Kommuner må spare stillinger væk

I syv ud af ti kommuner forventer kommunaldirektørerne, at budgettet for næste år medfører personalereduktioner. Over halvdelen forudser dårligere service for borgerne. Det viser en ny undersøgelse fra FTF.

Mens valgkampen har raset, har kommunerne lagt budgetter, som kommer til at betyde farvel til medarbejdere i lange baner. Netop i disse dage er kommunerne ved at lægge sidste hånd på de barske budgetter, som skal være klar midt i oktober.

I 71 procent af landets kommuner forventer kommunaldirektøren, at budgettet for 2012 kommer til at betyde nedskæringer i personalet - i form af afskedigelser, ikke-genbesatte stillinger, fratrædelsesordninger mv.

Det viser en ny undersøgelse, hvor hovedorganisationen FTF har spurgt kommunaldirektørerne om deres forventninger til budgettet for 2012. Undersøgelsen bygger på svar fra 45 kommuner. Den dystre udsigt til udtynding i personalerækkerne har bredt sig, siden FTF for et halvt år siden stillede de kommunale topchefer samme spørgsmål. Her forventede 42 procent af dem personalereduktioner det kommende år.

Dårligere service for borgerne forude
Serviceforringelser for borgerne bliver en konsekvens af de stramme budgetter for næste år. Det forventer i hvert fald over halvdelen (56 procent) af kommunaldirektørerne.

At besparelser rent faktisk fører til serviceforringelser, har en del af de offentligt ansatte allerede oplevet. Det viser en anden nyere stor FTF-undersøgelse, hvor ca. 1.600 offentligt ansatte FTF'ere blev spurgt om konsekvenser af besparelser. Ud af dem oplyser næsten tre fjerdedele, at kvaliteten af ydelser og produkter i nogen eller høj grad er blevet forringet som følge af besparelserne på arbejdspladsen i løbet af det seneste år. 17 procent vurderer, at kvaliteten i høj graf er blevet forringet.

Nulvækst er gået ud over borgerne

Ifølge et stort flertal har besparelserne også betydet mindre tid til borgerne. 44 procent oplyser, at de i nogen grad har fået mindre tid til borgerne. 22 procent at de i høj grad har fået mindre tid til kontakt med borgerne.

Nu er serviceforringelser uundgåelige
Langeland er én af de mange kommuner, hvor budgettet for næste år betyder færre medarbejdere.

Ø-kommunen opererer med en samlet barbering af driftsbudgettet på seks-otte mio. kr. Kommunaldirektør Jørgen Christiansen regner med, at en otte-ti stillinger bliver nedlagt for at få det regnestykke til at gå op. I alt er omkring 50 stillinger blevet nedlagt, og driftsbudgettet blevet reduceret med 55 mio.kr., siden den nye kommune blev dannet ved kommunalreformen i 2007.

"Vi har udtømt de strukturelle muligheder, som fx at nedlægge skoler. Før kommunalreformen havde vi otte skoler, i dag har vi tre på hele øen. Nu er der kun én vej for os: Personalereduktioner og færre servicetilbud til borgerne", fortæller Jørgen Christiansen.

Tydelige konsekvenser
Formand for FTF, Bente Sorgenfrey konstaterer, at kravet om nulvækst i kommunerne har tydelige konsekvenser for ansatte, borgere og kvaliteten.

"Den melding lyder samstemmende fra begge sider af bordet - både fra topledelse og medarbejderne. De lokale politikere må være åbne omkring det dårligere serviceniveau overfor borgerne og ikke stikke dem blår i øjnene. Det er et politisk ansvar at foretage prioriteringerne, men det er medarbejderne, der møder borgerne i hverdagen", siger hun.

Besparelser rammer især administration og ældreområdet

Hvilket område forventes at blive mest berørt?

Kilde: FTF's kommunaldirektørundersøgelse, sep 2011

Når økonomien er så stram, og servicen forringes, er der brug for at få ryddet grundigt op i bureaukratiet og tænke nyt, pointerer Bente Sorgenfrey.

"FTF'ere bruger årligt 60 mio. timer på dokumentation, og jeg håber, at den nye regering vil gøre en ihærdig indsats for at fjerne den unødvendige del af bureaukratiet, så vi i stedet kan bruge tiden og pengene på at give medarbejderne frihed til at være innovative", siger Bente Sorgenfrey.

FTF er for nylig kommet med et vækstoplæg, som bl.a. peger på, at medarbejdernes idéer til, hvordan arbejdet kan tilrettelægges bedre, skal bruges mere systematisk.

Om FTF's undersøgelse blandt kommunaldirektørerne

45 kommunaldirektører har i perioden 9. til 30. september besvaret FTF's spørgeskema om deres budget for 2012.
84 procent af de deltagende kommuner forventer at gennemføre besparelser i budget 2012 ift 2011.
Kun 13 procent svarer at de ikke vil gennemføre personalereduktioner, 71 procent svarer ja og 16 procent ved ikke.

 

DenOffentlige.dk på DenOffentlige.dk Bliv medlem af DenOffentlige og vær med til at skabe debatten, dele viden og fremme en god udvikling i samfundet....
Aktivitet: Artikler: 1360 | Events: 31 | Kompetenceområder: 5

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

TILMELD NYHEDSBREV