Direktør i Kræftens Bekæmpelse, Leif Vestergaard Pedersen

Patientforeninger: Vi er nødt til at slå kommunerne i hovedet

Der er et rolleskifte på vej for patientforeningerne. I takt med at velfærdssamfundet ændrer sig som følge af besparelser og fejlvurderinger i kommunerne, bliver organisationerne mere bevidste om at kontrollere kommunerne og vejlede deres medlemmer professionelt. Kræftens Bekæmpelse, Danske Handicaporganisationer og Scleroseforeningen er frustrerede over et fejlbehæftet offentligt system.

”Man har ikke skåret ind til benet - man har skåret benet af, ” siger Nadia Buchard, ledende socialrådgiver i Scleroseforeningen.

”Vi oplever, at man som borger, som medlem, som menneske med sclerose, har det rigtig vanskeligt i mødet med det offentlige. ”

Den oplevelse deler direktør for Kræftens Bekæmpelse, Leif Vestergaard Pedersen:

”Vi ser os nødsaget til at ændre adfærd fordi, kommunerne med deres fejl ikke prøver at se på hvad borgeren har brug for - men ser på, hvad de kan slippe af sted med. Det er det indtryk, man må få, når man ser hvor mange fejl der sker. ”

Stig Langvad, formanden for Danske Handicaporganisationer,  er enig.

”Kommunernes besparelser rammer ekstremt slemt, ” siger formanden for Danske Handicaporganisationer, der repræsenterer 32 medlemsorganisationer med over 320.000 medlemmer i alt.

DenOffentlige.dk har talt med flere patientforeninger i forlængelse af, at markedet for private professionelle rådgivere er ureguleret, og senest historien om en ny social modstandsbevægelse. Budskabet er samstemmende en stigende bekymring over antallet af fejl, og den manglende indsats såvel politisk som i systemet.

Ledende socialrådgiver i Scleroseforeningen, Nadia Buchard

Tocifrede antal fejl

”Fra 2010 til 2011 er andelen af hjemvisninger fra De sociale Nævn steget fra 7 til 40 procent af de ankesager vi hjælper vores medlemmer med, på grund af forkerte afgørelser eller fejl i sagsbehandlingen hos kommunerne, ” siger Nadia Buchard.

Hun peger på, at overraskende mange får medhold, og dermed bidrager til at øge usikkerheden omkring kommunernes egne afgørelser.

”81 procent af de ankesager, som blev afgjort i 2011 fik helt eller delvist medhold i klagen. ”

Den gennemsnitlige omgørelsesprocent blandt landets kommuner har ligget nogenlunde konstant på et sted mellem 25 og 29 procent siden 2007. Leif Vestergaard Pedersen finder det meget bekymrende, at denne udvikling ikke tænder alarmknapperne rundt omkring.

“Tænk hvis det var forsikringsselskaber. Hvis det var i Skattevæsenet - hvis der var fejl i 95 % af de selvangivelser, de sendte ud til borgerne.,” sammenligner Leif Vestergaard Pedersen.

Direktøren for en af landets største og med indflydelsesrige patientorganisationer refererer samtidig til en praksisundersøgelse fra Beskæftigelsesankenævnet, der viste at antallet af fejl i afgørelser om ophør af kontanthjælp i 2012 var hele 95 procent i Region Midtjylland.

”Sådan er det jo ikke i alle kommuner, men der sker fejl i en tocifret andel af samtlige sager i kommunerne. For mig er det helt uforståeligt at man kan slippe af sted med det,” siger han.

Kræftens Bekæmpelse, Scleroseforeningen og Danske Handicaporganisationer, der tilsammen repræsenterer omkring 802.500 danskere, beskriver entydigt, hvordan deres roller ændrer sig, forårsaget af besparelser i kommunerne.  

Ny rolle for patientforeningerne

Stig Langvad, formand for Danske Handicaporganisationer

”Vi vil vende tilbage til nogle gode gamle dyder ved at tilbyde ydelser. Vi vil få en større rolle som leverandør af forskellige elementer inden for velfærdssamfundet. Vi kommer til at løse en anden form for opgaver, som jeg ellers troede velfærdssamfundet ville udfylde,” siger Langvad.

”Det er positivt at vi gør det, men negativt at det skyldes besparelser, ” mener han.

Leif Vestergaard Pedersen ser patientforeningernes rolle ændre sig i en lignende retning,

”Patientforeningernes rolle i fremtidens velfærdssamfund bliver i stigende grad at hjælpe enkelte patienter og grupper af patienter. Vi kan jo ikke køre sagerne, men vi hjælper folk til hvordan, de skal køre deres sager, ” siger direktøren for Kræftens Bekæmpelse.

Kræftens Bekæmpelse leder sågar efter alliancepartnere, der kan hjælpe med rådgivning af deres medlemmer.

“Det drejer sig dels om andre patientforeninger og virksomheder, som beskæftiger sig med rådgivning som en del af deres CSR arbejde. De er indignerede over det, som patienter og borgere bliver udsat for. At helt basale forhold ikke er i orden. At man accepterer så høje fejlprocenter. Så vi oplever, at den indignation som vi føler, den deles af professionelle, der arbejder inden for feltet,” siger Vestergaard Pedersen.

 

Den sociale modstandsbevægelse

Velfærdsmodellen er under forandring. Staten bliver styrket og samfundet klemt. Det har fået flere og flere til at samle sig i protest. Vi kalder det den sociale modstandsbevægelse, som mobiliserer mennesker i protest mod konkurrencestatsreformer og i kamp for at bevare og styrke samfundet. De drømmer om velfærdssamfundet. 

Læs mere her

Direktøren for Kræftens Bekæmpelse ser et grundlæggende problem med organiseringen i det sociale system.

”Jeg tror, at det er svært både at være rådgiver og kontrollant samtidig. ”

Formanden for Danske Handicaporganisationer ser også problemer i måden samarbejdet mellem civilsamfundet og det offentlige fungerer i dag.  

”I gamle dage var samarbejdet nok mere positivt. Der var ikke det samme modsætningsforhold. Det er vigtigt at kommunerne ser civilsamfundet som noget man skal investere i, ikke bare noget der er der. Det er vigtigt, at man investerer i rammerne, ” siger Stig Langvad.

Han savner en positiv, konstruktiv dagsorden, hvor man som borger ”ikke bliver trukket til truget, men får lov selv at gå derhen. ”

Scleroseforeningen er enige i, at der sker en holdningsændring hvor man engagerer sig på en anden måde i velfærdssamfundet. Nadia Buchard mener, at Scleroseforeningens rolle i denne udvikling især skal være, at tage ansvar.

”Vi godt vil påtage os det ansvar der skal til, for at understøtte og bidrage med viden, der kan løfte kvaliteten i den kommunale sagsbehandling. Vi vil ikke ligge og kulegrave kommunerne, men være aktive medspillere til konstruktive løsningsforslag. For vi ved hvad problemerne er. Vi vil gerne se os selv som medspillere, ” siger Buchard.

 

Emneord: Nadia Buchard, Leif Vestergaard Pedersen, Stig Langvad, Socialsystem, Socialkrise, Patientforeninger
DenOffentlige.dk på DenOffentlige.dk Bliv medlem af DenOffentlige og vær med til at skabe debatten, dele viden og fremme en god udvikling i samfundet....
Aktivitet: Artikler: 1359 | Events: 31 | Kompetenceområder: 5

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE
Kommentarer
  • 04.10.13 Ole Jakobsen
    Patientforeningernes fremtidige rolle.

    Der skal gås meget mere radikalt til værks, hvis patientforeningerne skal kunne gøre en forskel i forhold til den afvikling der sker af velfærdsstaten og den indsats kommunerne gør. Det er meget langt fra nok blot professionelt at rådgive medlemmer.

    Det nytter ikke at patientforeningerne blot taler om fejlvurderinger. De er nøje planlagt ud fra en iskold kynisk økonomisk beregning, som bunder i et lige så koldt, kynisk og menneskeforagtende menneskesyn. Patientforeningerne er nødsaget til at kalde en spade for en spade og kalde fejlvurderingerne for lovovertrædelser og droppe søndagsskole diplomatiet.

    Det nytter langt fra bare at slå kommunerne i hovedet og sige fy, det skal have konsekvenser. Der er desværre ikke nogen sanktionsmuligheder overfor kommunerne, men den enkelte medarbejde kan rammes, for blandt andet ikke at overholde deres lovmæssige pligt, til at overholde loven, når de laver deres såkaldte ”fejlvurderinger”.

    I min mere end 20 år gamle sag, har Borgerrådgiveren gentagne gange konstateret, at kommunen har lavet gentagne grove overtrædelser af gældende love og regler. Når Borgerrådgiveren kan sige det så direkte om sin egen arbejdsgiver, så skulle patientforeningerne vel nok også kunne sige sandheden. At fortsætte med ikke at kalde en spade for en spade, har bare den effekt, at resten af befolkningen ikke får øjnene op for, hvad det er der sker. Det nytter ikke at pakke løgnene ind i bløde formuleringer.

    For mig at se, så er kommunerne i gang med en udskillelsesproces der kan ende i massedrab. Hvad skal kommunerne stille op med de kroniske syge, den del af kontanthjælpsmodtagerne, som ikke kan klar hverken job eller fleksjob og som kommunerne aldrig vil tilkende pension? Man vil fratage dem kontanthjælpen og efterlade dem uden nogen forsørgelse. Vi taler her om de absolut dårligste og de svagest.

    Det folketinget lægger op til er, at dem der bare har en lille smule ressource hjælper man igennem, sådan da, men dem som ikke har det der ligner ressourcer, forventer både folketing og kommuner, kan hive sig selv op ved hårrødderne når de ikke længere modtager nogen forsørgelse overhovedet. Folketinget har vedtaget kontanthjælpsreform, som giver kommunerne mulighed for, at sanktionere den enkelte med stop af kontanthjælp i op til 3 måneder. Jeg har aldrig hørt om et menneske, der kan leve uden mad i så lang tid.
    Kommunerne går bare det videre, at de helt fratager de dårligste kontanthjælp, så er det ikke bare 3 måneder, man skal kunne leve uden mad, men resten af livet uden mad, uden bolig, uden tryghed eller varme. Hvor mange kontanthjælpsmodtagere har været i stand til, at lægger så meget til side på en udenlandsk bankkonto, at de bare vil kunne klare sig?

    Når kommunerne bruger løgne, lovovertrædelser, trusler og tvang i deres møde med borgeren, så går borgeren andet sted hen og søger hjælp. Kommunerne ved det, det er jo trods alt dem der har startet den konflikt. Patientforeninger kan ikke længere bare nøjes med at rådgive. Jeg har selv prøvet det. Kommunen er immun over for de råd man har fået. Jeg kan sige sådan og sådan, men bliver ignoreret, er det min advokat der siger det, er det noget andet, så er der en anden vægt og alvor i det. En kontanthjælpsmodtager der får professionel rådgivning, bliver stemplet som en besværlig klient, for sagsbehandleren bliver lammet i sin sagsbehandling, idet den professionelle rådgivning får sat sagsbehandleren til vægs og gør det mere umuligt for sagsbehandleren, at trække borgeren rundt ved næsen. Professionel rådgivning kan have en negativ virkning.
    Patientforeninger og interesseorganisationer skal helt anderledes på banen. Der skal foretages langt mere politisk lobby arbejde. Organisationer og foreninger bliver nød til at tage skridtet fuldt ud og gå direkte ind i sager på borgerens vegne og kører dem helt til dørs. Så længe kampen nøjes med at blive ført lidt her lidt der, vil kommunerne fortsætte ufortrødent. Men ved kommunerne, at der står en organisation bag en borger med fuld styrke, så vil antallet af de såkaldte fejlsager falde.

    Og hvorfor ikke gå hele vejen. I tidligere tider repræsenterede de politiske partier, hver deres gruppering i samfundet. Venstrefløjen var for de svag, udstødtes og anderledes tænkende, Socialdemokraterne var arbejdernes parti, Venstre var landbo befolkningens parti og Højre (Konservative) var overklassens parti. I dag er der ingen partier der er for nogen. I dag handler politik om at være mest populistisk, for at appellere til den samme vælgergruppe, så man kan vinde eller genvinde magten. I dag handler det udelukkende om, hvem har magten efter næste valg.

    Nu er det 40 år siden vi sidst havde et jordskredsvalg, er det så ikke på tide vi får et igen, er det ikke på tide der kommer reel politik tilbage i folketinget, med nogen som har en reel sag, en reel kamp der skal kæmpes, nogen som har en reel vælgerskare bag sig, med nogle helt basale behov der skal dækkes. Hvorfor går de forskellige foreninger og organisationer ikke sammen og stiller op? Med det antal medlemmer der er bag, så vil der være vælgere nok til at komme på tinge og føre en højest påkrævet ny politik. Så ville jeg for første gang vide, hvor jeg skulle sætte mit kryds.

    Nej jeg er ikke hysterisk, dum eller dovn, når jeg taler om kommunernes udskilningsproces og det mulige ”massedrab” der kan være på vej.

    Jeg har gennem mere end 22 år lidt af en svær alvorlig angst, paranoia og depressive anfald, det er den psykiske side af mine problemer. Jeg har på grund af min sygdom aldrig været i stand til at komme til møde i et jobcenter. Jeg bliver som alle andre indkaldt hver 3. måned til samtale. Jeg melder skriftligt afbud og det accepteres også lige til juni måned i år.

    Jobcentret giver mig besked på, at de ikke vil acceptere mit afbud. I første omgang med begrundelsen, at afbuddet er skriftligt. I indkaldelsen står der, at hvis man er forhindret i at møde op, skal man hurtigst muligt give besked.

    Jeg spørger naturligvis indtil, hvorfor de ikke vil acceptere mit afbud.

    Deres begrundelser er;
    1. At der ikke står i mine akter, at jeg ikke er i stand til at møde op.( Det er korrekt, men der står i min sygeopfølgningsplan, som kommunen selv har udarbejdet, at jeg ikke kan forlade mit hjem).
    2. At jeg ikke 10 dage før kan vide, at jeg ikke kan møde op. (Jeg har haft sygdommen i over 22 år)
    3. At jeg ikke kan undskylde mig med en svær psykisk sygdom
    4. At svær psykisk sygdom ikke er en gyldig grund for ikke at kunne møde op.
    5. At kommunen har fastlagt et serviceniveau.
    6. At jeg desuden ikke kunne blive tilkendt førtidspension.
    7. At jeg skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet. (Der er jo en grund til, at jeg er på kontanthjælp).

    Jeg får besked om, at kontanthjælpen er stoppet og først vil blive genoptaget den dag jeg kontakter Jobcentrene. Jeg kontakter begge jobcentre samme dag jeg modtager brevet og følger igen de retningsliner beskrevet i brevet.

    Kontanthjælpen vil blive reduceret det antal dage der går fra, at jeg har fået besked på, at den er stoppet og til jeg har henvendt mig, så alt er efter reglerne, jeg kan så ikke blive trukket.

    I mellemtiden har jeg kontaktet advokat for at få sat en stopper for kommunens vanvid og endegyldigt lukket min sag, om nødvendigt ved at sagsøge kommunen. Jeg optager lån til advokatens depositum, men pga. ferie får jeg ikke overført pengene til ham. Jeg har derfor penge på kontoen og aner ikke, at kommunen, til trods for, at jeg har fulgt alle retningslinjer til punkt og prikke, at de stadig ikke har genoptaget kontanthjælpen. I august opdager jeg, at jeg ikke har fået udbetalt kontanthjælp for juli og august og kontakter derfor kommunen. Jeg får besked om, at jeg ikke har været på jobcentret og ladet mig registrere. Jeg forstår ikke hvad de mener med det, for jeg har jo været registreret i over 20 år. De har ikke før sagt til mig, at jeg bare skal møde op og synes det er for dårligt, at de først 7 uger senere kommer med den oplysning. Jeg beder dem fortælle mig, hvordan jeg skal forholde mig, når det ikke er muligt for mig at møde op, men det vil de ikke svare på flere af mine henvendelser med mindre der foreligger nye væsentlige oplysninger.

    Jeg kontakter min egen læge og får lavet en sygemelding, som jeg sender og forhører mig om, hvordan jeg skal forholde mig videre frem, men jeg får ikke noget svar. Jeg får så et nyt brev om, at når jeg ikke er i stand til at møde op, altså for syg til at møde op, så vurderede de, at så er jeg slet ikke berettiget til kontanthjælp længere. Kommunen vil fjerne mit eneste forsørgelsesgrundlag. Man kan åbenbart være for syg til både at få pension, men også kontanthjælp.

    Den 2. september i år konstaterer jeg, at kommunen stadig ikke havde genaktiveret min kontanthjælp og heller ikke reageret på min sygemelding. Jeg skriver derfor til kommunen, at jeg ikke havde fået nogen reaktion fra dem, at de heller ikke havde genaktiveret min kontanthjælp og at jeg derfor kun kunne opfatte kommunens ageren, som et rent drabsforsøg.

    Den 4. september får jeg besked om, at kommunen på baggrund af mine lægelige oplysninger, droppede sagen og genaktiverede kontanthjælpen med tilbagevirkende kraft.

    Jeg kan ikke opfatte det, at kommunen stopper min kontanthjælp i 9 uger som en fejlbehandling, men et drabsforsøg. Kommunens vurdering af, at jeg ikke er berettiget til kontanthjælp på grund af, at være for syg til at kunne møde op, det er ikke en fejl vurdering, men en trussel på livet.

    Det kan godt være loven ikke er skruet sådan sammen, at der er tale om drabsforsøg og trussel på livet, men det opfattes sådan.

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Læs også