- Med den nye ordning kan man gennemføre behandlingen hjemmefra fra ens egen computer. Det giver borgerne mulighed for en gratis, nem og fleksibel behandling af høj kvalitet, som de kan tilpasse deres egen hverdag. På den måde kommer vi i kontakt med mennesker, der måske først ville have søgt hjælp, når deres situation var blevet forværret, siger Sophie Hæstorp Andersen.
Gode regionale erfaringer spredes til hele landet
Det var på baggrund af gode internationale erfaringer og erfaringer fra Region Syddanmark, at regionerne sidste år besluttede at udbrede online psykologbehandling til hele landet.
- Online psykologhjælp er bare ét af flere eksempler på, hvordan det regionale samarbejde kan være med til at udbrede ny behandling og nye digitale løsninger, der kommer alle danskere til gode, siger Sophie Hæstorp Andersen, formand for Psykiatri- og Socialudvalget.
Der er i dag mere end 300.000 danskere, der lider af angst eller depression, og årligt kommer der ca. 30.000 nye tilfælde til. De seneste år er antallet af borgere, der søger behandling for ikke-psykotiske sygdomme, ligeledes steget markant.
Ordningen vil blive evalueret i 2020.