Manden ejede et leasingselskab. Foto: Shutterstock
Manden ejede et leasingselskab. Foto: Shutterstock

Snød det offentlige for 10 mio. kr: Får kæmpe strafrabat

Politi

23/5/22 9:03

Jens Asbjørn Bøgen

En 44-årig mand er dømt for at snyde med registreringsafgift med 10 millioner kroner. Nu er hans fængselsstraf på tre år sat ned til en sjettedel.

Først fik han tre års fængsel. Men nu har Retten i Odense sat straffen ned, så han kun skal brumme den i seks måneder, imens de sidste to et halvt år er gjort betinget.

Selvom han har svindlet det offentlige for 10 millioner kroner i snyd med registreringsafgifter.

Det er Retten i Odense, der har udsendt en pressemeddelelse om den nedsatte straf.

"Retten har navnlig lagt vægt på den tid, der er gået, siden den strafbare handling blev foretaget, og tiltaltes gode personlige forhold, herunder at tiltalte ikke i øvrigt er straffet af relevans for sagen," lyder begrundelsen for den nedsatte straf.

Svindlede med leasingkontrakter i mere end tre år

Den 44-årige mand er kendt skyldig i unddragelse af registreringsafgifter for over 10 millioner kroner i en periode på tre et halvt år fra foråret 2013 til vinter 2017.

Sagen har fokuseret på, om manden reelt ejede de 92 leasingkøretøjer, da det ville være en betingelse for reduceret registreringsafgift.

Men retten nåede frem til, at der for 90 af de 92 køretøjer reelt ikke var tale om et leasingforhold, hvormed den reducerede registreringsafgift altså var uberettiget.

Udover fængselsstraffen skal den 44-årige mand også betale en tillægsbøde på 5,3 mio. kroner.

Manden har desuden udsigt til civile søgsmål fra fire tidligere leasingtagere. Disse sager er dog ikke anlagt endnu.

Annonce