Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Økonomerne venter rentenedsættelse i dag: Sådan påvirker det din økonomi

Penge og økonomi

06/06/2024 09:00

J. Bøgen

Det er særligt boligejerne, der nok har et ekstra øje på ECB i dag.

Kl. 14.15 torsdag d. 6. juni kommer der en melding fra Den Europæiske Centralbank.

Det er nok ikke noget, særligt mange danskere tænker er vildt interessant, men det kan faktisk have ganske stor betydning for din privatøkonomi.

Centralbanken holder nemlig rentemøde, og forventningen blandt økonomer er, at der kommer en rentenedsættelse.

Det vil i så fald være den første af sin slags i fem år.

Det skriver DR.

Styr på inflationen

Mediet har talt med to økonomer, der uahængigt af hinanden melder sig sikre på, at der kommer en rentenedsættelse.

Årsagen er, at der er kommet styr på inflationen i Europa generelt, at væksten er temmeligt lav, og at der allerede har været signaler fra centralbankens medlemmer om, at der er en nedsættelse på vej.

Frederik Engholm, der er chefstrateg i Nykredit, siger faktisk til DR, at det er nærmest umuligt at finde en økonom, der ikke forventer en rentenedsættelse i dag.

Så langt så godt, men hvad betyder det så for dig?

Tilgodeser boligejere

Søren Kristensen, der er cheføkonom i Sydbank, fortæller til DR, at den ventede rentenedsættelse vil komme en bestemt gruppe boligejere til gode.

Helt præcist de boligejere med helt korte, virabelt forrentede lån.

Hvis du er boligejer og har et flekslån eller et fastforrentet lån, skal du dog ikke regne med at få alverden ud af en nedsættelse, fordi rentenedsættelsen allerede er indregnet i kurserne for de lån.

Det kan imidlertid også være godt nyt for danskere med variable renter på for eksempel billån og andre lån i banken.

Flere nedsættelser på vej

Spørgsmålet er jo så, hvor meget renten skal sættes ned, hvis alt går som ventet på ECBs rentemøde.

Lige nu ligger renten på 4 procent, og buddet lyder på, at den sættes ned til 3,75 procent.

Nationalbanken i Danmark plejer at følge trop umiddelbart efter, og da den danske rente lige nu ligger på 3,6, ventes den at blive sat ned til 3,35.

Men faktisk forventer økonomerne, at der er mere godt i vente det kommende år. Søren Kristensen siger således, at Sydbank forventer 5-6 rentenedsættelser i træk frem til næste sommer, og at renten vil ende med at ligge på 2,5 procent.

Fra Frederik Engholm og Nykredit lyder forventningen på 5 nedsættelser og en endelig rente på 2,75 procent.

Mest Læste

Annonce