FOA: Gode toner fra KL

16/03/2012 11:50

Administrator

KL vil opprioritere det borgernære sundhedsvæsen i kommunerne. Og det er der sund fornuft i, mener FOA. ”Der er mange gode tanker KLs udspil om et borgernært sundhedsvæsen,” siger sektorformand Karen Stæhr, og fortsætter:

”I dag mangler der en fornuftig overgang mellem regioner og kommuner. Alt for mange oplever at falde i et hul mellem hospitalernes- og kommunernes ansvar. Derfor er det helt rigtigt at lægge en ny strategi for, hvordan kommunerne kan sikre det borgernære sundhedsvæsen.”

FOA advarer dog kommunerne mod at opbygge små minihospitaler og mod at havne i den silo-tankegang, som er kendt fra hospitalsverden, hvor enheder er bemandet af samme type specialister.

”Hvis enkelte faggrupper skal træffe alle beslutninger om en patient eller en borger, så ser man ikke de pågældende borgere ud fra et helhedssyn. Og det er ikke fornuftigt – hverken menneskeligt eller økonomisk,” siger Karen Stæhr.

Hun glæder sig derfor over, at opgaverne i det borgernære sundhedsvæsen ifølge KL skal løses efter LEON-princippet – det vil sige ud fra det lavest mulige omkostningsniveau.

”Det sikrer, at alle medarbejderes kompetencer bruges optimalt til gavn for borgeren og det er borgeren der skal være i centrum,” siger Karen Stæhr.

Social- og sundhedspersonalet har kompetencer, der er oplagte at gøre brug af i det borgernære sundhedssystem. FOA opfordrer derfor KL til at sikre, at social- og sundhedsassistenterne fortsat har mulighed for at komme i praktik på hospitalerne, hvor det i dag er svært at finde praktikpladser.

”Hvis ikke der er praktikpladser på hospitalerne, så vil medarbejderne jo stå uden forudsætninger i det arbejde, der fremover skal løses i kommunerne,” slutter Karen Stæhr.

Kontaktinformation:
Sektorformand Karen Stæhr, telefon: 3063 7310  

Mest Læste

Annonce