Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Politiet indfører særlig zone i København: Vil gælde de næste 6 måneder

Politi

08/01/2024 14:48

J. Bøgen

Det vil ramme både købere og sælgere hårdere.

For at forebygge kriminalitet og sikre trygheden for beboerne i området opretter Københavns Politi en målrettet skærpet strafzone på og omkring Christiania.

Det skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Den skærpede strafzone betyder blandt andet hårdere straffe til både købere og sælgere af ulovlige stoffer.

Strafzonen er oprettet med udgangspunkt i ny lovgivning, der trådte i kraft ved årsskiftet. Loven giver politiet mulighed for at udpege målrettede skærpede strafzoner, hvis der i et område foregår åbenlys og systematisk handel med euforiserende stoffer, og det i væsentlig grad medfører utryghed for personer, der bor eller færdes i området.

Gælder et halvt år

Den skærpede strafzone på Christiania træder i kraft onsdag den 10. januar 2024 kl. 12 og er foreløbigt gældende i seks måneder frem til den 10. juli 2024 kl. 12. Zonen dækker hele Christiania og dele af det omkringliggende område.

”Vi ser den skærpede strafzone som et effektivt værktøj i indsatsen mod den åbenlyse og systematiske hashhandel i blandt andet Pusher Street. Vi kommer til at gå efter både sælgere og købere, og de kan se frem til markant hårdere straffe, hvis de bliver taget med ulovlige stoffer. Med den skærpede strafzone tager vi endnu et skridt mod en varig lukning af hashhandlen på Christiania,” siger politidirektør i Københavns Politi Anne Tønnes.

Københavns Politi har i forvejen en omfattende indsats mod den organiserede hashhandel i Pusher Street, og den indsats fortsætter. Samtidig fortsætter arbejdet med helhedsplanen for Pusher Street, der skal føre til en permanent lukning af hashhandlen i gaden og få sat en stopper for den kriminalitet, der skaber utryghed i området.

”Borgernes tryghed er en mærkesag for os, og det er vores vurdering, at en skærpet strafzone på og omkring Christiania vil være med til at øge trygheden. Som køber af euforiserende stoffer skal man være klar over, at man er med til at holde hånden under grov og organiseret kriminalitet. Derfor vil vi også gå efter køberne, og budskabet til dem er, at de skal holde sig væk,” siger Anne Tønnes. 

Den skærpede strafzone dækker følgende område

Prinsessegade – Refshalevej - Forlandet – Norddyssen – Midtdyssen – Syddyssen – Vermlandsgade – Torvegade.

Artiklen fortsætter under kortet.

Kort: Københavns Politi

Den nye lovgivning betyder blandt andet

  • At købere af ulovlige stoffer som udgangspunkt straffes med fængsel allerede anden gang, de tages i en overtrædelse i den skærpede strafzone. Desuden fordobles bøden første gang, der sker en overtrædelse i zonen. Det betyder, at førstegangstilfælde af besiddelse af selv små mængder hash kan straffes med 4.000 kroner i stedet for 2.000 kroner.

  • Fordobling af straffen for overtrædelse af de zoneforbud, som politiet i dag har mulighed for at udstede til personer, som bl.a. tager del i den organiserede hashhandel. Det vil for eksempel betyde, at straffen for at overtræde et zoneforbud første gang fremover som udgangspunkt straffes med 14 dages ubetinget fængsel mod syv dage i dag, og straffen vil kunne fordobles yderligere, hvis overtrædelsen sker i den skærpede strafzone.

Den skærpede strafzone er ikke at forveksle med en visitationszone, hvor politiet uden et konkret mistankegrundlag må standse borgere og foretage visitationer.

Mest Læste

Annonce