Ja tak til bedre service og mindre bureaukrati

Velfærd

30/10/2012 14:30

Fredensborg Kommune

Fredensborg Kommune har mange kreative bud på, hvordan kommunens status som frikommune kan bruges til at skabe endnu bedre service og mindre bureaukrati til gavn for borgerne.

Byrådet har netop besluttet at søge om yderligere 10 frikommuneforsøg. Heriblandt forsøg, der skal give flere praktikpladser til unge og mere kvalitet i bevillingen af høreapparater. Dermed har Fredensborg Kommune i alt søgt om 59 forsøg, hvoraf 33 indtil videre er blevet godkendt.

”Det er fantastisk at opleve den idérigdom og opfindsomhed, der eksisterer blandt borgere, politikere og medarbejdere, når det handler om at gøre servicen over for borgerne bedre og enklere. Vi har nu haft fire bølger af idéer til frikommuneforsøg, og jeg skal love for, at bølgerne går højt, når det gælder ønsket om forandring og fornyelse, der kommer både borgere og medarbejdere til gode” siger borgmester Thomas Lykke Pedersen

Fredensborg Kommune er udpeget som en af i alt ni frikommuner i årene 2012-2015. Formålet med frikommuneforsøget er at give kommunerne mulighed for at afprøve helt nye måder at løfte og styre den kommunale opgaveløsning på.

Borgmester ærgrer sig over stop for flere ansøgninger
1. november 2012 er sidste chance for, at frikommunerne kan søge om flere nye frikommuneforsøg. Det skyldes, at regeringen gerne ser, at kommunerne kan nå at drage nyttige erfaringer af frikommuneforsøgene i perioden frem mod udgangen af 2015, hvor forsøgene skal evalueres.

Det finder borgmester Thomas Lykke Pedersen ærgerligt:
”Det er da brand ærgerligt at sætte en stopper for idérigdommen, når nu den er så stor. Det har jeg også tænkt mig at fortælle økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager, når frikommunerne skal mødes med hende den 22. november. Vi er langt fra færdige med at rydde op i unødvendigt bureaukrati og lovgivning.”

Frikommuneforsøgene spænder bredt over mange af kommunens serviceområder. Det gælder fx ældreområdet, miljø- og klimaområdet samt skoleområdet. Beskæftigelsesområdet er ligeledes repræsenteret med rigtig mange forsøg.

”Det glæder mig, at vi her i kommunen er med til at søsætte forsøg, der kan gøre betingelserne på arbejdsmarkedet bedre og nemmere, og på længere sigt måske inspirere eller medvirke til generelle lovændringer for ikke bare frikommunerne, men alle landets kommuner” siger Lars Søndergaard, formand for Arbejdsmarkedsudvalget og fortsætter:

”Jeg tror på, at vi med forsøgene på beskæftigelsesområdet har en enestående mulighed for at målrette den beskæftigelsesrettede indsats og sikre, at flere ledige borgere kommer hurtigere i job og ud af offentlig forsørgelse. I denne ansøgningsrunde satser vi målrettet på at få flere unge i job eller uddannelse med forsøg med øget vejledning, flere praktikpladser og mulighed for at styrke de unges økonomiske incitament til at tage en uddannelse eller et job frem for at modtage kontanthjælp. Jeg glæder mig meget til at se, hvilke forsøg, vi får lov til at gennemføre”

Det er nu op til de enkelte fagministerier og Folketinget at afgøre, om Fredensborg får lov til at gennemføre forsøgene. Afgørelsen ventes før jul med virkning fra 1. januar 2013.
 

Mest Læste

Annonce