Le Pen og Socialister og republikanere skal i gang med stor selvransagelse, lyder det fra iagttager af fransk valg. Politikere fra både højre og venstre bakker op om Emmanuel Macron i opgøret med Marine Le Pen.
Lige nu læser andre
Prognoserne for første runde af det franske præsidentvalg viser en forventet afklapsning til de traditionelle regeringspartier i Frankrig. Det fortæller Henrik Prebensen, seniorforsker ved Institut for Romansk på Københavns Universitet, der har fulgt den franske valgkamp.
– Det er virkelig en udradering af de traditionelle franske partier, og det er spændende, hvordan det kommer til at gå fremover med dem, siger han.
Ny Europa-sektion på DenOffentlige
Europa-debatten er blevet historisk væsentlig. Derfor kan du på DenOffentlige.dk/europaeisk-samarbejde finde en selvstændig sektion, der debatterer og formidler fra debatten om Europa og det europæiske samarbejde.
Vores Europasektion skabes i samarbejde med udgiverne på DenOffentlige.
Ifølge de første prognoser, der er kommet, efter at valgstederne søndag aften lukkede i Frankrig, er det midterkandidaten Emmanuel Macron og den højreorienterede Marine Le Pen, der går videre til anden runde af det franske præsidentvalg.
Resultatet var ventet i de fleste meningsmålinger, og det interessante bliver nu de næste ugers valgkamp, hvor det blandt andet vil vise sig, hvilken opbakning Macron og Le Pen får fra de resterende partier.
LÆS OGSÅ: Det du skal vide om valget i Frankrig
Mens Macron altså allerede kan vide sig forholdsvis sikker på opbakning, skal der kigges anderledes indad hos blandt andre socialisterne og republikanerne.
– Der skal ske en ransagning af hjerte og nyre hos alle partier, siger Henrik Prebensen med henvisning til de traditionelle magtfulde partier, der alle har måtte se sig overhalet af Macrons parti En Marche! og Le Pens Front National.
Republikanerne skal sandsynligvis lede efter en ny frontfigur efter Francois Fillons skandaleprægede valgkamp. Men også socialisterne skal samle partiet sammen på ny.
– Socialisterne skal starte helt fra bunden, siger Henrik Prebensen.
Franske toppolitikere samler sig bag Macron
Så snart det stod klart, at kampen om den franske præsidentpost bliver et opgør mellem centrumkandidaten Emmanuel Macron og højrefløjslederen Marine Le Pen, erklærede en lang række toppolitikere deres støtte til den 39-årige politiske komet og opfordrede vælgerne til at gøre det samme.
To af de kandidater, der ikke ser ud til at gå videre til anden valgrunde, opfordrer deres vælgere til at stemme på Macron 7. maj.
– Der er ikke andet valg end at stemme imod den yderste højrefløj. Jeg vil derfor stemme for Emmanuel Macron, siger den konservative François Fillon.