Samarbejdsaftaler, venskabsaftaler og uddannelsesaftaler. På dansk lyder det positivt. Som noget vi bør stræbe efter og være en del af.
Men er det nu altid en god idé? Man kan snart ikke åbne en avis eller høre en udsendelse i radioen, uden at det handler om Kina – et land i rivende udvikling. Mange har kastet sig ind på markedet – eksempelvis Vestas, der siden 80’erne har samarbejdet med det kinesiske styre, der åbenlyst har haft to dagsordener: At få erfaringer med de danske møller og samtidig bygge en masse fabrikker, der skal konkurrere med Vestas. Resultat: På ti år har Vestas skiftet status fra at være den førende vindmølleproducent i Kina til at være en meget lille spiller med en markedsandel på tre procent. Samtidig har Vestas fået en masse kinesiske konkurrenter imod sig på verdensmarkedet.
Hvad kan vi lære? Der er mange lignende historier, og derfor kan det undre, at offentlige myndigheder i Region Sjælland står i kø for at samarbejde med kineserne. Er det fordi vi kan lære af den kinesiske samfundsopbygning? Er Kina da i front, når det gælder regional og lokal forvaltning? Er sandheden ikke snarere, at de kinesiske myndigheder får mest gavn af samarbejdet, fordi de kan lære noget af os?
I de regionale medier kan man ofte læse om offentlige myndigheder på besøg i Kina – og om besøg den anden vej. Men man kan sjældent læse, hvilken fordel der konkret høstes af besøgene. Ind imellem kan man dog finde aktører, der opfordrer til omtanke. Væksthus Sjælland er i december citeret for at opfordre til omtanke. Man skal gøre sig klart, hvad man vil sælge i Kina, og hvad formålet er for samarbejdet. En god pointe. For hvis det mest er den ene part, der giver viden fra sig, så kunne vi jo gøre som i Holland. Her koster det penge, hvis man vil besøge deres anerkendte demens-landsbyer for at få inspiration.
Sprogproblemer På uddannelsesområdet er Kina-samarbejdet også et varmt emne. Succesparameteret er ofte at indgå uddannelsesaftaler. Det regnes for en succes, hvis kinesiske undervisere rejser til Danmark, og danske undervisere rejser den modsatte vej. Men kinesere taler sjældent godt engelsk, så deres viden når ikke ud til de danske studerende. De danske undervisere er til gengæld gode til engelsk og giver et værdifuldt input, når de er i Kina. En begrundelse for samarbejdet lyder ofte, at vi på sigt kan eksportere uddannelsesydelser. Tænketanken DEA udgav i 2013 strategioplægget ”Uddannelseseksport – det nye bacon?”. Spørgsmålstegnet i titlen bør ikke overses. For selv om strategioplægget indeholder eksempler på, at danske uddannelsesinstitutioner rent faktisk tjener penge på uddannelseseksport, så er oplægget meget langt fra at analysere gevinst i forhold til investering.
Fokus på faglighed I strategioplægget fra DEA lægges der op til yderligere undersøgelser af uddannelseseksport, og her er Kina specifikt nævnt som målet – primært motiveret af, at blandt andet Copenhagen Business College har succes i Kina - samt at markedet for uddannelse i Kina vokser voldsomt. Men måske er det et helt andet spørgsmål, der i virkeligheden bør optage de danske uddannelsesinstitutioner: Om vi hellere skulle fokusere skarpere på at producere den arbejdskraft, der kan styrke Danmark – både lokalt og på verdensarenaen. Det opnår vi bedst ved at spørge, hvor i Verden vi selv kan lære noget. Naturligvis skal vi altid være åbne, hvis en samarbejdsmulighed eller en chance for eksport melder sig, men bruger vi for mange kræfter på usikre eksporteventyr, så fjerner vi fokus fra det væsentlige. Der er stor risiko for, at uddannelseseksport kommer til at give underskud, og det vil gå ud over kvaliteten af uddannelserne. Derfor skal man træde varsomt, når man vælger, hvor i Verden man vil agere internationalt.
Hvad kan vi lære? Der er mange lignende historier, og derfor kan det undre, at offentlige myndigheder i Region Sjælland står i kø for at samarbejde med kineserne. Er det fordi vi kan lære af den kinesiske samfundsopbygning? Er Kina da i front, når det gælder regional og lokal forvaltning? Er sandheden ikke snarere, at de kinesiske myndigheder får mest gavn af samarbejdet, fordi de kan lære noget af os?
I de regionale medier kan man ofte læse om offentlige myndigheder på besøg i Kina – og om besøg den anden vej. Men man kan sjældent læse, hvilken fordel der konkret høstes af besøgene. Ind imellem kan man dog finde aktører, der opfordrer til omtanke. Væksthus Sjælland er i december citeret for at opfordre til omtanke. Man skal gøre sig klart, hvad man vil sælge i Kina, og hvad formålet er for samarbejdet. En god pointe. For hvis det mest er den ene part, der giver viden fra sig, så kunne vi jo gøre som i Holland. Her koster det penge, hvis man vil besøge deres anerkendte demens-landsbyer for at få inspiration.
Sprogproblemer På uddannelsesområdet er Kina-samarbejdet også et varmt emne. Succesparameteret er ofte at indgå uddannelsesaftaler. Det regnes for en succes, hvis kinesiske undervisere rejser til Danmark, og danske undervisere rejser den modsatte vej. Men kinesere taler sjældent godt engelsk, så deres viden når ikke ud til de danske studerende. De danske undervisere er til gengæld gode til engelsk og giver et værdifuldt input, når de er i Kina. En begrundelse for samarbejdet lyder ofte, at vi på sigt kan eksportere uddannelsesydelser. Tænketanken DEA udgav i 2013 strategioplægget ”Uddannelseseksport – det nye bacon?”. Spørgsmålstegnet i titlen bør ikke overses. For selv om strategioplægget indeholder eksempler på, at danske uddannelsesinstitutioner rent faktisk tjener penge på uddannelseseksport, så er oplægget meget langt fra at analysere gevinst i forhold til investering.
Fokus på faglighed I strategioplægget fra DEA lægges der op til yderligere undersøgelser af uddannelseseksport, og her er Kina specifikt nævnt som målet – primært motiveret af, at blandt andet Copenhagen Business College har succes i Kina - samt at markedet for uddannelse i Kina vokser voldsomt. Men måske er det et helt andet spørgsmål, der i virkeligheden bør optage de danske uddannelsesinstitutioner: Om vi hellere skulle fokusere skarpere på at producere den arbejdskraft, der kan styrke Danmark – både lokalt og på verdensarenaen. Det opnår vi bedst ved at spørge, hvor i Verden vi selv kan lære noget. Naturligvis skal vi altid være åbne, hvis en samarbejdsmulighed eller en chance for eksport melder sig, men bruger vi for mange kræfter på usikre eksporteventyr, så fjerner vi fokus fra det væsentlige. Der er stor risiko for, at uddannelseseksport kommer til at give underskud, og det vil gå ud over kvaliteten af uddannelserne. Derfor skal man træde varsomt, når man vælger, hvor i Verden man vil agere internationalt.
