Vi, der arbejder med kost, ernæring og sundhed ved det alt for godt: Et måltid er mere end maden på tallerkenen. Mad er med til at sætte rammerne om socialt samvær, om rehabilitering, om dannelse, læring og meget mere. Den gode og sunde mad kan være med til at give svækkede mennesker kræfterne tilbage, modvirke ulighed i sundhed, bidrage til et godt helbred og god trivsel i en hverdag fyldt med udfordringer.
For nogle mennesker er det gode og sunde måltid svært. Det er tydeligt i artiklerne fra det socialpsykiatriske bosted Tangkjær og psykiatrisk sundhedscenter Hvide Hus. Begge steder viser, at mad kan meget mere end at mætte. Mad kan være medicin og brændstof til at komme igennem sygdom. Mad kan være med til at holde sygdom fra døren og begrænse behovet for medicin helt generelt. Mad kan være med til at sikre, at borgeren tager bedre i mod effekten af medicin og den øvrige behandling. Og mad kan endda gøre kroppen yngre, som KRAM-projektet fra Gentofte kommune viser.
Kostfaglighed gør en stor forskel
Begge historier viser, hvor stort et potentiale, der er for, at vores faglighed kan gøre en kæmpe forskel for borgere, der kæmper så rigeligt i forvejen. Og de viser, at der er brug for alle hjørner af vores profession – lige fra tilberedning af dejlig mad til ledelse, behandling, vejledning og sundhedsfremme. Vi har så meget, vi kan give til borgerne. Og der er masser af muligheder for endnu større samspil og samarbejde med for eksempel de kolleger, der løser pleje- og pædagogiske opgaver.
Jeg håber, at artiklerne også kan inspirere jobsøgende til at søge mod socialområdet og psykiatrien. Og at dig, der arbejder på en institution på det sociale område får lidt ny viden eller inspiration til det daglige arbejde. Og hvem ved? Måske bliver du inspireret til at sætte gang i et fagrådsprojekt om anbefalinger til mad og måltider i socialpsykiatrien.
Indlægget har været bragt i fagbladet Kost, Ernæring & Sundhed 11/2016.