Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

94 blitzet på 4 timer: Så mange skal op til ny køreprøve

Politi

16/05/2024 05:55

J. Bøgen

Folk overholdt slet ikke fartbegrænsningen ved vejarbejdet.

Det var på baggrund af en henvendelse om, at der blev kørt hensynsløst ved et vejarbejde på hovedvejen i Salling, at en ATK-bil fra Midt- og Vestjyllands Politi tirsdag formiddag klokken 10.28 satte måleudstyret i gang på rute 26 (Brovej) nær Vium.

Desværre viste det sig, at henvendelsen til politiet var velbegrundet.

I hvert fald noterede ATK-operatøren 94 sager på de cirka fire timer, han holdt på stedet.

70 bilister kan 'nøjes' med en bøde, 14 kørte så stærkt, at de ender med et klip i kørekortet, mens ti bilister overskred fartgrænsen så meget, at de står til en betinget frakendelse af kørekortet.

Det betyder, at de ti bilister skal bestå en kontrollerende køreprøve - både teori og praktisk prøve - for at beholde kørekortet.

Fartgrænsen i forbindelse med vejarbejdet er 50 km/t. Den bilist, der kørte hurtigst under politiets kontrol, blev målt til hele 87 km/t. - altså 74 procent mere end det tilladte.

Ved vejarbejde er straffen hårdere

Folketinget besluttede i 2014 at fordoble bøden for fartforseelser i forbindelse med vejarbejde. Samtidig ændrede Folketinget grænsen for, hvornår man får en betinget frakendelse af førerretten.

Derfor sker det i forbindelse med vejarbejde ved en hastighedsoverskridelse på 40 procent eller mere, mens grænsen ellers hedder 60 procent.

Når politiet laver fartkontrol i forbindelse med et vejarbejde, tjekker kontrolløren altid både før og efter kontrollen, at skiltningen på stedet er i orden.

Bor eller færdes du et sted, hvor du mener, det ville være på sin plads med en trafikkontrol, kan du overveje at bruge ordningen "bestil en færdselskontrol" på politiets hjemmeside

Mest Læste

Annonce