Pårørendebrev til ledelsen på Lottehjemmet

Ledelse

22/08/2014 06:00

Nick Allentoft

Sådan skrev en gruppe pårørende til ledelsen af Lottehjemmet i februar 2014.

9. februar 2014

Til OK-fondens bestyrelse

Sendt som e-mail til: [email protected]

Læs alt om Lotte-sagen

 

Formand: Michael Brostrøm


Næstformand: Inger Marie Bruun-Vierø


Bestyrelsesmedlem: Birgitte Németh


Bestyrelsesmedlem: Anne-Mette Winther Christiansen


Bestyrelsesmedlem: Poul Erik Christiansen


 

cc: Direktion: Paul Erik Weidemann, Eva Lunding Olsen

cc: Forstander Charlotte Andreasen (e-mail: (fjernet af redaktionen))  

 

Vedr.: Plejehjemmet Lotte

Det er med stor beklagelse, at vi har fundet det nødvendigt at skrive dette brev, men som nærmeste til beboerne på Lotte kan vi ikke længere stiltiende se på den udvikling, der finder sted.

På trods af at der er afholdt to møder med forstander Charlotte Andreasen, har vi som pårørende desværre oplevet en stadig forværring af situationen for beboerne.

Det er som om, at fokus udelukkende er på økonomi. Vi oplever et totalt fravær, når det handler om ledelsesmæssige visioner og prioriteringer i forhold pleje og omsorg. Liggesår, overmedicinering, manglende hygiejne er blot nogle af eksemplerne på et uacceptabelt fald i kvaliteten.

De mange fyringer og den store utryghed, vi mærker hos beboerne, de pårørende og personalet, medvirker naturligvis heller ikke til at sikre, at den kærlighed, omsorg og kvalitet i plejen, der altid har været Lotte’s kendetegn, kan fastholdes.

Lotte står overfor den største forandring nogensinde med flytningen af alle beboerne over i helt nye rammer. I den situation er der naturligvis et stort behov for tryghed, omsorg og kontinuitet, så vi kan sikre, at også de svageste af beboerne kan overkomme de store forandringer, de står over for. Derfor er det vanskeligt at forstå, hvorfor man i denne situation vælger at udskifte så stor en del af de medarbejdere, som beboerne kender og er trygge ved.

De faste afløsere bruges ikke mere, og der hentes vikarer fra vikarbureau, som er helt fremmede for beboerne, og som ikke kender deres behov og vaner. Det er særligt problematisk om natten, hvis beboerne vågner.

Som pårørende er vi også bange for, at disse mange fyringer betyder et farvel til den særlige "Lotte-ånd, som jo var en væsentlig årsag til, at vi netop valgte Lotte til vores kære - en ånd som i videst muligt omfang bør bevares. Det handler først og fremmest om den kærlighed og omsorg som også bør være drivkraften på det nye Lotte - uanset de økonomiske rammer. 

Udover fyringerne har vi også bemærket en nedprioritering af måltiderne og kvaliteten af de valgte råvarer i en grad, som ikke er rimelig, selv ikke under reducerede økonomiske vilkår. Der virker ikke som om, at der længere er forståelse for, at gode og smagfulde måltider øger livskvaliteten for beboerne. I stedet har vi oplevet, at maden kommer fra dåser og at selv højtiderne og fødselsdage ikke længere bliver prioriteret. Måltiderne har altid været noget helt centralt på Lotte, og hvis man i sin spareiver ikke længere kan prioritere ordentlig mad, lagkage ved fødselsdage, kaffe efter maden, osv., så er der tydeligvis tale om en skæv og uforståelig prioritering. 

Det drejer sig således ikke kun om økonomi, men lige så meget om menneskelig indstilling og ambition. Lotte handler om mennesker og derfor må de menneskelige hensyn naturligvis altid komme først.

Vi har som pårørende følt det som et privilegium, at vores nærmeste bor på Lotte, og er en del af den særlige ånd, som Lotte er kendt for. Det ønsker vi at bevare og arbejde for.

Plejehjemmet Lotte har længe været et fyrtårn for OK-fonden. Vi har derfor efter vores bedste opfattelse en fælles interesse i at fastholde den position for Lotte. Vi er klar over, at nogle af ovennævnte forhold også blev rejst på det seneste pårørendemøde, men det er vigtigt for os at understrege behovet for, at det haster med at få skabt ro og tryghed på Lotte. Vi ser frem til næste møde, hvor vi forventer, at ledelsen præsenterer en vision og en plan for, hvorledes Lotte - også i fremtiden - kan forblive et særligt plejehjem, hvor også vi som pårørende kunne tænke os at bo. Det haster!

 

Venlig hilsen

De pårørende til beboere på Plejehjemmet Lotte

Lisbet Frandsen, Lone og Niels Frandsen, Anders Majnlund Jørgensen, Lissa, Annette Sauer, Allan Pedersen, Marianne Kragh, Vibeke Majnlund, Nils Wang, Ulla Wang

Sisse Dal, Anette Gjerris, Trine Schouw, Jens Rimmer, Olauf Spur,Anette, Jesper og Søren Sass

Mest Læste

Annonce