Konflikt skaber ikke en bedre skole

28/02/2013 13:44

Administrator

Danmarks Lærerforening opfordrer til fortsatte forhandlinger for at undgå en konflikt, som kan kaste folkeskolen ud i kaos. Opfordringer kommer efter KL’s lockout-varsling i dag.

Formand for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, siger: ”KL’s lockout er en hel unødvendig optrapning i forhold til de forhandlinger, som er i gang. Jeg anser langt fra mulighederne for at nå frem til et forlig for at være udtømte. Derfor vil jeg endnu en gang opfordre KL til at komme tilbage til forhandlingsbordet. Vi skal bruge alle tænkelige muligheder for at nå frem til en aftale til gavn for folkeskolen og elevernes undervisning.”

”Vi har stillet en række spørgsmål til, hvordan KL forestiller sig, hverdagen skal organiseres uden en generel aftale om lærernes arbejdstid. KL har svaret med at lockoute lærerne. Det er ikke måden at finde en løsning, som alle kan leve med. Vi ved fra en undersøgelse blandt forældre til børn i folkeskolen, at 91 procent af forældrene er helt eller overvejende enige i, at der bør være en aftale om lærernes arbejdstid,” siger Anders Bondo Christensen.

”Med KL’s lockout-varsling styrer vi nu mod en ødelæggende konflikt i folkeskolen. De første ofre vil være folkeskolens elever og deres forældre, hvis skolerne lukker ned. Men den virkelige taber risikerer at blive folkeskolen som helhed. Man skaber ikke engagerede, begejstrede og ansvarsfulde lærere, som er fundamentet for en stærk folkeskole på ruinerne af en ødelæggende og meningsløs konflikt,” siger Anders Bondo Christensen.

”Dygtige og engagerede lærere er skolens rygrad. Derfor håber jeg stadig, at KL er villig til at finde en løsning, hvor vi fællesskab laver en aftale, der kan skabe gode rammer om kvalitet i undervisningen – til gavn for skolens elever,” slutter Anders Bondo Christensen.
 

Fakta

91 pct. af forældre til børn i folkeskolen er helt eller overvejende enige i, at der bør være en generel aftale om lærernes arbejdstid, som sikrer tid til blandt andet forberedelse og forældresamarbejde. Det viser en ny undersøgelse, som Epinion har foretaget for Danmarks Lærerforening.
Analysenotat: Forældrenes syn på en arbejdstidsaftale for lærerne

Mest Læste

Annonce