Folkeskolen skal være Ny Nordisk Skole

14/10/2011 09:53

Nick Allentoft

Inspireret af gastronomiens verden skal folkeskolen reformeres under overskriften Ny Nordisk Skole. Det mener den nye børne- og undervisningsminister Christine Antorini.

Den nye børne- og undervisningsminister Christine Antorini har store visioner for folkeskolen. Ministeren lægger op til, at der på folkeskoleområdet fremover skal arbejdes efter det læringssyn, som hun kalder Ny Nordisk Skole. Det er et læringssyn, der er født med stor inspiration i det nye nordiske køkken med verdens bedste restaurant, NOMA, i spidsen.

”Det, som kokkene gjorde, var at finde det bedste fra dansk og nordisk fødevaretradition og så med åbent sind tage det bedste fra udlandet, hvor man kunne lade sig inspirere til at udvikle det nordiske køkken.”

På samme måde har man på folkeskoleområdet i Danmark en række pædagogiske traditioner – ingredienser om man vil – som adskiller sig fra mange andre steder i verden, forklarer ministeren:

”Vi har uddannet og dannet vores børn under overskriften ”læring af lyst”. Vi har bygget på, at det er vigtigt, at vi uddanner os i fællesskaber på kryds og tværs af sociale lag og grupper, hvor man bruger hinanden som rollemodeller og bliver klogere af at være i fællesskaberne. Vi har også tradition for at udvikle faglighed og personlige kompetencer på lige fod med hinanden,” siger hun og fortsætter:
Udvikling af nye pædagogiske metoder

”Det smukke ved den nordiske skoletradition er jo, at man lærer at tænke selv i fællesskab med andre. Her vil vi ligesom kokkene i det nye nordiske køkken være meget optaget af, hvordan vi lærer af det bedste, som vi havde engang, men samtidig udvikler det ind i det nye samfund, som vi er på vej hen imod.”

På den måde ønsker Christine Antorini, at Ny Nordisk Skole fremover skal udvikle nye metoder på folkeskoleområdet. Ministeren giver følgende eksempel:

”En af de ting, som vi kommer til at arbejde med, er, hvordan it og digitale læringsmetoder bliver en helt naturlig del af den måde vi lærer og arbejder på. Hvordan kan vi fx bruge de sociale medier og internettet til at arbejde med sprog, kultur og samfund. Hvordan skal det være en del af en læringstradition i Danmark? Det er her, at Ny Nordisk Skole skal ind og udvikle pædagogiske metoder med rod i tradition, fra fx både dyb kernefaglighed og sociale kompetencer, klassefællesskab, projektarbejde og praktik-teori. Men med blik for fornyelse,” siger Christine Antorini.

Mest Læste

Annonce