Politi-personale advarer: Vi mangler hænder

Velfærd

11/08/2020 13:34

Pelle Lindegaard Bügel

Tillidsfolk blandt politiets administrative personale råber vagt i gevær og advarer om, at der for få hænder til at tage sig af en større opgavemængde til et skrumpende antal kontoransatte, lyder et af kritikpunkterne.

Hvor ofte hører man ikke politikere over en bred kam sige, at der mangler flere politibetjente og patruljer på de danske gader og stræder til at sørge for ro og orden i gadebilledet? Det er en gammel sang, som ofte går igen, når der bliver rapporteret om eksempelvis optøjer i bandemiljøet, til fodboldkampe og ved demonstrationer.

Det er en gammel sang, der ligesom amen i kirken kører på repeat blandt de folkevalgte. 

En ny og anderledes sang er den, at det er politipersonalet i kulissen, det administrative og civile personale, som mangler hænder til en administrativ opgavemængde, der ifølge HK's tillidsfolk i politiet er blevet både større og mere kompleks. Det skriver HK-personalets fagblad, HK Statbladet.

"Som følge af besparelser og effektiviseringer i politiet er der forsvundet kolleger, men ikke blevet tilsvarende færre opgaver. Og de faste medarbejdere bruger meget tid på oplæring af nye og midlertidigt ansatte, siger Gitte Vall, der er kontorfuldmægtig og tillidmand for de HK-ansatte ved Nordjyllands Politi.

"Vi får ikke den uddannelse, vi har brug for, og vi mangler personale og udstyr. Det er godt med flere politifolk, for dem mangler vi også. Men vi oplever, at det er endnu vigtigere med flere administrative medarbejdere og jurister lige nu. Vi kan ikke klare det hele med vikarer og studentermedhjælpere," siger Gitte Vall.

Ifølge Rigspolitiets egen opgørelse er antallet af kontoransatte i politiet på landsplan faldet med 102 medarbejdere i perioden juli 2019 til samme måned i år. Målt ud på de 14 politikredse -  inklusiv Grønland og Færøerne - svarer det til, at hver politikreds i perioden har mistet lidt over syv kontoransatte i gennemsnit.

Ansættelsesstop og ventetid

Selvom de fleste danskere nok forbinder ansatte i politet med en lyseblå skjorte og en pistol i bæltet, består kontorpersonalet af 2.800 ud af politiets knap 17.000 ansatte, ifølge Rigspolitet.

Kontorpersonalet tager sig af det bagvedliggende politiarbejde, som eksempelvis at tage imod opkald på 114-linjen, modtage digitale anmeldelser og ordne papirarbejdet i forbindelse med anholdelser og fængslinger.

Ifølge tillidsmand Gitte Vall og hendes suppleant, Camilla Dahlsen, har de flere og mere komplekse sager hos især den del af politet, der også hedder Anklagemyndigheden, medført længere ventetid for borgerne i den anden ende samt et stort arbejdspres på HK'erne.

"I den tid, jeg har været ansat, har vi kørt med overarbejde. Vi har civilt ansættelsesstop, men det er vigtigt, at der bliver ansat nogle flere kolleger nu. Der skal flere administrative medarbejdere til, så vi kan frigøre nogle flere betjente og anklagere"

"Men der skal fokus på hele straffesagskæden, og vi skal naturligvis også have Kriminalforsorgen med, siger Camilla med henvisning til den kommende politiske flerårsaftale," siger Camilla Dahlsen, der er overassistent og tillidsmands-suppleant ved Nordjyllands Politi

Som følge af corona-pandemien er forhandlingerne om en ny poliaftale blevet udskudt. Justitsminister Nick Hækkerup (S) forsikrede dog i forsommeren, at der vil være en ny flerårsaftale for politiet på plads inden 1. januar 2021.

Mest Læste

Annonce