Borgmester: Tilsynet gør blot sit arbejde

Roskilde Kommunes borgmester, Joy Mogensen, tager det helt roligt, at Tilsynet ved Statsforvaltningen Sjælland har bedt Roskilde Kommune om en udtalelse i forbindelse med pressehistorier om magtmisbrug og bestikkelse. Samtidig ønsker Tilsynet en redegørelse for omfanget af kommunens støtte til Roskilde Festival.

- Det er helt naturligt at Tilsynet interesserer sig for, at kommunen beskyldes for så grove forhold som magtmisbrug og bestikkelse i pressen. Det er jo det, Tilsynet er sat i verden for. Men der er ikke fugls føde på den sag, siger borgmester Joy Mogensen, Roskilde Kommune

Beskyldningerne er opstået som følge af misforståelser, der fejlagtigt har kædet to separate sager - ekspropriation og nye boldbaner doneret af Roskilde Festival - sammen.

- Det ligger jo i hele festivalens grundlag, at den giver penge til almennyttige formål. Gennem fire årtier har utallige gode formål nydt godt af festivalens overskud, og jeg er ærlig talt oprørt over, at både festivalen og byrådets medlemmer skal lægge navn til en fuldstændig grundløs påstand om bestikkelse. Der er absolut ingen sammenhæng mellem ekspropriationen og festivalens donation, siger borgmester Joy Mogensen.

Hun har nu bedt forvaltningen om at udforme et svar til Tilsynet, der skal have udtalelsen sammen med sagens akter inden for to måneder.

Debatten er opstået i forbindelse med Roskilde Byråds behandling af en sag om ekspropriation af en del af en ejendom øst for Dyrskuepladsen.

Byrådet vedtog enstemmigt den 22. juni 2011 Lokalplan 538 for Dyrskuepladsen og Den urbane zone. Lokalplanen omfatter blandt andet et areal, der skal anvendes til udvidede servicearealer til store pladskrævende arrangementer, herunder flugtveje, samt etablering af boldbaner og omklædningsfaciliteter til foreningslivet.

Kommunen har købt to andre ejendomme på dette areal gennem frivillige aftaler, men det har ikke været muligt at blive enige om en pris for den sidste del af jorden. Derfor har byrådet besluttet at ekspropriere med grundlag i planlovens § 47, da jorden er af væsentlig betydning for at sikre virkeliggørelsen af en lokalplan.

Roskilde Festival har i en anden sammenhæng tilbudt at finansiere anlæggelse af kunststofbaner et andet sted i byen - ligesom festivalen ved tidligere lejligheder har støttet det lokale kultur- og idrætsliv.

De to begivenheder kædes nu sammen - hvilket ikke har noget som helst på sig.

Kunststofbanerne drejer sig om, at Roskilde Festival, Roskilde Idrætsunion og Nymølle Stenindustrier A/S har henvendt sig i september 2011 til Roskilde Kommune for at løse et problem med udgravning af grus ved Darup Idrætscenter. Her vil boldbaner blive til grusgrave og som et led i aftalen om grusgravning ved idrætscentret skal banerne flyttes.
Ved den lejlighed har festivalen tilbudt at finansiere anlæggelse af kunststofbaner i Rådmandsparken.

Festivalen har selv en interesse i, at grusgravningen flyttes væk fra området tæt på Dyrskuepladsen.

Dette har ingen forbindelse med problematikken om ekspropriation af arealerne øst for Dyrskuepladsen. Hverken Darup Idrætsanlæg, Rådmandsparken eller grusgravningen vedrører i det hele taget lokalplanområdet.

Bestikkelse handler i juridisk forstand om den situation, hvor en eller flere personer i offentlig tjeneste uberettiget modtager gaver mv. Det er ikke tilfældet. Ingen enkeltpersoner i Roskilde Kommune har som led i ekspropriationssagen eller i øvrigt uberettiget modtaget gaver eller andre ydelser fra festivalen.

I modsætning hertil kan en kommune som myndighed lovligt modtage en sponsorgave fra private. Det er i denne situation kommunen som myndighed, der modtager festivalens gave i form af to kunststofbaner til gavn for idrætslivet.

Det er ikke ualmindeligt, at kommuner modtager gaver fra privatpersoner eller firmaer og dette er fuld lovligt og i overensstemmelse med god forvaltningsskik, hvis gaven ikke er betinget af en anden modydelse fra kommunens side.

Boldbanerne skal geografisk placeres et helt andet sted i kommunen, der ikke har sammenhæng med arealerne, der eksproprieres, og festivalens gave er ikke gjort afhængig af kommunens eventuelle ekspropriation af den pågældende ejendom.

Roskilde Kommune på DenOffentlige.dk Roskilde Kommune
Aktivitet: Artikler: 57 | Kompetenceområder: 1

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer