Køge aflyser sparekatalog i år

15/03/2013 14:16

Køge Kommune

Prognoserne for næste års budget tegner så godt, at Køge Kommune formentlig kan bevare samme serviceniveau til borgerne som i år – og undgå nye besparelser. Økonomiudvalgets flertal anbefaler derfor at droppe den årlige oversigt med spareforslag.

Køge Kommune har gennem de seneste år været gennem en omfattende økonomisk genopretning, og det bærer nu frugt. Meget tyder på, at Køge Kommune helt vil kunne undgå nye besparelser og forringelser i servicen til borgerne, når der efter sommerferien skal lægges budget for 2014. Seneste opgørelser viser således kun en mindre ubalance på 15 mio. kr., og de penge vil kunne hentes gennem almindelige effektiviseringer.

Økonomiudvalgets flertal indstiller derfor til Byrådet, at det årlige katalog med oversigt over forslag til besparelser opgives. Finn Buch Petersen (D) ønskede fastholdt et internt sparekatalog med en ramme på 15 mio. kr..


God økonomisk styring

”Det her er en rigtig god nyhed for Køges borgere. For bare tre år siden stod vi med et minus på knapt 200 mio. kr. Nu er der stort set balance i vores budget som udgangspunkt, fordi et samlet byråd har arbejdet ansvarligt om en god økonomisk styring.

Det betyder, at vi formentlig kan holde fast i vores nuværende serviceniveau i daginstitutionerne, ældreplejen og alle andre steder – og undgå nye besparelser, selvom der stadig er pres på den offentlige sektor,” udtaler Økonomiudvalgets flertal, som består af Marie Stærke (A), Dora Olsen (O), Palle Svendsen (V), Thomas Kielgast (A), Torben Haack (F) og Flemming Christensen (C).


Prioriteringer – ikke besparelser

Byrådets enkelte fagudvalg går nu i gang med at drøfte ønskerne til det kommende budget. Opstår der behov eller politisk ønske om at opprioritere indsatsen på et enkelt område, skal pengene findes et andet sted i budgettet. Dette skal drøftes i fagudvalgene henover foråret, hvor brugere og medarbejdere også får mulighed for at give deres besyv med. Så selvom der ikke er lagt op til nye besparelser i 2014, kan der i de kommende måneder stadig komme forslag om at skrue op eller ned for indsatsen på serviceområderne. Og derfor kan det endelige budget godt komme til at indeholde ændringer, som nogle borgere vil opleve som forringelser – fordi der skal være råd til forbedringer på andre områder.

Byrådet vil beslutte den endelige proces for budgetlægningen på byrådsmødet 19. marts.

Mest Læste

Annonce