Arbejdstid: Ministerium og medier erkender fejl

02/01/2012 14:28

Nick Allentoft

Før jul blev der blev fløjtet til angreb på lærerne med påstande om, at de underviser for lidt – og at der mangler faglighed i folkeskolen. Nu indrømmer centrale aktører, at der er blevet begået fejl.

Debatten om lærernes arbejdstid og det faglige niveau i folkeskolen, som medierne kastede sig over før jul, var i flere tilfælde baseret på forkerte tal og sammenkoblinger.

Det indrømmer centrale aktører - redaktøren af KL´s magasin Momentum, Ministeriet for Børn og Undervisning samt Politikens læserredaktør - i to artikler, som blev offentliggjort mellem jul og nytår.

Forkerte indberetninger til Eurostat
Under overskriften: ”Ministerium erkender, at debat om læreres arbejdstid byggede på forkerte tal,” skriver Information d. 27. december 2011, at både Ministeriet for Børn og Undervisning og redaktøren af KL’s magasin, Momentum, indrømmer fejl.

Det gør de på baggrund af tal fra EU’s statistikkontor Eurostat, som blev offentliggjort i Momentum i begyndelsen af december måned 2011.

Undersøgelsens tal er helt forkerte, fastslår Information imidlertid med henvisning til, at Danmark ligger på en delt 9. plads med 11,4 elever pr. lærer i modsætning til det første tal på 9,9 elever pr. lærer.

"Jeg kan sagtens forstå, at Anders Bondo er utilfreds. Jeg er ked af, at ministeriet en uge efter vores artikels offentliggørelse finder ud af, at ministeriets indberetning til Eurostat er forkert, og at vores artikel derfor indeholder et forkert tal. Men jeg synes, vi har gjort alt, hvad man kunne forlange af os, for at tjekke tallene," siger Søren Kudahl, redaktør af Momentum, til Information.

Også hos Ministeriet for Børn og Undervisning kommer der ifølge Information nu indrømmelser.

"Jeg kan jo kun beklage, at vi har lavet en fejl, der har rykket lidt ved Danmarks placering på listen over landenes elev/lærerratio. En fejl, som vi i øvrigt allerede har orienteret om og beklaget over for Danmarks Lærerforening og KL, ligesom vi har orienteret om det på ministeriets hjemmeside i sidste uge," siger Signe Tychsen, ministeriets kontorchef, til Information.

Politikens læserredaktør indrømmer fejl

Lørdag d. 31. december 2011 skriver Bjarne Schilling, Politikens læserredaktør, på debatsiderne i avisen, at det var en af de fejl, der ikke burde kunne ske.

Han henviser til, at Politiken i avisens debatsektion før jul havde bragt et stort debatindlæg med overskriften ”Jeg blev aldrig udfordret”.

Her beskrev skribenten, en 19-årig studerende, hvordan lærerne i hele hans folkeskoletid konsekvent undlod at stille krav til eleverne. Den unge mand havde imidlertid aldrig gået i folkeskolen.

”Det er klart, at det gav anledning til selvransagelse på redaktionen - og en præcisering og en beklagelse i Fejl og Fakta. Selvfølgelig er det misvisende at koble en hel side om det faglige niveau i folkeskolen på et debatindlæg fra en ung mand, der aldrig har sat sin fod i folkeskolen. Men skribenten var altså ikke hjemme i den danske grundskoles opbygning, og det er vigtigt at understrege, at han var i god tro. Det var en ulykkelig fejltagelse. Det retter selvfølgelig ikke op på situationen, at man formentlig ville kunne finde adskillige folkeskoleelever, der deler skribentens synspunkter. Det var en forkert sammenkobling. Punktum,” lyder det fra Bjarne Schilling.

Mest Læste

Annonce