Dansk-irsk indsats for at holde på de skoletrætte

18/10/2012 14:47

Varde Kommune

To skoler fra Varde Kommune skal i samarbejde med to irske skoler finde opskriften på, hvordan man giver skoletrætte unge lyst til at uddanne sig.

Brorsonskolen i Varde og Nørre Nebel Skole får nu sammen med to irske skoler EU-støtte til at udvikle redskaber til at holde på unge, som er tæt på at droppe ud af skolen. I samarbejdet indgår også skoleforvaltninger og Center for undervisningsmidler i Esbjerg.

- Vi skal sparre med de irske skoler for at finde ud af, hvad vi gør for at holde de unge i uddannelsessystemet, for det er jo et fælles europæisk problem. Vores skole gør i forvejen meget i internationalt samarbejde, og vi synes, det er spændende at være med, siger viceskoleleder på Nørre Nebel Skole Mette Alsaker.

Projektet indgår i EU-programmet Livslang Læring. Det løber over to år og bygger især på kontakt mellem lærere og andre fagfolk. Eleverne på Nørre Nebel skole er involveret i et andet samarbejdsprojekt, Let´s Go to School in Europe, der også handler om at give unge lyst til at fortsætte i uddannelsessystemet.

Varde Kommune lægger vægt på, at skolerne samarbejder internationalt og har det internationale aspekt med i undervisningen. På hver skole er der udnævnt en ansvarlig for området:

- Verden er blevet mindre, og eleverne skal forholde sig til, at de er en del af noget, der er større end Danmark og for den sags skyld også EU. Derfor opfordrer vi skolerne til at tænke i internationale baner, og der er også internationale perspektiver i det it-projekt, vi gennemfører på tre skoler, fastslår formand for udvalget for børn og undervisning Karl Haahr.

Det er skolerne i Næsbjerg, Ansager og Tistrup, der netop har taget hul på at udvikle fælles it-baseret undervisning med brug af tablets og telepresence.
 

Mest Læste

Annonce