Pædagoger presset til at bruge feriedage på sygdom

Ledelse

01/03/2015 20:52

Nick Allentoft

En pædagogisk leder på en institution i København har taget kontroversielle metoder i brug for at nedbringe sygefraværet, skriver Avisen.dk.

Lederen fra en større daginstitution i København har opfordret mindst 11 medarbejdere til bruge feriedage, hvis de var for syge til at komme på arbejde.

Det viser en række dokumenter, som Avisen.dk er kommet i besiddelse af.

Sagen vækker dyb forundring hos pædagogernes fagforening BUPL.

- Det må være en presset leder, der vælger at ty til så vanvittige forslag og bryde loven, siger faglig sekretær Mette Aagaard Larsen til Avisen.dk.

Avisen.dk har været i kontakt med flere pædagoger fra den pågældende institution, men ingen ønsker at stå frem.

Men dokumenterne beskriver, hvordan de føler sig presset af lederen til at bruge optjente feriedage, afspadsering eller omsorgsdage på at ligge syge derhjemme.

Advokat i ansættelsesret Snorre Kehler bekræfter, at der er tale om en klar overtrædelse af ferieloven og funktionærloven. Han finder sagen yderst usædvanlig.

- Du skal jo ikke bruge feriedage på at være syg, det er netop det, ferieloven forhindrer. Desuden er sygdom lovligt fravær. Der er ingen tvivl om, at det er forkert, siger han til Avisen.dk.

Baggrunden for den kontroversielle udmelding er, at Københavns Kommune længe har kæmpet med højt sygefravær blandt pædagogerne.

I 2013 havde de i gennemsnit 15,2 sygedage om året, mens landets øvrige pædagoger lå på 13,9 dage.

Derfor indførte Børne- og Ungdomsforvaltning i København i efteråret en sygefraværspolitik, som blandt andet indebærer, at ledere skal indkalde til en sygefraværssamtale, hvis en pædagog har mere end ti sygedage på et år.

Det er i forbindelse sådanne samtaler, at den pædagogiske leder skulle have opfordret medarbejderne til at bruge feriedage på sygdom.

Børne- og Ungdomsborgmester, Pia Allerslev (V) lægger afstand til den alternative bekæmpelse af sygefravær.

- Det er selvfølgelig ikke en del af vores sygefraværspolitik, at de ansatte opfordres til at tage fridage eller bruge feriedage, når de er syge. Her er det vigtigt, at vi får lederne klædt godt nok på til at forstå reglerne, skriver hun i en mail til Avisen.dk.

Den pågældende leder ønsker ikke at kommentere på sagen over for Avisen.dk.

 

 

 

Mest Læste

Annonce