Danmark falder bagud i eksport af energiteknologi og -udstyr

05/05/2011 14:38

Nick Allentoft

Eksporten af energiteknologi og -udstyr i 2010 faldt for andet år i træk med mere end 10 procent. Det gælder især på markederne i Nordamerika og Europa. Årsagerne skal findes i en væsentligt skrappere konkurrence og det høje danske omkostningsniveau. Faldet for energiteknologi betyder, at andelen af energiteknologi i den samlede eksport er tilbage på niveauet fra 2007.

Andre europæiske landes eksport af energiteknologi viser den modsatte tendens end den gør herhjemme. Eksporten fra EU15 er nemlig gået op med 12 procent i 2010. Det viser tydeligt, at konkurrenterne har klaret den økonomiske krise bedre end de danske virksomheder. Altså danske virksomheder kan have tabt væsentlige markedsandele i forhold til deres europæiske konkurrenter.
Et gigantisk potentiale venter

Og det er en udvikling, der får de bekymrede rynker frem hos branchedirektør Anders Stouge fra DI Energibranchen, der endda kan pege på et gigantisk potentiale for den danske energibranche.

- Vi formår ikke at fastholde eksport til udviklede lande, hvor rige storbyer ellers vil stille massive krav til energiforsyning, infrastruktur, vandforsyning og spildevandshåndtering, konstaterer branchedirektøren.

Han peger på, at det alle er områder, hvor Danmark har meget at byde på i form af eksempelvis fjernvarme og energieffektive kraftværker.

- Men vi har også den store andel vedvarende energi og den danske energiinfrastruktur, som mange lande studerer, slår Anders Stouge fast.
To årsager til tilbagegang

Han gør dog klart, at Danmark fortsat har en styrkeposition på energiområdet, men udviklingen betyder faldende markedsandele for de danske virksomheder.

Tilbagegangen for dansk energiteknologi bunder i to årsager. For det første er det danske omkostningsniveau relativt højt i forhold til niveauet i andre lande. Det viser sig ofte, at det kan være billigere at lægge produktionen lokalt frem for at producere i Danmark til eksport.

For det andet har virksomheder i andre lande også fået øje på markedspotentialerne på energiteknologiske produkter. Det har ført til en betydelig skærpet konkurrence. Danske virksomheder, der tidligere har nydt godt af at ligge langt fremme, bliver nu væsentligt udfordret på de internationale markeder.

De største markeder for dansk energiteknologi er forsat Tyskland, USA og Storbritannien.
 

Mest Læste

Annonce