Morgentrafikken er stærkt udfordret på grund af isglatte veje, og det har også ført flere uheld med sig.
Blandt andet på E20, E47 Køge Bugt Motorvejen, hvor der lige nu er meget langsom og tæt trafik ind mod Greve.
Årsagen er, at der er en havareret bil mellem 27 Greve N og 28 Greve C, samt et uheld i nødsporet mellem 28 Greve C og 29 Greve S.
Der er ikke nogen meldinger om spærrede spor, men trafikken er både tæt og langsom på strækningen, og det starter allerede ved sammenfletningen mellem Vestmotorvejen og Sydmotorvejen ved Køge.
Uheldene forventes tidligst overstået henholdsvis kl. 7.30 og 7.45.
Kør hjemmefra i god tid
På grund af de spejlglatte veje kommer Midt- og Vestsjællands Politi også med en opfordring borgerne om at køre hjemmefra i god tid.
Allerede kl. 5.39 kunne politikredsen fortælle, at der havde været to mindre færdselsuheld på netop Køge Bugt Motorvejen i nærheden af Greve.
Generelt er store dele af Danmark vågnet op til vinterlignende forhold på vejene, så opfordringen om at køre hjemmefra i god tid og desuden køre forsigtigt passer i virkeligheden meget godt til hele landet.

Varsler om glatte veje kl. 7.00 tirsdag morgen. Foto: Screenshot, trafikinfo.dk