Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Undersøgelse fra NRGi: Hver anden boligejer kender ikke mulighed, der kan give flere tusinde kroner

Penge og økonomi

26/06/2024 08:57

J. Bøgen

Det er kun 3 procent, der faktisk har benyttet sig af muligheden.

I april åbnede Energistyrelsen for muligheden for at søge tilskud gennem Energirenoveringspuljen. Formålet med puljen er at motivere boligejere til at få udført energibesparende forbedringer af deres bolig ved at tilbyde økonomisk tilskud til renoveringsprojekter, der gør boligerne mere energivenlige.

Men en ny undersøgelse fra analysevirksomheden Exometric, som er en del af energi- og rådgivningsvirksomheden NRGi, viser, at næsten halvdelen af de danske boligejere ikke kender til puljen eller mulighederne for at søge om tilskud til f.eks. nye vinduer, efterisolering eller et mekanisk ventilationsanlæg.

I undersøgelsen svarer 47 procent af de deltagende boligejere, at de ikke har hørt om Energirenoveringspuljen.

Tallene fra undersøgelsen viser også, at det kun er 3 procent af respondenterne, der har benyttet sig af tilskudsmulighederne, mens 15 procent af boligejerne svarer, at de kun har hørt om puljen.

Klar opfordring: Overvej at søge tilskud

Går man som husejer rundt med tanker om at renovere sin bolig, er det dog oplagt at kigge nærmere på Energirenoveringspuljen.

Sådan lyder opfordringen fra Bo Halm Andersen, der er byggesagkyndig og energikonsulent i NRGi.

“Det er selvfølgelig ærgerligt, at der ikke er flere boligejere, der har kendskab til Energirenoveringspuljen. De tilskud, som de potentielt kan få fra puljen, kan være det økonomiske skub, der får dem til at gå i gang med at energirenovere deres bolig,” vurderer Bo Halm Andersen, der samtidig fremhæver vigtigheden af at energirenovere og de fordele, som det bringer med sig.

“Der er flere fordele ved at energirenovere sin bolig. Først og fremmest bidrager det til et lavere energi- og varmeforbrug. Det vil reducere boligens CO2-udledning, og samtidig skære en del af varmeregningen. Og så kan det også være med til at øge boligens værdi, og typisk også forbedre indeklimaet i boligen. Så der er både klimamæssige og økonomiske fordele ved at energirenovere sit hjem,” siger Bo Halm Andersen.

Start i det små

Det kan dog være svært for boligejere at vide, hvor og hvordan man bedst kommer i gang med at energirenovere. Til de boligejere har Bo Halm Andersen følgende råd.

“Det kan være en fordel at tale med en energikonsulent, inden man kaster sig over et renoveringsprojekt. På den måde får man klar besked om, hvor det bedst kan betale sig at starte,” siger Bo Halm Andersen, som tilføjer:

“Man skal også huske på, at energirenoveringer kan dække over både store og små projekter, og man kan sagtens starte med mindre projekter, der heller ikke koster alverden. Det er altid bedre at starte i det små end at gøre ingenting,” anbefaler Bo Halm Andersen.

Energirenoveringspuljen er åben til og med den 1. august 2024, eller indtil alle puljemidlerne er afsat.

Det viste undersøgelsen

Er du bekendt med Energirenoveringspuljen?
  • Har brugt den: 3 procent

  • Kender til den: 15 procent

  • Har kun hørt navnet: 34 procent

  • Nej, har ikke hørt om den: 47 procent

Undersøgelsen er foretaget blandt 1.080 villa- og rækkehusejere i marts-april 2024. Respondenternes geografiske tilknytning er fordelt ud over landets 98 kommuner.

Mest Læste

Annonce