Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Politiet leder efter 78-årige Bjarne: Beder danskerne tjekke overvågning

Politi

19/03/2024 07:24

J. Bøgen

Han har været forsvundet siden lørdag aften.

Syd- og Sønderjyllands Politi beder nu borgerne i Bredebro om at tjekke eventuel videoovervågning for at finde 78-årige Bjarne, der sidst er set lørdag aften den 16. marts klokken 20.50.

”Vi håber, at borgerne vil se deres overvågning i gennem, så vi kan få vished om, i hvilken retning den savnede gik. Det vil være meget værdifuldt for os”, siger politikommissær Mads Dammark, der leder eftersøgningen.

Politiet er interesseret i at høre fra borgere, der har overvågning fra Bredebro i tidsrummet fra lørdag aften klokken 20.30 indtil omkring klokken 23.00, som kan hjælpe med at finde den savnede mand.

Vil sætte vandsøgshunde ind

Syd- og Sønderjyllands Politi har afsøgt et meget stort område med hunde, ligesom der lørdag nat og søndag formiddag blev søgt med helikoptere. Hjemmeværnet har ydet støtte, ligesom Beredskabsstyrelsen har ledt med båd i Brede Å.

”Vi har indstillet eftersøgningen for i dag (mandag, red.), men vi planlægger med at sætte vandsøgshunde ind snarest muligt, ligesom Beredskabsstyrelsen er klar til at blive sat ind igen på et tidspunkt”, oplyser politikommissær Mads Dammark.

Politiet opfordrer derudover fortsat til, at borgerne kigger i udhuse, garager og andre steder, hvor den savnede mand kan have søgt til.

Mest Læste

Annonce