Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Mistænkt for skyderi: Har du set en af disse to mænd?

Politi

22/03/2024 07:56

J. Bøgen

Den ene har politiet endda navnet på - og begge opfordres til at melde sig selv.

I forbindelse med en sag om skyderi i Herning offentliggør Midt- og Vestjyllands Politi nu billeder af to efterlyste mænd.

I alt fire mænd deltog onsdag aften, den 20. marts 2024, i det, politiet opfatter som et internt opgør i det kriminelle miljø i Herning. En 22-årig mand blev i den forbindelse ramt af skud.

Midt- og Vestjyllands Politi fik hurtigt identificeret to af de tre andre mænd og har også en god idé om, hvem den sidste er.

De har alle været opfordret til at melde sig selv, hvilket i går, torsdag den 21. marts, førte til anholdelsen af en 20-årig mand, der forventes fremstillet i grundlovsforhør i dag, fredag.

De to sidste har endnu ikke meldt sig selv, og Midt- og Vestjyllands Politi offentliggør derfor nu navn på den ene og billede og signalement af begge. Det drejer sig om:

A: Kurthan Yavuz

Kurthan beskrives som:

  • 19 år

  • 175-180 cm

  • Almindeligt bygget

  • Mørkt, kort hår, som er trimmet i siderne

  • Havde på gerningstidspunktet en sort, hoftelang dynejakke med hætte på

  • Havde sort hættetrøje på under jakken og sorte bukser og sorte sko med lys bund

  • Kurthan Yavuz er fra Herningegnen

Gerningsmand A: Kurthan Yavuz. Foto: Midt- og Vestjyllands Politi

B:

  • Mand

  • Cirka 20 år

  • 180-190 cm

  • Spinkelt bygget

  • Mørkt hår

  • Havde på gerningstidspunktet sort strikhue på med hvidt logo foran

  • Havde sort jakke med hætte på

  • Havde lyse/hvide joggingbukser og sorte sko på

Gerningsmand B. Foto: Midt- og Vestjyllands Politi

Ring 114, hvis du kan hjælpe politiet

Har du set Kurthan Yavuz eller den anden efterlyste mand, eller har du en idé om, hvor de opholder sig, så ring til Midt- og Vestjyllands Politi på 114.
Politiet vil også gerne høre fra dig, hvis du har andre oplysninger, der kan hjælpe politiet i opklaringsarbejdet.

Den 22-årige mand, der onsdag blev ramt af skud, er indlagt på hospitalet. Han blev i går, torsdag den 21. marts, i et grundlovsforhør ved Retten i Herning varetægtsfængslet in absentia.

Mest Læste

Annonce