Mindretalsudtalelse i Vederlagskommission: Husk nu hvorfor Præsidenten i USA får 2.7 mio i årsløn

Mindretalsudtalelse fra Jes Lunde   Et mindretal (Jes Lunde) kan ikke tilslutte sig det indstillede niveau for vederlag og den indstillede model for eftervederlag.   Mindretallet støtter de af kommissionens anbefalinger, der skaber enkelthed, gennemsigtighed og hindrer dobbeltaflønning og andre oplagte uhensigtsmæssigheder. Mindretallet støtter tilsvarende en ændring af pensionsvilkårene, så de kommer på linje med kendte forhold på det almindelige arbejdsmarked.

Mindretallet finder imidlertid, at flertallet lægger op til stigninger i vederlæggelsen, som er ude af proportion overfor en befolkning, hvor langt størstedelen har oplevet en lang årrække med meget beskedne stigninger i indkomsten.

Politikere skal aflønnes fair men ikke fyrsteligt Politikere er i sagens natur en hjørnesten i demokratiet. De udfører et helt afgørende vigtigt og tit både særdeles tidskrævende og udskældt arbejde. Men den primære løn er og skal være indflydelse – ikke gods og guld.   Man skal ikke gå ind i politik for at blive rig, men fordi man har noget på hjertet. Der er i de vestlige demokratier en lang tradition for, at aflønningen af de politiske topposter er beskeden. Verdens mest ansvarsfulde job, posten som USA’s præsident, aflønnes med kun 2,7 mio. kr. årligt. Lønnen står helt åbenlyst ikke i noget rimeligt forhold til jobbets vigtighed.   Filosofien synes i den vestlige verden at være, at de politiske ledere skal lønnes godt, så de kan leve økonomisk ubekymret, mens de varetager jobbet, men de skal ikke lønnes på et niveau, der matcher en topkarriere og løsriver dem for markant fra levevilkårene for vælgerne.   Sagt på en anden måde: ingen skal afholdes fra at gå ind i politik, fordi de ikke har råd til det – men det skal også gerne være færrest mulige, der går ind i politik, fordi de ser det som en mulighed for at opnå en løn langt over, hvad de ellers kunne få.   Folketinget har i alle beslutninger i nyere tid om løn til fuldtidspolitikere holdt sig til denne moderate linje. Mindretallet finder al mulig grund til at fastholde den linje, der generelt er lagt i stor enighed i Folketinget:   Ministre For ministrenes vedkommende traf et enigt Folketing i 2010 beslutning om en midlertidig nedsættelse af vederlaget med 5 pct. som en konsekvens af en økonomisk genopretningspakke.

Initiativet kom fra den daværende VK-regering og blev genfremsat af SR-regeringen. Senest har et enigt Folketing forlænget nedsættelsen med 5 pct. indtil udgangen af 2019.

Det er meget svært at se disse enige beslutninger fra Folketinget som et demokratisk funderet grundlag for, at tiden er inde til en betydelig forhøjelse af ministervederlaget.   Mindretallet finder det på den baggrund forkert, at flertallet i kommissionen foreslår at forhøje ministervederlaget med op til 12 pct.   Folketingsmedlemmer For folketingsmedlemmers vedkommende har vederlagsforholdene senest været drøftet i Folketinget i 2012.   Her drøftede Folketinget eksplicit problematikken omkring efterslæb og vedtog på den baggrund en ny reguleringsordning – men ikke nogen historisk betinget efterregulering.   Det forekommer derfor ude af takt med Folketinget, når kommissionens flertal her 3 år senere lægger op til en stigning i folketingsmedlemmernes vederlag på hele 14 pct. Den høje procent er opnået ved, at flertallet ønsker en efterregulering ved at bygge på udviklingen i lønniveauet for højtplacerede chefer – i modsætning til den oprindelige indplacering nu incl. tillæg og variable ydelser – mens en procentvis udvikling på niveau med udviklingen for den gennemsnitlige offentligt ansatte for samme periode havde givet et markant lavere resultat.     For landspolitikernes vedkommende er de angivne stigninger i flertallets anbefaling netto efter, at bortfald af et skattefrit tillæg er fuldt kompenseret.   Borgmestre For borgmestrenes vedkommende har den seneste kommunalreform pr. 1. januar 2007 med samling af 270 kommuner til 98 betydet øget ansvar og flere arbejdsopgaver til borgmestrene.

Temaet blev bragt op som et ønske om højere honorering fra både borgmestre og KL. Folketinget besluttede imidlertid ikke nogen forhøjelse – fordi borgmestrenes øgede ansvar og arbejdsbyrde i de nye større kommuner blev honoreret ved, at borgmestrenes automatisk steg i løn, hvis deres kommune steg i indbyggertal.

Folketinget fandt dermed ingen anledning til at hæve niveauet for borgmestrenes vederlag på de forskellige trin – opdelt efter kommunens indbyggertal.   Med respekt for dette politiske faktum, finder mindretallet det ude af trit med Folketingets moderate linje, at flertallet i kommissionen – ved at beregne efterslæb tilbage fra 13 år før kommunalreformen – ønsker at anbefale stigninger i borgmestrenes vederlag på 30 pct.   Mindretallet støtter den foreslåede modregning for poster, hvor borgmestre opnår ekstrahonorar efter udpegning af byrådet. Denne modregning forventes erfaringsbaseret at ”ramme” cirka to tredjedele af borgmestrene i en eller anden grad. Men selv for de, der oplever modregning, er det tydeligt, at der for gennemsnitsborgmesteren er lagt op til endog meget betragtelige stigninger.   Mindretallet støtter en forhøjelse af vederlaget til borgmestre, der vitterligt er gledet bagud i lønniveau også i forhold til gennemsnittet af almindelige lønmodtagere på det kommunale område. Folketinget må afgøre, hvilken lønstigning, der samlet set vurderes passende.   Regionsrådsformænd bør ved vedtagelsen af et nyt niveau uændret indplaceres som borgmestre i kommuner med over 80.000 indbyggere – et princip, det giver god mening at fastholde.   Folketinget må tage selvstændigt stilling Det er Folketinget, der i sidste ende bærer ansvaret for de niveauer, der fastlægges – og det er kun Folketinget, der kan foretage den endelige afvejning af, hvad der er ret og rimeligt. Mindretallet opfordrer derfor Folketinget til at tage selvstændigt stilling til de fremtidige niveauer for vederlag – idet kommissionens flertal har valgt at fremlægge anbefalinger, der næppe kan ventes at opnå bredt flertal.   Pension I forhold til de meget store stigninger i vederlag argumenterer flertallet i kommissionen for, at de kan gennemføres, fordi den samlede løsning på sigt er udgiftsneutral. Dette argument hviler imidlertid på, at der gives fuld kompensation for forringelser i pensionsordninger.   Mindretallet vil i den sammenhæng gerne minde om, at såvel folkepensionsalder som efterlønsalder, igennem de senere år er blevet hævet – uden kompensation til de berørte. Der har ligget gode samfundsøkonomiske begrundelser og højere forventet levealder bag – men det giver til gengæld en naturlig forventning om, at politikerne er parat til at tage ”deres egen medicin”, uden at det udløser ”ret” til kompensation.   En normalisering af politikeres pensionsforhold til at ligne andre samfundsgruppers, er dermed blot logisk og nødvendigt for den fortsatte legitimitet.   Hvis Folketinget ikke ønsker at gennemføre den fulde omlægning af pensionerne, som kommissionen anbefaler, anbefaler mindretallet, at Folketinget ændrer pensionsalderen for politikere til at følge den samme alder, som er gældende i befolkningen for opnåelse af folkepension.   Derimod er der på feltet eftervederlag en særlig situation, hvor politikere i kraft af deres helt specielle ”opsigelsesvilkår” bør have en særlig løsning.   Eftervederlag Det er et selvstændigt vigtigt mål i et demokrati, at mange tør kandidere til politiske poster uden frygt for, om de risikerer at miste muligheden for at vende tilbage til et normalt arbejdsliv.   Det er derfor vigtigt, at der findes et eftervederlag – og efter mindretallets opfattelse bør det udformes som (gradvist optjent) vederlag i op til 2 år for alle fuldtidspolitikere, der i forbindelse med et valg eller på anden måde ufrivilligt forlader politik.   Mindretallet finder til gengæld, at eftervederlaget skal udformes som et sikkerhedsnet, der kun træder i kraft, hvor det er nødvendigt. Det vil sige, at der foreslås en modregning for anden indkomst – akkurat som det er gældende for den øvrige befolkning i forbindelse med de skatteyderfinansierede arbejdsløshedsdagpenge og sygedagpenge.   Flertallets model, hvor tidligere fuldtidspolitikere har krav på at få udbetalt en ekstra årsløn uden modregning, selvom de går direkte over i et velbetalt job, kan i modsætning til sikkerhedsnettet bedst karakteriseres som et særdeles generøst fratrædelsesbeløb.   Det forekommer svært at argumentere for, hvorfor skatteyderne skal betale dette også i situationer, hvor modtagerne absolut ikke har brug for det. Der findes heldigvis mange gode eksempler på, at politikere hurtigt eller med det samme har fået gode jobs. Det er dem særdeles vel undt. Men så har de til gengæld heller ikke brug for noget sikkerhedsnet og dermed heller ikke nogen efterbetaling fra skatteyderne.   Mindretallet opfordrer på den baggrund Folketinget til også på dette område at lægge flertallets anbefaling til side og i stedet at vedtage en eftervederlagsordning, der har karakter af et godt og fair sikkerhedsnet og ikke en kompensation, der er uden saglig begrundelse.   Afslutning Mindretallet vil gerne endnu en gang understrege sin store respekt for de mange politikere, der lægger et kolossalt arbejde og engagement i samfundets tjeneste. Langt de fleste er drevet af deres overbevisning og idealer. Hvilket stemmer fint overens med, at den primære løn ikke er gods og guld – men indflydelse på udviklingen af vores samfund til gavn og glæde for flest muligt.