Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Dræbte 202 mennesker, 3 danskere - nu er han blevet løsladt

Politi

09/12/2022 12:13

J. Bøgen

Der var tre danskere blandt ofrene.

For 20 år siden kostede en række bomber 202 mennesker livet - heriblandt tre danskere.

Bomberne blev detoneret på ferieøen Bali i Indonesien og var rettet mod to natklubber.

Manden, der lavede de dødelige bomber, hedder Umar Patek, og i 2012 blev han idømt 20 års fængsel af de indonesiske myndigheder.

Men nu, 10 år efter dommen, er han en fri mand.

Det skriver Reuters.

Patek er en del af den islamistiske gruppe, Jemaah Islamiyah, og flere af gruppens medlemmer blev dømt for angrebet.

Gruppens overordnede mål er at skabe en islamisk stat ud af dele af Indonesien, Filippinerne, Singapore og Malaysia.

Patek er blevet prøveløsladt for god opførsel efter at have afsonet halvdelen af sin fængselsdom. En af betingelserne for løsladen er dog, at han skal indgå i et rehabiliteringsprogram de næste 7-8 år, frem til 2030.

Men de overlevende fra angrebet på Bali er mildest talt utilfredse, og flere er direkte bange, med udsigt til, at islamisten nu kan gå rundt iblandt os alle.

"Det kan da godt være, at han har udvist god opførsel i fængslet, men hvordan kan myndighederne garantere, at han ikke begår nye forbrydelser efter at være blevet løsladt. Se bare på bombeangrebet i Bandung," siger Dewa Ketut Rudita Widya Putra, der har ar på begge arme efter angrebene i 2002, til Reuters.

Han henviser til et angreb, der skete så sent som torsdag i den indonesiske by Bandung.

En politibetjent blev dræbt i angrebet, og ti personer blev kvæstet. Manden bag det angreb havde tidligere afsonet en dom for et bombeangreb i 2017.

Patek havde været på flugt fra myndighederne i ni år efter angrebet i Bali, inden han blev arresteret i Pakistan i 2011.

Mest Læste

Annonce