Undersøgelse afslører: Vi er vores arbejde, når vi bliver spurgt "hvem er du?"

Hvad ville du svare, hvis nogen til et middagsselskab spurgte dig: “Hvem er du?”
− Jeg er ernæringsassistent og arbejder i køkkenet på xx sygehus, hvor jeg laver mad til patienterne.
Eller:
− Jeg er sundhedskonsulent i xx kommune og vejleder overvægtige børn og deres forældre i at spise sundt og tabe sig.
Eller:
− Jeg er leder af køkkenorganisationen i xx kommune, som står for madleverancerne til de hjemmeboende og beboerne på xx plejecentre.

Hvem er du? 

Sådan kunne man forestille sig, at nogle medlemmer af Kost & Ernæringsforbundet ville svare. Det var i hvert fald resultatet af et eksperiment, FTF-A gennemførte i forbindelse med en undersøgelse af arbejdets betydning for os og vores identitet. Det interessante i øvelsen, som i øvrigt blev filmet og kan ses på FTF-A’s hjemmeside, var, at deltagerne ikke blev spurgt “hvad laver du?”, men “hvem er du?”. Alligevel lagde alle ud med at fortælle, hvad de lavede til daglig. Flere af deltagerne havde svært ved at fortælle, hvem de var, når de ikke knyttede det til deres daglige arbejde.

Undersøgelsen, som TNS Gallup gennemførte for FTF-A sidste år, viste samtidig, at to ud af tre af de adspurgte, som var i job, svarede, at deres arbejde er ‘meget vigtigt’ eller ‘vigtigt’ for, hvem de er som person. Og det, de ville savne, hvis de mistede jobbet, var − ud over løn og pension − kollegerne og det at have noget at stå op til om morgenen.

Jobbet skal mere end give mad på bordet

Det overrasker ikke Peter Busch-Jensen, lektor i arbejds- og organisationspsykologi på Roskilde Universitet. Han pointerer, at arbejdsmarkedet i dag er meget anderledes end for bare 50 år siden. Af mange grunde.
− Vi har i dag et arbejdsliv med store forandringer − ny teknologi, globalisering og kulturelle forandringer. Mange har mulighed for at arbejde forskellige steder, vi skal ikke længere nødvendigvis ‘et sted hen’ for at arbejde. Det gør, at vi kan tænke vores arbejde og privatliv mere integreret, siger han.

Kulturelt har arbejdet også fået en større betydning for vores identitet, fordi det tjener flere funktioner.
− Vi stiller større krav til jobbet i dag, end at det blot skal give os mad på bordet. Det skal også være sjovt, personligt udviklende, og vi skal lære nye mennesker at kende. Man kan sige, at der er sket en tømning af mange af de funktioner, familien og civilsamfundet havde før. I dag er ønsket om personlig anerkendelse og udvikling samt udviklende sociale relationer også rykket ind på arbejdspladsen.

Når det er sagt, erkender Peter Busch-Jensen, at billedet kan være svært at genkende for de mange, der stadig har et fast og tidsafgrænset job.

− Der er stadig masser af mennesker, som hver dag går på arbejde og går hjem igen. Men vi ser, at arbejdslivet i højere grad er rykket med hjem − vi tjekker e-mails om aftenen osv. Pointen er, at grænsedragningen mellem arbejde og privatliv generelt er blevet sværere, og at måderne, vi taler om vores arbejde og dets betydning på, har ændret sig. Ingen arbejdspladser er i dag uændrede sammenlignet med tidligere.

Meget at miste som arbejdsløs

Når arbejdet har så stor betydning for vores liv og identitet, rammer det at blive arbejdsløs også den enkelte så meget hårdere, understreger Peter Busch-Jensen.
− Når arbejdet udfylder flere funktioner, er der også mere på spil, mere at miste. Og det at være arbejdsløs opleves som meget mere belastende i dag end tidligere, ikke mindst fordi vi politisk har fået travlt med at stigmatisere arbejdsløshed. I dag vurderes menneskers værdi hovedsageligt på, om de er produktive og tjener skattekroner. Selvom du måske arbejder som frivillig, tæller det ikke på samme måde, fordi du trækker penge ud af statskassen i stedet for at bidrage til den.

Fra 2. verdenskrig og frem til midten af 1980’erne var vores fælles sprog om arbejde og arbejdsløshed i langt højere grad sociologisk og politisk orienteret.
− Vi talte om ‘konjunkturer’, om ‘arbejdere og arbejdsgivere’ og ‘politik’. Når man var arbejdsløs, henviste ens situation derfor også til forhold i omverdenen, og arbejdsløshed var ikke nødvendigvis den enkeltes egen skyld.

I dag er vores sprog mere psykologisk orienteret og fokuseret på det enkelte menneske, mener forskeren.
− Diskursen er nu, at man skal have ja-hatten på og tænke positivt, og er man ikke succesrig, er det nok, fordi man mangler noget i sin selvudvikling. Man skal ud og forklare, at det altså ikke er, fordi man ikke vil arbejde, og at man ikke selv er skyld i det. På den måde rammer og føles arbejdsløshed anderledes i dag.

Tag hovedet med på arbejde

Det er både godt og skidt, at arbejdet i dag har fået så stor betydning for vores identitet og breder sig ind over privatsfæren, mener erhvervspsykolog Solveig Hansen Gjerding, som coacher både ledere og medarbejdere, hvoraf mange er ramt af stress.
− De fleste søger i dag efter et arbejde, som er det helt rigtige for dem her og nu. Vi er meget individuelt knyttet til vores arbejde, fordi det handler om vores personlige kvalifikationer, evner, talenter og interesser − og ikke mindst vores personlige engagement. Og det er jo godt, hvis vi oplever arbejdet som meningsfuldt og givende, siger hun. Og tilføjer et ‘men’:
− Ulempen kan være, at når vi knytter vores identitet − som jo er tæt forbundet med vores selvforståelse af, hvem vi er − så tæt til vores arbejde, bliver vi også følelsesmæssigt tæt knyttet til arbejdet. Det kan betyde, at vi nemt bliver overengagerede, fordi vi så gerne vil gøre det godt og tilfredsstille både vores egne og andres forventninger til os.

Og de forventninger er ofte ganske uklare, mener Solveig Hansen Gjerding.
− I dag har vi styringsteknologier, som handler om at ‘tænke ud af boksen’, ‘imødekomme borgernes behov’, ‘tilrettelægge den helt rigtige ernæringsmæssige indsats for den enkelte’ osv. Forventningerne til os er ubegrænsede, så her er det ekstra vigtigt ikke kun at lade sig styre af sine følelser og tænke: “Jeg kunne have gjort det bedre”. For der vil altid være nogle, som bliver syge af type 2-diabetes, uanset hvor meget man knokler. Man kommer aldrig helt i mål.

Hjælp hinanden på arbejdspladsen

Derfor er Solveig Hansen Gjerdings klare råd også: Husk at tage hovedet med på arbejde.
− Det er vigtigt midt i al denne selvforvaltning at bruge sin meta-kompetence − se sig selv og sine opgaver lidt ovenfra eller udefra, så man kan vurdere og prioritere, hvad der er realistisk at nå på et år. Hvis alle farer rundt for at nå det hele, og ingen i virkeligheden kommer i mål, skaber det stress. Det, jeg ofte hører, når jeg taler med stressede mennesker, er tanker som: “Jeg kan ikke nå det”, og “jeg er ikke god nok til at løse det”.

Solveig Hansen Gjerding opfordrer til, at man på arbejdspladserne bliver bedre til at hjælpe hinanden med at sætte rammer og få overblik over arbejdet.
− Man kan ikke beskytte sig mod betingelserne i det moderne arbejdsliv, men man kan godt skærme sig mod det grænseløse arbejde − ved netop at se på sine rammer og arbejdsvilkår. Hvordan er de? Hvordan er den ledelse, jeg får? Hvis den er til et 7-tal, men forventningen er, at jeg leverer en indsats til 10, så er der et misforhold. Så kan man skrue sine forventninger til sig selv ned i stedet for at vende det indad og ligge søvnløs − eller man kan tage det op med sin ledelse. Det kunne vi godt blive bedre til at hjælpe hinanden med på arbejdspladserne.

Artiklen har været bragt i fagbladet Kost, Ernæring & Sundhed 2/2017.