Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Nu kan du blive en helt, hvis du ser "voksenfilm" på nettet

Politi

06/12/2022 05:25

J. Bøgen

Derudover vil projektet også gøre op med fordomme.

Uanset om du vil stå ved det eller ej, så er der en god sandsynlighed for, at du på et tidspunkt har set porno på internettet.

Faktisk har 80 procent af alle danskere, der er mindst 15 år gamle, set porno på nettet, ifølge Projekt SEXUS, der er en dansk undersøgelse med flere end 62.000 deltagere.

Og hvis du ynder at åbne for en "voksen" hjemmeside i ny og næ, har du nu muligheden for at gøre det til en heltegerning.

Red Barnet leder nemlig lige nu efter personer, der i forbindelse med at de har set porno på nettet, er stødt på billeder eller film, hvor de tænkte "hun/han er da ikke over 18 år", eller af andre årsager har overvejet om det, de så på, var lovligt.

Det skriver TV2 Lorry.

Personerne skal medvirke i et nyt forskningsprojekt, og målet er, at få flere til at henvende sig til Red Barnets anonyme hotline AnmeldDet - og dermed bekæmpe ulovlige billeder af børn og unge.

"Vi ved, at der ligger uendelige mængder ulovligt materiale på nettet, og det kræver en stor international indsats at få det fjernet. Men alle kan gøre noget," siger Pernille Spitz, der er chef for beskyttelse mod overgreb i Red Barnet, til TV 2 Lorry.

Sidste år modtog AnmeldDet 3300 anonyme henvendelser om mistænkeligt indhold på nettet.

Når anmeldelsen er blevet indsendt, bliver den vurderet af Red Barnets eksperter, og siden bliver den sendt videre til politiet, hvis der er begrundet mistanke om, at der reelt er noget ulovligt på videoen/billedet.

Skal også bruges til forskning

Som en del af et forskningsprojekt vil Red Barnet finde ud af, hvad der får folk til at anmelde – eller ikke at anmelde - når de støder på noget ubehageligt.

Sidsel Harder er sociolog og Ph.d. fra Københavns Universitet. Hun er lige nu postdoc ved Ghent Universitet med speciale i seksuelle billeder og krænkelser.

Hun står bag forskningsprojektet, og det er hende, der skal analysere pornobrugernes svar for at se på, hvad der trigger folk til at skride ind og anmelde det, når de støder på noget potentielt ulovligt.

En af udfordringerne ved at få flere til at anmelde, er vores skam omkring pornografi, forklarer hun til TV2 Lorry.

"Vi har en idé om, at folk der ser porno er klamme, gamle mænd og det er ærgerligt, for det gør, at færre får lyst til at anmelde noget mistænkeligt."

Ifølge tal fra SEXUS-rapporten, der har kortlagt danskernes sexvaner, har 93 procent mænd og 67 procent kvinder set porno.

Blandt dem har 55 procent mænd og 9 procent kvinder set porno mindst én gang ugentligt inden for det seneste år.

Det bør du anmelde

Hvis du er stødt på billeder eller videoer, der opfylder bare ét af kriterierne herunder, så kan du anmelde materialet til AnmeldDet:

  • Materiale med børn under 18, der deltager i samleje eller anden direkte seksuel aktivitet med en voksen

  • Materiale med børn under 18, der deltager i direkte seksuel aktivitet med andre børn

  • Materiale, hvor der er fokus på et barns kønsdele

  • Materiale med børn, der er instrueret i at posere helt eller delvist afklædt

  • Materiale med børn, der mishandles eller udsættes for krænkende behandling

  • Animationsfilm eller billeder, som viser seksuelle aktiviteter med børn, og som tydeligt er lavet for at ligne virkelige overgreb

  • Uønskede e-mails med link til hjemmesider med seksuelt overgrebsmateriale med børn

Red Barnet behandler også anmeldelser af erotiske poseringsbilleder af børn. Denne slags billeder er ikke altid ulovlige, men er ifølge Red Barnet krænkende mod barnet eller børnene på billedet.

Kilde: https://redbarnet.dk/anmelddet/

Mest Læste

Annonce