Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Ikke kun håndbold - Danmark verdensmestre på ny liste

Politi

31/01/2023 12:22

J. Bøgen

Det er femte år i træk, vi topper indekset.

Hvad er Danmark rigtig god til?

Efter søndagens sejr i VM-finalen over Frankrig er det oplagt at sige håndbold, men faktisk er der en prestigefyldt liste, som Danmark nu har toppet for femte år i træk.

Transparency International, som er en global antikorruptionsorganisation, laver nemlig hvert år en liste over, hvordan landene klarer kampen mod korruption, og det er her, Danmark brillerer:

Ifølge listen bor vi nemlig i det mindst korrupte land i Verden.

Det viser organisationens CPI-indeks for 2022.

Rykker alene i front

Landene får en score fra 0 til 100 point. Jo højere et tal, et land får, jo mindre korruption er der.

Sidste år fik Danmark 88, hvilket rakte til en delt førsteplads med Finland og New Zealand.

I år er Danmark rykket op på 90 point, og når både Finland og New Zealand samtidig har mistet et point, ligger Danmark sig altså alene i front på den ærefulde liste.

Finland og New Zealand indtager andenpladsen med 87 point, Norge får fjerdepladsen med 84 point og top 5 sluttes af med en delt femteplads mellem Singapore og Sverige med 83 point.

"Det er enormt glædeligt, fordi de punkter, vi går lidt frem på, omhandler sådan nogle kerneting, såsom at udlandet opfatter det som om, at når man skal drive forretning i Danmark, så skal man ikke have penge op af lommen til bestikkelse, men at der er et godt og sundt forretningsmiljø i Danmark," siger Jesper Olsen, der er formand for Transparency International Danmark ifølge DR.

De enkelte landes score bliver sat sammen på baggrund af en række forskellige kilder fra en række forskellige lande.

Ikke fri for korruption

Selvom vi ligger alene i front og endda har fået flere point i år, er det dog ikke ensbetydende med, at vi kan hvile på laurbærerne.

Jesper Olsen siger nemlig til DR, at CPI-indekset fortæller, hvordan niveauet af korruption i Danmark opfattes, og hvordan udlandets oplevelse er, når man skal samarbejde med danske myndigheder og embedsmænd.

I den globale bund finder man lande som Turkmenistan, Nicaragua og Comoerne. Alle lande får en score på 19 point.

Mest Læste

Annonce