Danmark og Sydafrika indgår samarbejdsaftale om vindenergi

04/03/2013 14:17

Klima- og Energiministeriet

Danmark og Sydafrika indleder nu et samarbejde, der skal reducere udledningen af drivhusgas ved at øge andelen af vindenergi i Sydafrikas elforsyning.

Danmarks ambassadør i Pretoria har i dag underskrevet en samarbejdsaftale under overværelse af vicepræsident Kgalema Petrus Motlanthe og statsminister Helle Thorning-Schmidt, som i disse dage er på besøg i Sydafrika.

Samarbejdet med Sydafrika er et eksempel på regeringens indsats for at flytte klima- og energipolitikken i verdens vækstområder i en grønnere retning til gavn for danske virksomheder.

Sydafrika er et vækstmarked, der har voksende betydning for danske virksomheder, og man står over for betydelige investeringer i vedvarende energi. Med aftalen kan Sydafrika trække på dansk ekspertise med at indpasse vindenergi i elsystemet. Konkret handler det om at bidrage til en omstilling af elsektoren, som i dag næsten udelukkende er baseret på kul og står for ca. halvdelen af Sydafrikas samlede drivhusgasudledninger.

”Sydafrika er begyndt at satse på vedvarende energi. Vi har den viden, der skal til for at hjælpe Sydafrika på vej, og vi har virksomhederne, der kan levere produkterne, så det er en god aftale for begge lande”, siger klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard.

Overgangen fra kul til vind i el-produktionen kræver, at man kortlægger vindressourcerne og kan regulere el-systemet, så man udnytter vindenergien bedst muligt. Danmark har mange års erfaring med vedvarende energi og er blandt de førende lande i verden til at indpasse vind i el-systemet. Det er de kompetencer, Sydafrika efterspørger.

”Hvis vi kan hjælpe et land som Sydafrika med at omstille til mere vedvarende energi og energieffektivitet, er der virkelig en gevinst at hente for klimaet. Sydafrikas udledning af CO2 svarede i 2009 til det halve af Afrikas samlede udledning”, siger Martin Lidegaard.

Danmark samarbejder også med andre vækstøkonomier som Kina, Vietnam og Mexico på energiområdet. Samarbejdet tager udgangspunkt i det enkelte lands udfordringer. Vækstøkonomierne er i fokus, fordi det er her, udledningen af CO2 vokser hurtigst, og hvor der er de største potentielle reduktioner.

"Hvis vi skal holde løftet om, at den gennemsnitlige temperatur på jorden ikke må stige mere end to grader, er der brug for handling. Vi handler herhjemme med vores ambitiøse målsætninger om at begrænse CO2-udledningen, og vi gør samtidig en konkret indsats i en række toneangivende vækstlande, som efterspørger vores viden og erfaringer", siger Martin Lidegaard.

Samarbejdet med Sydafrika støttes med i alt 40 mio. kr. under Klimapuljens Globale Ramme, som en del af den danske udviklingsbistand, og det støttes fra dansk side af en nyoprettet enhed i Energistyrelsen – Low Carbon Transition Unit – i tæt samarbejde med den danske ambassade i Pretoria. 

Mest Læste

Annonce