15 nordiske byer fælles om ’Odense Charter 2012: Byer for alle’

Politikere og embedsmænd fra 15 nordiske byer er blevet enige om et politisk charter for udviklingen af de nordiske byer, der skal være med til at udvikle det nordiske velfærdssamfund.

Samarbejdet hedder Nordic City Network, og fra den 2. – 4. september har borgmestre og embedsmænd fra 15 nordiske byer fra Sverige, Danmark, Norge og Finland været i Odense for at diskutere byudvikling og ikke mindst udveksle viden og erfaringer. På konferencen er blevet vedtaget ’Odense charter 2012: Byer for alle’, der vil danne grundlag for det fremtidige samarbejde mellem byerne.

- Charteret er en fælles vision for fremtiden. Det betyder, at 15 større nordiske byer har givet hinanden håndslag på, at vi vil arbejde for at udvikle en særlig nordisk bymodel, der kan bidrage til at styrke udviklingen af fremtidens velfærd. Vi arbejder hver især med at sikre byernes udvikling. Men skal vi bidrage til udviklingen af fremtidens nordiske velfærdssamfund, er det vigtigt, at vi får delt vores viden med hinanden og løfter i samlet flok, forklarer netværkets formand staddsbygnadsdirektör Christer Larsson fra Malmø.

Anker Boye, borgmester i Odense, som har lagt værtsskab til konferencen, kan nikke genkendende til, at det netop er byerne, der er centrale aktører i udviklingen af de nordiske velfærdssamfund, og udviklingen kommer ikke af sig selv, påpeger han:

- Det kræver politisk lederskab, økonomisk potentiale og tæt samarbejde byerne imellem, hvis byer skal drive udviklingen i den rigtige retning. Lokalt gøres der meget i Norden, og her i Odense satser vi på en samlet udviklingsplan, hvor vi omdanner midtbyen, samtidig med at vi planlægger en letbane, og et nyt Campus Odense område med universitet, hospital og forskerpark. Det gør vi for at udvikle Odense til et centrum for oplevelser, vækst og beskæftigelse i Syddanmark. På den måde spiller vi som bysamfund en stor rolle i udviklingen af et regionalt område. Det er derfor vigtigt, at vi snakker sammen med de andre byer, så vi lærer af hinanden undervejs, forklarer han.

Fraværet af metropoler i international skala i Norden giver de større nordiske byer et særligt ansvar for at bidrage til løsninger for det nordiske velfærdsamfund. Og med Odense Charter 2012 er fundamentet lagt for et bredt nordisk samarbejde om fremtiden for de større nordiske byer.

Fakta

15 nordiske byer har samlet sig i netværket Nordic City Network, der fra den 2.–4. september havde sat hinanden stævne til en konference i Odense. Byerne repræsenterer tilsammen 40 % af landenes befolkning.

På konferencen vedtog byerne ’Odense Charter 2012: Byer for alle’. Chartret danner grundlag for byernes videre arbejde med at udvikle det nordiske velfærdssamfund

Netværket arbejder med emner som fremtidens jobskabelse, den urbane innovation, nye velfærdsløsninger, bæredygtige byer. Det blev uddybet på konferencen bl.a. gennem indlæg af miljøminister Ida Auken (læs talen på http://www.mim.dk/Ministeren/Ministerens_taler), præsidiemedlem i Nordisk Råd Bertel Haarder, forskerne professor Joakim Palme, fra Uppsala Universitet, professor Ove Kaj Pedersen, CBS samt Adm. direktør Jesper Nygaard fra KAB og formand for Realdania samt ansvarshavende chefredaktør fra Mandag Morgen Bjarke Møller.

Læs mere om Nordic City Network på http://www.nordiccitynetwork.com/
 

Odense Kommune på DenOffentlige.dk Odense Kommune
Aktivitet: Artikler: 126 | Kompetenceområder: 1

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer