Flere hopper på bus, tog og Metro

06/04/2011 21:41

Nick Allentoft

11 millioner flere rejser i hovedstadsområdet blev i 2010 foretaget med kollektiv trafik. Det er en vækst på 4,1 procent i forhold til 2009.

MOVIA: Det er blevet mere attraktivt at hoppe på bus, S-tog og Metro. I hvert fald benyttede langt flere sig af den kollektive trafik i hovedstaden i 2010 i forhold til året før, viser foreløbige tal fra hovedstadens trafikselskaber. Procentuelt er Metroen det transportmiddel i hovedstaden, der har haft størst passagerfremgang. Hele 5,2 procent flere passagerer blev det til i 2010 i forhold til året før. Busserne i hovedstaden har fået 3,4 procent flere passagerer i løbet af 2010, mens S-tog har fået godt 1 procent flere passagerer.

”Det er en flot udvikling, som vi er meget glade for. De her tal viser, at vi gør det godt, og at flere borgere i hovedstaden har fået øjnene op for den kollektive trafik,” siger Movias adm. direktør Dorthe Nøhr Pedersen.

I 2010 har hovedstadens trafikselskaber kørt en række fælles kampagner bl.a. for sms-klippekort, eventbilletter, sommerklippekort og aftenbilletter. Derudover blev der i 2010 udviklet en fælles mobil- og webbilletløsning, så man nu både kan købe billetter på mobilen og på hjemmesiden 1415.dk.

”Udviklingen i salget af mobilbilletter er gået langt hurtigere, end vi havde turdet håbe på. Cirka 30 procent af kontantbilletterne i hovedstadsregionen sælges nu via 1415 mobilløsningen. Det har ført til efterspørgsel af nye produkter, og vi arbejder hårdt på at efterkomme passagerernes ønsker med nye produkter, nye gratis servicetilbud og bedre trafikinformation på tværs. Alt sammen for at gøre det nemmere og mere attraktivt at være passager i den kollektive transport,” siger Nina Kampmann, chef i Metroselskabets trafikpolitiske afdeling.

52,5 millioner passagerer lod sig transportere med Metroen – godt to en halv million flere passagerer end i 2009. Passagertilvæksten var højere end ventet, og det tilskrives blandt andet døgndrift, udbygning af Ørestad og den populære forbindelse fra City til Lufthavnen.

Succes med incitamentsaftaler i bussen

Cirka halvdelen af fremgangen i busserne har været på de linjer, der indgår i Projekt Bedre Bustur, hvor Movia samarbejder med operatørerne, Region Hovedstaden og kommunerne om at tiltrække flere passagerer. For eksempel har linjerne 150S og 173E på to år haft en real fremgang på over 20 procent. Princippet i aftalerne er, at buslinjerne med udgangspunkt i forslag fra passagererne forbedres, og at busselskaberne tjener flere penge jo flere passagerer, der bruger bussen. Kommunerne sikrer den positive spiral ved, at halvdelen af de øgede passagerindtægter bruges til at indsætte flere busafgange.

Flere med S-toget

I 2010 gik i alt 93 mio. kunder gennem S-togets røde døre, hvilket er omkring en mio. flere end året før.

”Der er ingen tvivl om, at gode S-togstilbud som at tage cyklen gratis med og de gratis søndage sammen med trafikselskabernes fælles tiltag som SMS-billetten og aftenbilletten har trukket flere kunder til både S-toget og den kollektive trafik i det hele taget. Vi kan se, at de gratis tilbud får flere til at tage toget også på andre tidspunkter. Kunderne kombinerer ofte transportmidlerne, derfor arbejder vi sammen for at gøre den kollektive trafik endnu mere attraktiv,” siger Gert Frost, adm. direktør i S-tog.

Faktaboks:
Hver dag foretages der ca. 300.000 rejser med S-tog, der er 600.000 påstigninger i busserne og 170.000 påstigninger i Metroen. Der er forskel på, om man tæller i rejser eller påstigere. Ved rejser tælles en persons rejse fra start til slut som én rejse, uanset om der er omstigninger undervejs, mens man ved påstigninger tæller ved hver påstigning.
I forhold til 2009 var der I 2010 6,5 mio. flere påstigninger i hovedstadens busser, 2,6 mio. flere påstigninger i Metroen og en million flere rejser med S-toget

Mest Læste

Annonce