Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Politiet med advarsel under Borup-sagen: Det er ulovligt

Politi

14/02/2024 13:21

J. Bøgen

Politiet kommer ikke til at efterforske sagerne med børnene, men en række andre anmeldelser får politiets fulde opmærksomhed.

Danmark er blevet rystet af en forfærdelig sag fra Borup Skole ved Køge.

Mandag kunne TV 2 fortælle, at flere børn i alderen 6 til 11 år ifølge lægejournaler, underretninger til Køge Kommune og udsagn fra en række forældre er blevet udsat for trusler, vold og seksuelle overgreb begået af en gruppe jævnaldrende børn på skolen.

Sagen har for alvor fyldt i mediebilledet de seneste dage, og politikere fra Køge Kommune og Christiansborg er klar til at se på, om der er love og regler, der skal ændres som følge af sagen.

Der er også kommer flere politianmeldelser til Midt- og Vestsjællands Politi i forbindelse med sagen, og det har nu fået politikredsen til at bryde tavsheden.

For der er nogle ting, der skal helt på det rene - og det gælder blandt andet, at mennesker, der ellers ikke har noget med Borup-sagen at gøre, risikerer at begå noget kriminelt.

Gør ikke noget overilet

I døgnrapporten skriver politikredsen følgende opsummering på sagen:

"Midt- og Vestsjællands Politi har på nuværende tidspunkt modtaget flere anmeldelser, der vedrører forhold på Borup Skole ved Køge. De ligger nu til vurdering hos politiets efterforskere.

Politiet efterforsker ikke forhold, der omhandler, hvad der er sket mellem børnene på skolen. Når der er tale om så unge børn, så er det ikke en politisag men derimod en opgave for de sociale myndigheder.

Til gengæld kommer politiet til at efterforske de sager, vi får kendskab til, eksempelvis når det drejer sig om trusler mod kommunens ansatte eller forsøg på at afsløre de involverede børns identitet på sociale medier.

Tilsvarende skal politiet også understrege, at det kan være ulovligt at dele fotos af og navne på såvel børn og voksne, som indgår i den aktuelle sag - herunder også dele indhold, man har modtaget fra andre.

Midt- og Vestsjællands Politi skal derfor opfordre til, at alle - i en sag der naturligt nok rummer mange følelser - ikke foretager sig noget overilet og måske strafbart."

Mest Læste

Annonce