Staten har taget flere baglæns trin, når det gælder de enorme krav om erstatning fra topfolk i en række krakkede pengeinstitutter.
I retsopgøret mod direktører og bestyrelsesmedlemmer havde statens selskab - Finansiel Stabilitet - oprindeligt skrevet i alt 3,7 milliarder kroner på de ønskesedler, som blev sendt til domstolene.
Men efterhånden som de fleste af de otte retssager er kommet i gang, er beløbene flere gange streget over og reduceret. Staten har nemlig mødt en del modstand fra dommerne.
I alt er kravene reduceret med cirka 1,3 milliarder kroner. Det er sket i sagerne om Roskilde Bank, Amagerbanken og Capinordic Bank.
Bankchefer dømmes til at betale 28 millionerFire chefer fra den krakkede Eik Bank dømmes fredag til at betale 28,6 millioner i Østre Landsret.
Resultatet er meget langt fra det krav, som statens selskab havde rejst. Finansiel Stabilitet havde krævet 250 millioner kroner for erstatning af de tab, som opstod i Eik Bank.
Dommen indebærer, at blandt andet revisionsselskabet frifindes.
Nyhedsbrev 2
100.000 mennesker læser med hver måned. Skal du være den næste?
Det er gratis
Afgørelsen er den fjerde i den række, som det statslige selskab har rejst mod chefer i pengeinstitutter, som gik ned under finanskrisen.
Eik Bank styrtede i grus i 2010. Årsagen var flere dyre bekendtskaber i ejendomsbranchen. Blandt dem var Vagn William Andersen, uddannet læge og tidligere dømt for hashsmugleri, som med selskabet Sydporten opførte et kontorhus på Islands Brygge i København.
Eik Bank bakkede projektet op uden at se på Andersens brogede forhistorie, og ledelsen var alt for fristet af udsigten til gevinst, har FS påstået. Alene forbindelsen til Andersen udløste tab på 174 millioner kroner.
Undervejs i processen er landsretten også blevet præsenteret for fem andre konkrete lån, som ligeledes gav store tab.
Imidlertid har dommere i andre sager slået fast, at tab ikke automatisk og i sig selv kan føre til, at der er erstatningsansvar. I forretningsverdenen skal der være et vist spillerum for skøn og for fejl.
Samtlige sagsøgte har krævet frifindelse. Blandt andet er det blevet påpeget, at Finanstilsynet ikke fandt grund til at tilsidesætte Eik Banks vurderinger af engagementerne.
Deres advokater har også kritiseret, at sagen er svulmet unødigt op, og at den er blevet særdeles kostbar at føre. Den er rejst af "principielle, politiske årsager", og i øvrigt har ingen af de sagsøgte mulighed for at betale det krævede beløb, har de sagt.
I ingen af de i alt otte retssager er der endnu afsagt en endelig dom. Tidligere er de sagsøgte i Amagerbanken og i Roskilde Bank blevet frifundet i første retsinstans. Og ledelsen i Capinordic blev kun delvist dømt. Disse afgørelser er under anke.
OVERBLIK: Her er de tunge retssager mod bankfolk Statens selskab har foreløbig brugt 323 millioner kroner på at føre otte forskellige retssager mod bankfolk. Her er status på de otte sager:* Eik Bank Danmark. Direktion, bestyrelse og revisor blev afkrævet 250 millioner kroner. Østre Landsret har fredag dømt fire af de sagsøgte til at betale 28,6 millioner.
* Capinordic Bank. I et forlig blev der betalt 70 millioner kroner i oktober 2013. I Østre Landsret blev tre chefer derefter afkrævet 400 millioner. Dommen i oktober 2015 lød på 90 millioner. Begge parter har anket til Højesteret, som i november behandler sagen. FS har reduceret kravet til 185 millioner.
* Amagerbanken. 11 blev sagsøgt. FS krævede 900 millioner. Retten i Lyngby frifandt alle i juni 2017. FS har anket til Østre Landsret og nedsat kravet til 375 millioner. Ankesagen indledes i januar næste år.
* Roskilde Bank. Direktion, bestyrelse og revision blev afkrævet en milliard. Østre Landsret frifandt alle i november 2017. FS har anket til Højesteret. Kravet er nu reduceret til 375 millioner.
* Ebh bank. Direktion, bestyrelse og revision er sagsøgt for op til 700 millioner. Siden efteråret 2017 har Vestre Landsret holdt retsmøder. Dommen ventes i andet halvår 2019.
* Eik Bank Færøerne. Syv personer er sagsøgt for 150 millioner. Retten på Færøerne havde første retsmøde i januar i år. Dommen ventes i 2019.
* Løkken Sparekasse. Syv afkræves 275 millioner. Vestre Landsret har første retsmøde 7. januar.
* Andelskassen JAK i Slagelse. Direktør og bestyrelsesformand er sagsøgt for 14 millioner. Retten i Glostrup behandler sagen.
Kilder: Retsdokumenter, Finansiel Stabilitets årsrapport, Ritzau.
/ritzau/