Nyheder fra Danmark i kort form

Politik

30/10/2014 09:17

Suleman Haider

Fodboldfans får 4000 kroner i erstatning for futtog, Dansk komponist vinder Nordisk Råds Musikpris, Amagerbankens tidligere formand er sigtet i konkurssag, Op mod 70 procent af svinebesætninger har husdyr-MRSA, Pengeautomat sprængt ud af mur ved supermarked i Gram, Russiske fly øvede missilangreb mod Bornholm, Forældre sælger huset og flytter efter børnene til byen, Fogh: Jeg pressede ikke embedsmænd til at blåstemple krig, Frygt for mund- og klovsyge satte slagteri i karantæne,

Fodboldfans får 4000 kroner i erstatning for futtog 

KØBENHAVN: 359 fodboldfans får hver 1500 kroner yderligere i erstatning for uberettiget anholdelse efter en superligakamp mellem Brøndby og FC København 1. december 2013. Det afgjorde Københavns Byret onsdag. Politiet fra Københavns Vestegn har før erkendt, at det var ulovligt at sætte knap 500 fodboldfans i futtog. Der er udbetalt 2500 kroner i erstatning for "uberettiget frihedsberøvelse" til hver af de anholdte. Men 359 af tilhængerne krævede mere. De mente, at politiets behandling brød med torturbestemmelsen i den europæiske menneskerettighedskonvention for nedværdigende behandling fra myndigheder. Det afviste byretten dog. I stedet blev de så tilkendt 1500 kroner ekstra i erstatning for den ulovlige frihedsberøvelse.

 

Dansk komponist vinder Nordisk Råds Musikpris

STOKHOLM: Den danske komponist Simon Steen-Andersen blev onsdag tildelt Nordisk Råds musikpris for sit værk "Black Box Music". Med prisen, der overrækkes under et show i Stadshuset i Stockholm, følger en check på 350.000 kroner. - Med "Black Box Music" har den innovative komponist, Simon Steen-Andersen (født 1976), skabt et enestående og radikalt anderledes værk, skriver Nordisk Råd om baggrunden for at tildele danskeren prisen. Simon Steen-Andersen er den eneste dansker, der løber med en af Nordisk Råds prestigefyldte priser i år, mens Danmark blev topscorer med tre ud af fem priser sidste år.

 

Amagerbankens tidligere formand er sigtet i konkurssag

KØBENHAVN: Den tidligere bestyrelsesformand i Amagerbanken, advokat Niels Erik Nielsen, er blandt de personer med tilknytning til den krakkede bank, som er sigtet for overtrædelser af straffeloven i forbindelse med bankens konkurs. Det oplyste DR Nyheder onsdag. Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK), i daglig tale Bagmandspolitiet, rejste onsdag sigtelser for overtrædelse af straffeloven og lov om finansiel virksomhed mod i alt 11 personer med tilknytning til konkursen i Amagerbanken i februar 2011.

 

Op mod 70 procent af svinebesætninger har husdyr-MRSA

KØBENHAVN: Udbredelsen af svine-MRSA i de danske svinebesætninger er "meget, meget alvorlig". Sådan lød det fra fødevareminister Dan Jørgensen (S) på et samråd om MRSA i Folketinget onsdag. Her forklarede Dan Jørgensen, at regeringen i øjeblikket afventer en ekspertgruppe, der i slutningen af november vil komme med anbefalinger til, hvad man skal stille op med MRSA. Og i den forbindelse nævnte Dan Jørgensen et foreløbigt resultat af screeningen af svinebesætningerne, som indgår i eksperternes arbejde. - Ekspertgruppen vil inddrage resultater fra den igangværende screening af besætninger for MRSA. Vi afventer stadig resultatet, men vi må allerede nu forberede os på, at der desværre vil være en stigning at identificere på et sted formentlig over 50 procent og måske helt op til 70 procent af besætningerne, sagde ministeren. 

 

Pengeautomat sprængt ud af mur ved supermarked i Gram

GRAM: Flere vidner reagerede natten til torsdag på et brag, da en pengeautomat placeret i Superbrugsen i Gram blev sprængt ud af væggen. Tre mænd tømte efterfølgende boksen og stak af fra gerningsstedet, oplyser Jan Stokholm, vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi. - Klokken 3.03 bliver en pengeautomat sprængt ud af en mur på Torvet i Gram. Tre mænd tager for sig af retterne og er ifølge et vidne løbet frem og tilbage med indholdet af pengeautomaten til en sølvfarvet personbil, hvorefter de kører ud af Gram i nordlig retning, siger han til Ritzau. Gram ligger i det sydlige Jylland mellem Vojens og Ribe.

 

Russiske fly øvede missilangreb mod Bornholm

RØNNE: Mens landets politikere og andre politisk interesserede danskere var samlet til folkemøde på Bornholm i juni i år, udførte russiske fly flere dyk i lav højde med retning mod øen, som var de lastet med missiler klar til angreb. Det skriver Jyllands-Posten på baggrund af en ny risikovurdering fra Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), der bliver offentliggjort torsdag. De russiske fly udførte "simulerede missilangreb" med de lave dyk, men brød undervejs væk og vendte tilbage til deres udgangspunkt, vurderer FE. Episoden var led i den største russiske flyøvelse i Østersøen siden 1991. Det meste bestod af "kendte flyvemønstre", men der var også "en mere offensiv karakter end set i mange år".

 

Forældre sælger huset og flytter efter børnene til byen 

KØBENHAVN: Ungerne er fløjet fra reden, og endnu en generation er kommet til. "De gamle" bor stadig i huset, men faktisk ønsker op mod hver tredje boligkøber over 60 år at flytte. Gerne til byen for at komme tættere på deres børn og børnebørn. Det betyder, at de ældre også har en andel i tendensen til den massive tilstrømning til storbyerne, viser en spørgeskemaundersøgelse fra ejendomsmæglerkæden EDC. Undersøgelsen er lavet på basis af 1400 boligkøbere i kædens kundedatabase.

 

Fogh: Jeg pressede ikke embedsmænd til at blåstemple krig

KØBENHAVN: Venstres tidligere leder Anders Fogh Rasmussen afviser, at han i sin tid som regeringsleder gav ordre til, at embedsmænd i Udenrigsministeriet ved hjælp af et juridisk notat skulle blåstemple Danmarks deltagelse i Irak-krigen i 2003. Det sagde han onsdag aften i programmet "Vi ses hos Clement" på DR1. - Man kan ikke bare bestille et bestemt udfald. Det er faktisk en nedvurdering af danske embedsmænds kvalitet og professionalisme, hvis man tror, man bare kan bede om et bestemt resultat, sagde han til Clement Kjersgaard. Spørgsmålet er blevet aktuelt, efter at anonyme embedsmænd i bogen "Mørkelygten" af journalisten Jesper Tynell giver udtryk for, at et afgørende notat om grundlaget for at gå i krig var politisk bestillingsarbejde fra VK-regeringen.

 

Frygt for mund- og klovsyge satte slagteri i karantæne

HOLSTED: Danish Crowns kvægslagteri i Holsted var onsdag lukket ned i et par timer, fordi der var mistanke om, at en ko havde den frygtede og smitsomme virussygdom mund- og klovsyge. Men Fødevarestyrelsen afblæste alarmen onsdag eftermiddag. - Det var et par højspændte timer, indtil vi fik det afkræftet af Fødevarestyrelsen. I tilfælde af det modsatte ville konsekvenserne for eksporten og landbruget ikke være til at overskue, sagde Jens Hansen, pressechef hos slagteriet Danish Crown. Det var en hudafskrabning med lidt infektion i dyrets mundhule, der tændte mistanken om mund- og klovsyge.

 

Mest Læste

Annonce