer fælt

Velfærd

01/06/2021 10:23

Theis

Nogle af dem, der har mindst, vil få endnu mindre i Ydelseskommissionens model for et nyt kontanthjælpssystem. Der er ikke behov for at gøre tilværelsen endnu sværere for flygtninge og indvandrere, lyder kritik fra fagforbundet FOA.

”Jeg er grundigt skuffet over oplægget. Godt nok er der forslag om at afskaffe kontanthjælpsloftet. Men man peger på bestemte, udsatte grupper og presser dem endnu hårdere, end de allerede er. Det er ikke den rigtige løsning at give dem, der har mindst endnu mindre.”

Sådan lyder reaktionen fra forbundssekretær i FOA Maria Melchiorsen efter at have fået præsenteret Ydelseskommissionens forslag til et nyt kontanthjælpssystem.

Kommissionens opdrag har blandt andet været at afskaffe kontanthjælpsloftet og børnefattigdom. Men pengene har skullet findes i sit eget lukkede system. Med andre ord, må den rigtige løsning ikke koste en krone mere. Det har fået kommissionen til at foreslå, at blandt andet indvandrere på kontanthjælp skal have endnu mindre end i dag. Nogle endda med så lav en såkaldt grundydelse, at der ikke vil være råd til at udskifte varige forbrugsgoder – som for eksempel at købe en ny cykel, når børnene er vokset.

Kongstanken er, at man skal gøre sig fortjent til en højere ydelse, betinget af hvor lang tid man har været i landet, samt hvor meget man har arbejdet eller studeret. Men for 25.000 indvandrere vil det medføre, at de får mindre end i dag, skønner kommissionen.

”Jeg undrer mig over, hvad det er for et menneskesyn, der ligger bag. Kommissionen afskaffer fattigdomsydelser som uddannelses-, selvforsørgelses- og hjemsendelseshjælp, men indfører samtidig benspænd for eksempelvis mennesker, der er flygtet fra krigshærgede lande og kan have PTSD, så de får vanskeligere ved at skabe sig en tilværelse,” siger Maria Melchiorsen.

Hun kvitterer for, at man afskaffer den forkætrede 225-timersregel, og at man vil indføre et fritidstillæg til børn. Men, at ikke mere end knap 6.000 børn vil blive løftet over en såkaldt ”lavindkomstgrænse,” skuffer.

”Jeg glæder mig over hvert eneste barn, der får bedre muligheder i livet. Men dette her må kunne gøres bedre,” siger forbundssekretæren, som samtidig efterspørger, at man anerkender de mennesker, der i en periode har behov for ydelser, som en ressource. Som nogle, der har brug for en hånd i ryggen, til de kommer på fode og f.eks. kan tage en uddannelse.

”Det kunne jo være inden for nogle af de mange arbejdskraftshungrende velfærdsfag. Her hjælper det næppe nogen, at de først skal have økonomiske problemer og have svært ved at købe sund mad, eller den medicin, de har behov for, eller at deres børn står uden for fællesskabet,” siger Maria Melchiorsen, der samtidigt kalder på, at der igen indføres en klar fattigdomsgrænse.

”Vi skal være i stand til at følge konsekvenserne af den førte politik. Så nu må kampen om definitionen af en fattigdomsgrænse sætte ind, for det bliver den næste udfordring,” siger Maria Melchiorsen.

Mest Læste

Annonce