Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Vanvittig dag: Flere hundrede fartbøder i samme politikreds

Politi

19/05/2023 11:40

J. Bøgen

Derudover måtte politiet også forholde sig til sager om spirituskørsel, kørsel uden førerret, manglende seler og meget andet.

Traditionen tro blev der i går, Kristi Himmelfartsdag, afholdt brændertræf på et lukket område ved Flyvestation Karup.

Arrangementet forløb efter Midt- og Vestjyllands Politis vurdering helt efter bogen, da arrangørerne havde godt styr på sikkerheden for de mange, der var mødt op for at kigge på.

Midt- og Vestjyllands Politi havde dog ekstra patruljer på vejene i og omkring Karup, da arrangementet sluttede, da erfaringer fra tidligere år viser, at flere af de køretøjer, der samles til sådanne arrangementer, på forskellig vis er ændret ulovligt.

Og de ekstra patruljer endte med at få en travl helligdag.

Flere hundrede fartbøder

Indsatsen resulterede i blandt andet beslaglæggelse af otte køretøjer, der var manipuleret, 332 hastighedssager og flere sager om spirituskørsel, kørsel uden førerret, manglende sele og håndholdt mobiltelefon.

27 sager om fejl og mangler, hvoraf tre resulterede i omgående kørselsforbud, to sager om ulovlig dækafbrænding og to sager om væddeløbskørsel blev det også til.

Det skriver Midt- og Vestjyllands Politi i en opgørelse over, hvad indsatsen bragte med sig.

Politikommissæren i politikredsen, Jørgen Christensen, ærgrer sig imidlertid over de mange sager:

”Det er naturligvis dejligt, at der er så mange, der bakker op om et arrangement som det i Karup, hvor dækafbrændingen kan foregå sikkerhedsmæssigt forsvarligt. Men at der efterfølgende samles en flok køretøjer til ulovlige aktiviteter på offentlig vej, er ikke i orden. Når man færdes på offentlig vej skal køretøjet selvfølgelig være i lovlig stand, og man skal overholde gældende lov,” siger Jørgen Christensen efter gårsdagens aktion.

Mest Læste

Annonce